ANNA SKYGGEBJERG

Jeg havde aldrig troet, jeg skulle skrive disse ord: 6. oplag af Introvert er nu landet hos din lokale boghandler. 

Tak til alle jer, som har gjort bogen til en bestseller. Jeg er inderligt taknemmelig!

Vi fejrer 6. oplag med en give away.

Læg en kommentar, så trækker jeg 2 vindere af Introvert fredag aften, den 14. marts

{ 92 kommentarer }

Forleden skrev jeg på bloggen og bad om input fra jer. Fordi en kvinde havde stillet Brevkassen det kæmpe store spørgsmål, “Hvordan lever man fuldt ud?” Tak for jeres gode råd. Nu er svaret færdigt.

Jeg kan ikke lægge det på bloggen, for det er hemlig-nemlig indtil bogen udkommer. Men jeg kan godt dele lidt af det.

En del af svaret handler om at træffe valg (frem for at leve bevidstløst) – og at træffe dem med respekt for det, vi ved nu i fremskreden alder, men ikke vidste, da vi var yngre… Her er en bid af svaret:

Vi traf de valg, vi traf, fordi vi vidste det, vi vidste. Nu ved vi mere og kan træffe andre valg. Vi ved for eksempel det her:  

Tiden går vanvittig hurtigt, og børn vokser op med eksponentiel hast. (De havde ret, alle de voksne, vi himlede over, når de sagde det, dengang vi var børn og unge.)

Det er ligegyldigt, at maven er rund i stedet for flad. Det er spild af liv at gå så højt op i den detalje.

Det er ligegyldigt, at ”de andre” ikke forstår, hvad vi kæmper med og drømmer om. Det er stort, at der er en enkelt eller to soul mates, der gør.

De små ting udgør en uudtømmelig kilde til glæde. Blomster, snevejr, duften af poter, børn i nattøj og fornemmelsen af et armbånd, der glider langs håndleddet.

De store ting bliver man aldrig færdig med. De vigtigste er accept og taknemmelighed.

Dette øjeblik kommer aldrig igen; det er unikt. Uanset, om det er et øjeblik, vi har håbet at opleve, eller et øjeblik, vi har håbet at undgå, skal vi gøre det samme: gribe det, trække det helt tæt på og sige ”Hej! ” og ”Tak!”

PS: Apropos de små tings betydning: I dag kom Ægtefællen hjem fra arbejde med et par hjemmestrikkende, uldne sokker. Han havde bemærket, at en af hans patienter havde haft sådan et par på, da det var vældig koldt i januar – og havde komplimenteret dem. Det viste sig, at sokkerne var strikket af patientens mor i Montenegro. Og patienten havde straks spurgt sin mor, om hun ville strikke et par til sin datters psykiater. 

Hvor sødt er det lige? Hvor stort er det lige?

{ 4 kommentarer }

Det føltes, som om det fortsat var nat, da taxaen hentede Elise og mig og glimmersandalerne for at køre os til lufthavnen. Vi skulle til Aalborg og holde foredrag:

Jeg ved aldrig på forhånd, hvordan et foredrag går. Men jeg havde en god fornemmelse omkring Aalborg, for planlæggeren har været det sødeste: “Jeg henter jer i lufthavnen og kører jer derud igen, og køber noget morgenmad til jer og henter sandwiches hos Joe & the Juice, så I har frokost, mens I venter på flyet hjem. Og der er lydprøve kl. 9.15.” Sådan plejer det ikke at være! Og oven i købet, se så lige den her VIP-placering på bibliotekets program:

Så vi var fulde af positive forventninger, da vi mødte de 100 tilhørere. Dem overgik de. Der må være noget med mennesker, som vælger at gå til foredrag kl. 10 lørdag formiddag, for de var altså ekstraordinære: De lyttede og grinede og var i den grad på. 

Højdepunktet? En kvinde på næsten 80 år, som havde sagt til bibliotekaren: “Det er som om, det er mig, hun snakker om. Tænk sig!”

Skal vi ikke aftale, at vi snakker højt om at være introvert og ekstrovert? Så ingen fremover skal blive 80 år, før de ser sig selv gennem det prisme og kan sige, “Jeg er ikke sær eller genert. Jeg er introvert, og det er helt fint.”

{ 3 kommentarer }

Det næstsidste, jeg sagde til Ægtefællen i aftes, var, “Jeg glæder mig sådan til i morgen, for jeg skal skrive hele dagen.”

Jeg kom nu ikke til at skrive særlig meget. Eller det er måske mere korrekt at sige, at der ikke var særlig meget af det, jeg skrev, som fik lov at blive stående. Men jeg skrev lidt og tænkte meget.

