ANNA SKYGGEBJERG

Jeg har læst i Zen for mødre - og taget min egen medicin. Den virker!

Det var det her, jeg læste:

Min erfaring er, at orden og enkelhed er afgørende, hvis en stresset bevidsthed skal stilnes, så ro og fordybelse får en chance for at indfinde sig. Hvem kan nære sin sjæl midt i et kaos af rod?

Så beslut dig for at skabe orden og enkelhed i dit hjem. Ryd ud med hård hånd, så kun det bliver tilbage, som familien ikke kan leve uden, eller som har affektionsværdi. Begynd det sted, du gerne vil trække dig tilbage til, når tiden er din. Du vil blive overrasket over, hvor mange unødige ting, du har fyldt dit liv med, hvor lidt du kan klare dig med – og hvor godt det føles at være omgivet af få ting, når det er de rigtige ting.

Med orden og enkelhed har du skabt en ramme omkring dig, der giver plads til at opleve Zen. Træk nu vejret (i bund).

Og så tog jeg fat på mit skrivebord, der var et kaos af post-it sedler og løse ark og krus med tusser og junk. En lørdag eftermiddag og en sort affaldssæk senere tænker jeg, at nu er der gjort plads til at skrive en ny bog:

{ 5 kommentarer }

Brevkassen har fået et brev fra en kvinde, som har et problem, hun ikke tør fortælle nogen om. Læs mit svar herunder.

Hvis du selv har lyst til at skrive til mig med et spørgsmål, så læsher, hvordan du gør.

Kære Anna

Jeg har aldrig nogensinde hørt nogen tale om det emne, jeg nu vil skrive om. Jeg har aldrig hørt nogen offentlig person fortælle denne historie. Jeg har aldrig set dette delt på sociale medier. Jeg har aldrig læst nogen selvbiografi nævne dette emne. Og jeg bærer selv en del af skylden for dette.

Jeg er på mange måder en meget normal kvinde. Jeg har haft et teenageliv med masser af kærester. Jeg studerede hårdt og arbejdede endnu hårdere for at få en god karriere. Jeg har en lækker mand. Jeg har en fantastisk søn på 10 måneder. Jeg har venner og et fabelagtigt socialt liv. Jeg kommer fra en vidunderlig og omsorgsfuld familie. Jeg rejser over hele verden, og jeg tænker på mig selv som en smuk og livsnydende kvinde. Men der er en mørk og hemmelig side ved mig. En side, som få mennesker har set. En side, som jeg har kæmpet med hele mit liv. En side, som jeg aldrig har været helt ærlig omkring. Nogensinde. Indtil nu.

Jeg lider af vaginisme. Jeg kan ikke have sex. Eller korrektion – jeg kan ikke fuldføre et samleje. Penetration er ikke en mulighed for mig. Det gør fysisk ondt.

Nu er du måske i chok. Du tror måske, jeg er dybt mærkelig. Du tror, der er noget konkret galt med mig fysisk. Eller måske har du utrolig ondt af mig. Du tænker over, hvor meget jeg går glip af – det er jo livets største gave. Du foreslår måske terapi. Jeg skal have hjælp. Og inderst inde tænker du måske, at du er glad for, at du ikke er mig.

Mit lange brev leder imidlertid ikke hen til, at jeg vil spørge dig til råds om mit konkrete problem. Jeg er helt med på, at du ikke er sexolog eller lignende. Men sagen er den, at jeg har tilbragt hele mit liv med at frygte reaktionen fra omverdenen. Jeg føler mig utrolig isoleret ved at have denne enorme ting i mit liv, som jeg er nødt til at holde hemmelig. Jeg har altid vidst instinktivt, at jeg ikke kunne fortælle nogen om det. Jeg løj om det, jeg dækkede over det, jeg foregav at være en anden, jeg fortrængte det, jeg undgik alle typer af intimitet, jeg drak for meget, jeg tvang mig selv, jeg glemte mig selv. Men i alt dette var eller er det eneste, jeg virkelig har brug for at se / høre / læse om nogen, som gennemgår (noget af) det samme.

