ANNA SKYGGEBJERG

Nu har jeg læst Lille Allan og Dobbeltgængerskolen færdig. Den vil du virkelig gerne vinde, kan jeg godt sige dig! Især, hvis du har børn, du kan læse højt for. 

Lille Allan er alene hjemme, og det er uhyggeligt. Når han kigger ud ad vinduet, er det som om, at der er en, der ligger bag busken og stirrer på ham.

På torvet holder der også en nyvasket og temmelig lang og sort bil af den slags, som ellers aldrig ville parkere i Urbanplanen.

Senere er Lille Allan på grillen for at hente en bakke pomfritter. “Skal du ha’ salt på de pomser?” spørger en mand med lange, tynde hænder. “Ja, tak,” siger Lille Allan og snupper en, som han dypper i remo. Og så sortner alt.

Da han slår øjnene op, sidder der fire drenge og kigger på ham. De ligner ham, alle fire. Lille Allan befinder sig på Dobbeltgængerskolen i Næstved.

Jeg sagde det jo: Den vil du gerne vinde!

Læg en kommentar, så trækker jeg en vinder søndag aften, 11/11. Og I, som lagde jeres lod i puljen igår, er naturligvis allerede med.

Og nå, ja, du kan ikke alene vinde bogen, du kan også vinde et særprint af en af John Kenn Mortensens illustrationer. Som ikke kommer til salg nogen steder. Ret eksklusiv julegave, der…

Og her er et snapshot af  hr. Mortensens illustration:

{ 50 kommentarer }

JEG ER SÅ FUCKING GLAD FOR YAHYA HASSAN

- FOR PÅ GRUND AF HAM, ER DER FUCKING  INGEN, SOM OPDAGER, AT JEG SKAL INTERVIEWES PÅ BOGMESSEN BÅDE LØRDAG OG SØNDAG.

Og derfor tænker jeg, at så kan jeg godt stoppe for idag med at forberede mig. Og gå ned i stuen og drikke te og spise kage og læse Lille Allan og Dobbeltgængerskolen.

Den er skrevet af Line Knutzon og Peter Frödin. Den er vist nok for børn. Men jeg er lige glad.  Jeg er halvt færdig med bogen. Den er pragtfuld. Hamrende sjov. Søren og Jacob står i kø til at læse den. Og du kan vinde den en af de næste dage her på bloggen. OG du kan vinde et særprint med en af illustrationerne. Det er de flinke folk på Politikens Forlag, som donerer. De har ind imellem doneret andre bøger, som jeg ikke har skrevet om på bloggen, fordi jeg ikke har kunnet nå at læse dem. Men Lille Allan, ham VIL jeg læse, selvom jeg egentlig skulle forberede mig på Bogmessen. Men som sagt: det er der aldrig nogen, der opdager, at jeg ikke har gjort. TAK YAHYA! FUCKING TAK!

PS: Nu opdager jeg faktisk lige, at jeg kan møde Line, Peter og Lille Allan på Bogmessen på lørdag. Hvis der er nogen, som kan give YAHYA kamp, så er det dem!  

{ 16 kommentarer }

Det er faktisk lidt synd for ham den Festlige Fætter, som får en så introvert person som mig til bords ved en fest, fordi værten tænker, at han vil kunne peppe mig lidt op, så jeg ikke sidder der og er så stille. Den Festlige Fætter havde set frem til en aften med gang i den, og så…

Han lægger ud med at snakke for at få åbnet mig op. Og jeg lytter, men får måske ikke lige sagt så meget. Så snakker han endnu mere. Og bliver helt febrilsk, fordi det, han gør, tilsyneladende ikke virker. Og på den måde sidder vi så begge to og lider og venter på, at der skal komme en tale eller en sang. Og et andet sted i lokalet sidder der en introvert mand og siger næsten ingenting, mens hans borddame konstant kvidrer løs… 

Måske kunne den bordplan godt laves lidt anderledes?

PS: I virkeligheden er introverte meget festlige, for vi kan gøre en aften alene hjemme til en fest:

 Tak til Anne Sommerskov for at sende mig billedet!

{ 0 kommentarer }

Hvis du bor i nærheden af København, skal du lige vide, at der fortsat er billetter til mit foredrag i Politikens Hus den 13. november.