Når det gik så langsomt, var det fordi, jeg skulle svare på det her spørgsmål: “Hvordan lever man fuldt ud, så man ikke ender med at ligge på sit dødsleje og tænke, at man ikke fik gjort det, man gerne ville.” Pragtfuldt spørgsmål! Og stort spørgsmål! Jeg kunne godt bruge lidt hjælp, faktisk.

Hvad synes du, jeg skal svare? Hvordan synes du, man lever fuldt ud?

Tegning af Maren Uthaug

{ 9 kommentarer }

Jeg er lige kommet hjem efter at have holdt foredrag  om Introvert for 70 tilhørere…

Hvad en introvert foredragsholder ikke kan lide: At teknikken ikke fungerer, så der ikke er lyd på videoerne, og der derfor skal improviseres. Hvor nevøs det gjorde mig? Lad mig bare sige det sådan, at jeg seriøst overvejede selv at synge nummeret med Gloria Gaynor….

Hvad en introvert foredragsholder godt kan lide: At tage glimmersandalerne af!

Godnat, derude!

{ 7 kommentarer }

Det har i den grad været mandag. Både fordi det er mandag – og fordi jeg så tv mellem kl 4 og kl 6 i nat.

Jeg vågnede og skulle egentlig bare lige ned i køkkenet efter et glas vand, men kom så til at tænde for Oscar-uddelingen – og jeg har altså noget med kjoler…. Jeg hader (som i: hader!) at købe tøj, og jeg hader endnu mere at blive fotograferet. Men at se fotogene mennesker i smukke rober, kan jeg ikke få nok af. Jeg forstår det ikke selv. Pernille Melsted ville måske sige noget om skygge? I dunno.

Men i hvert fald har dagen været noget præget af natten. Så er det jo godt, at ens børn ikke foreslår, man skal spille Twister eller tage en slåskamp. “Skulle vi ikke sætte os ud på terrassen og pakke os ind i tæpper og spise fastelavsboller?”, spurgte Jacob. Og udover at se på rober, så er at spise kager højt på min favoritliste. (Og det er måske en del af årsagen til, at jeg ikke kan lide at købe tøj?)

PS: En af årets favorit-kjoler sidder omkring Sandra Bullock

Kommer i tanker om, at jeg også skrev om Sandra Bullock efter sidste års Oscar….

{ 3 kommentarer }

Tag på kreativ ekskursion….

Da min hverdag var aller travlest, lærte jeg mig selv at tage på korte  kreative ekskursioner. Udtrykket er Sarah Ban Breathnachs og stammer fra hendes bog “Simple Abundance”. Det, jeg gjorde og fortsat gør, er, at jeg en gang imellem bruger ti minutter i en butik eller et andet sted, hvor jeg nyder noget, der er smukt. Det lyder ikke af meget, men det føles som en rigdom. En måde at nære min sjæl på i en hverdag, hvor fokus bestemt ikke ligger lige der. Prøv selv!

I går brugte jeg tid i en stor blomsterhandel. Allerede hundrede meter derfra lagde jeg mærke til to træer udenfor butikken og tænkte, “Hvad er det, de har hængt på? Er det flag? Æbler? Julepynt?” Det viste sig, at de ikke havde hængt noget på. Det var to kameliatræer, fulde af blomster. 

Jeg har ikke ord for deres skønhed.  Og jeg ville så gerne have købt det ene træ, men… sådan et træ koster 5000 kroner. Og jeg fik at vide, at det kræver, man har en vinterhave eller sætter sit træ i “plantehotel” om vinteren. Jamen, det sagde damen, at det hedder: “Et plantehotel.”

Men det var en udsøgt smuk kreativ ekskursion.

{ 3 kommentarer }

Jeg bringer en servicemeddelelse: Der er kun 4 ledige pladser ved foredraget i Søborg i næste uge, den 4. marts.

Smukke Elise er med. Jeg har glimmersandaler på. Og der bliver både spillet Gloria Gaynor, Paul Simon og vist klip fra Sex and The City. Kort sagt: Det bliver temmelig festligt af en introvert aften at være….

Ses vi? 

{ 0 kommentarer }

Min venindes kæreste er dum. Skal jeg sige noget?

Hvorfor er der ingen, som kan se, at jeg er en stor kunstner?

Min far har været min mor utro. 

Jeg er i overgangsalder. Overgang til hvad?

Jeg er bedre til at male billeder end til at passe mine børn. Er det forkert?

Jeg er jaloux på mine venners succes.

Min datter er blevet sexuelt misbrugt. Må jeg slå ihjel?

Hvad er meningen med det hele?

Alt sådan noget, kan du spørge Brevkassen om. Altså nærmest hvad som helst. 

Læs mere her, inden du skriver!

{ 0 kommentarer }