Du kan læse mere her.

Og samme sted kan du også se et billede af en dame, som har en skjorte magen til min. Men ellers er der ikke mange ligheder mellem hende og mig… 

{ 1 kommentar }

Har du noget, du vil spørge om? 

Hvis du har du læst med på bloggen gennem de seneste uger, ved du, at jeg er igang med en ny bog, der har form som en brevkasse. Hvor du stiller spørgsmålene, og jeg svarer. Langt, personligt og – naturligvis –  hamrende klogt….

Det ser sådan her ud, når jeg svarer. Ifølge fabelagtige Maren Uthaug:

Hvad du kan spørge om

Kærlighed, skilsmisse, familie, børn, venskaber, sorg, sex, krop, køn. Livet og døden. Verden og omegn. Faktisk hvad som helst, der er vigtigt for dig. (Dog må jeg takke nej til at svare på flere spørgsmål om introversion, desværre.)

Hvordan du sender dit spørgsmål

Du sender spørgsmålet anonymt. Underskriv med fiktivt navn eller “På randen af vanvid” eller…

Du kan sende dit brev på flere måder:

1: Send det til mail@annaskyggebjerg.dk

2: Send det med kongelig post til Anna Skyggebjerg, Fuglebo 19, 2000 Frederiksberg

Hvordan jeg svarer

Jeg svarer dig privat. Dit spørgsmål og mit svar bliver fremover IKKE lagt på bloggen. Men vil indgå i bogen om… laang tid. 

Jeg lover det her: Jeg svarer, hvis jeg mener, jeg har noget at bidrage med. Jeg gør mig umage. Jeg tager dig alvorligt. Og mit udgangspunkt er altid empati (jeg har ingen intentioner om at misbruge nogens tillid ved at være nedgørende eller gøre mig klog og sjov på andres bekostning).

Jeg lover til gengæld ikke, at jeg svarer på alle spørgsmål. 

Du kan se eksempler på spørgsmål og svar lige her:

Hende, som ikke er forelsket i sin mand.

Hende, hvis mand er ved at forlade hende.

Hende, hvis mor er syg .

Hende, hvis søns far har valgt sønnen fra.

Jeg håber, du har lyst til at skrive (også, hvis du er en mand!).

{ 5 kommentarer }

Jeg har gjort et andet menneske uret. Og mig selv skyldig i at skjule min indre usikkerhed under hårdhed og fordømmelse. Det klæder mig ikke.

Ham manden, som var lidt kritisk ved foredraget… Det havde han al mulig ret til at være. Og jeg skulle bare have set på det som en kærkommen lejlighed til at nuancere mine synspunkter, både på selve aftenen og fremover. I stedet for at blive hård og gå i patetisk forsvars-mode. 

Tak til dig, mand. Og undskyld. 

PS: Her er et eksempel på et menneske, som har bevaret sin blidhed og sit udsyn. Lou Reed er som bekendt netop død. Hans hustru, Laurie Anderson, har skrevet en dødsannonce i den lille lokalavis i den by på Long Island, hvor de to ofte opholdt sig. Læs den!

To our neighbors:

What a beautiful fall! Everything shimmering and golden and all that incredible soft light. Water surrounding us.

Lou and I have spent a lot of time here in the past few years, and even though we’re city people this is our spiritual home.

Last week I promised Lou to get him out of the hospital and come home to Springs. And we made it!

Lou was a tai chi master and spent his last days here being happy and dazzled by the beauty and power and softness of nature. He died on Sunday morning looking at the trees and doing the famous 21 form of tai chi with just his musician hands moving through the air.

Lou was a prince and a fighter and I know his songs of the pain and beauty in the world will fill many people with the incredible joy he felt for life. Long live the beauty that comes down and through and onto all of us.

— Laurie Anderson
his loving wife and eternal friend

{ 3 kommentarer }

Tak, Vejle!

Tak til alle, som mødte op til foredraget i aftes. Tak til alle, som bagefter kom op og sagde pæne ord. Og især tak til jer tre – Paprika, Dora og Helle – som jeg fik lejlighed til at møde live for første gang, efter i lang tid kun at have mødt jer her. 

Jeg var træt, da Elise og jeg endelig nåede hjem omkring midnat (Elise var med som min powerpoint bestyrer). Jeg gik i seng, faldt i søvn med et brag – og vågnede kl 4, hvor jeg brugte et par timer på at ligge og tænke over, hvad jeg skulle have svaret ham, som sagde, at  Introvert er overfladisk og at jeg gør de introverte til de gode og de ekstroverte til de onde. De konklusioner, man når frem til mellem kl 4 og 6 om morgenen, er aldrig særligt gode. Så jeg vil ikke give dem videre her på dette pæne sted.

Jeg tror bare, jeg vil nøjes med at citere et par sætninger fra bogen OG foredraget:

Introverte og ekstroverte er lige gode  - og vi supplerer hinanden godt.

Jeg vil ikke for noget undvære de ekstrovertes bidrag til verden. 

Jeg er ikke ude med riven efter ekstroverte. Jeg er ude i et ligestillingsærinde. 

Hvad er det i de sætninger, der får mig til at fremstå som en, der synes, de ekstroverte er de onde?

Ingen er 100% introvert eller 100% ekstrovert. Vi befinder os hver især et unikt sted i det spektrum, der spænder fra meget introvert til meget ekstrovert. 

Introvert-ekstrovert er et prisme, man kan se sig selv igennem. For mig er det et meningsfuldt prisme. Men der er mange andre prismer. Vi er alle sammen andet og mere end introverte eller ekstroverte.

Hvad er det i de sætninger, der får mig til at fremstå som overfladisk?

Nå. Jeg tror bare, jeg skal glæde mig over alt det, der er at glæde sig over. Ting, der varmer. For eksempel den hjemmestrikket hue og ditto tørklæde, som Dora forærede mig i aftes og som jeg har haft på hele dagen (nå ja, huen havde jeg kun på, da jeg var udendørs, altså).  Verden er fuld af generøsitet.

En sløj Elise iført Doras hue og tørklæde:

{ 10 kommentarer }

I morgen skal jeg holde foredrag om at være introvert for mere end 150 mennesker. Det foregår på Vejle bibliotek kl. 19.

Og som altid inden et foredrag er jeg…. ja, hvad skal jeg egentlig kalde det? Måske skal jeg bare nøjes med at fortælle, at Søren kørte mig i bil ind til banegården for at hente togbilletterne – og jeg sad på passagersædet og rakte armen ud, da vi skulle dreje til højre. 

Vejle, måske skulle I bare se Rita i stedet for mig. Hun er på  kl. 20.

PS: Dagens snapshot er af Asger. Han tigger selvfølgelig ikke, han holder bare øje.

{ 10 kommentarer }

I weekenden har jeg været til 50-års fødselsdag hos en af mine bedste veninder. Kæmpe ting med 60 gæster. Og jeg kendte kun fødselaren og min mand. Men…

det var en dejlig fest, selv for mig, som jo ikke er så god til den slags. Årsagen er, at fødselaren (selv pragtfuldt ekstrovert) havde brugt lang tid på at lægge en bordplan, der tog hensyn til, at begge typer gæster skulle have en god aften. Både introverte og ekstroverte. 

Hun havde for det første delt de mange mennesker ud på flere små borde (så jeg var ikke til stor fest, men til en lille intim fest – og det elsker jeg).

Hun havde valgt, at hvert bord bestod af gæster, som kender fødselaren fra samme kontekst, så der var stor sandsynlighed for, at de kendte hinanden eller i hvert fald havde noget at tale om: bord med kolleger, bord med  bjergbestigningsvenner, bord med familie, bord med unge. Og introverte havde fået en anden introvert til bords i den udstrækning, det kunne lade sig gøre.

Jeg, som kun kendte fødselaren og min mand, sad imellem dem. Og iøvrigt omgivet af mennesker, der var noget så flinke. Havde jeg ikke måttet forlade gildet tidligt på grund af migræne, havde man måttet smide mig ud som den sidste. Der kan man bare se!

TAK fordi jeg ikke (igen) var blevet placeret ved siden af den sjove fætter, for at han skulle peppe mig op!

PS: Fandt lige dette billede på nettet. The party from Hell, hvis du spørger mig…

{ 0 kommentarer }