Jeg skriver til dig, fordi jeg befinder mig i et kæmpe dilemma. Jeg ønsker på den ene side, at kvinder, der er ligesom mig, får at vide, at der er nogen derude, der er lige så bange som dem. Jeg ønsker at tage det første babyskridt og stå frem. Sætte den dialog i gang, der er så meget brug for i medierne: Hvad kommer det her fra? Hvordan påvirker det dit liv? Hvordan kan du nyde din seksualitet på trods af, at din krop er forkrøblet på den måde? Hvordan reagerer din mand / kæreste? Hvordan bliver du mor? Hvilken behandling er der? Hvorfor lider nogle af os af dette?

Men på den anden side er jeg angst angst angst. Jeg vil ikke være ”hende”. Jeg vil ikke dømmes. Stemples. Gøres aseksuel.

Jeg har listet omkring dette emne med mine dejlige og tætte veninder så mange gange. Hvorfor har jeg aldrig delt det? Når der er noget, der er tabu og aldrig bliver talt om i medierne, så bliver det forbundet med skam. Jeg var – jeg er stadig fyldt med skam. Vi lærer som kvinder, at vi kan gøre alt, hvad vi sætter os for. Men vent …  det kan jeg faktisk ikke. Der er denne ting ved min seksualitet, som jeg ikke kan kontrollere. Jeg har været på hospitaler, ved fysioterapeuter, hos psykiatere, sexologer og ved alternative behandlere. Ingen kan hjælpe mig. Vaginisme er en overset sygdom, som videnskaben ikke beskæftiger sig med. Jeg har været igennem forskellige typer af behandling – ingen af dem med resultat. Og ikke én gang i processen har jeg mødt en kvinde, der kiggede mig i øjnene og sagde – ”Jeg ved, hvordan det er.”

Vi ønsker alle at være den bedste udgave af os selv – men kan jeg være det, hvis jeg udadtil indrømmer så stor en ”fejl” ved mig selv som kvinde? Jeg ved ærligt ikke, om der er plads til mig i den fortælling om kvinder, som medierne centrerer sig omkring. I forhold til selvrealisering og empowerment af kvinder – er der så plads til så stor en skam? Reelle imperfektioner. Og ikke bare ”Jeg skipper også aftensmaden og køber takeaway til mine børn engang imellem” (fortællingen om den ikke-perfekte mor) eller ”Jeg har også en gang haft lesbiske fantasier” (fortællingen om den frigjorte kvinde).

Jeg ønsker at være ærlig og dybfølt. Ikke mindst hvis min rejse som kvinde skal være sand og autentisk. Og jeg ønsker at hjælpe andre i min situation. Men er det vigtigere at kunne se andre i øjnene? Jeg frygter, at det ikke er muligt, hvis jeg åbner op. Jeg frygter, at jeg ikke er klar til at være den første, der åbner samtalen, selvom der er så kæmpe behov for den. Er jeg så en hykler? Gør det mig så endnu mere svag?

De allerkærligste hilsner,

Elle 

Kære Elle,

Af hjertet tak for dit brev. Jeg ved, det har været en stor overvindelse for dig at skrive det brev og for første gang nogensinde fortælle historien om hele dig. Hvor er det godt, at du har gjort det. Fordi du fandt modet til det, har du nemlig nu taget det første skridt på en virkelig vigtig rejse. Jeg ser det ikke som et vaklende ”baby-skridt”, men som et stort, sikkert skridt, der udstikker en retning. Mit håb er, at jeg kan inspirere dig til at tage det næste.  Det næste skridt er ikke at hjælpe andre kvinder, som lever med vaginisme. Glem alt om det lige nu! Det er alt for tidligt. Dit næste skridt handler om at finde mod til at fortælle din historie til en enkelt eller to nære veninder. Det er sådan, du kommer videre, Elle. At dele din historie med mennesker, som du har tillid til, det er vejen til det ærlige og dybtfølte liv, du drømmer om. Og det er den eneste vej.

 Men nu er jeg hoppet direkte til konklusionen. Jeg vil gerne bakke lidt. Jeg vil gerne fortælle dig, hvad jeg tænkte, da jeg læste dit brev.

 Du fortæller mig, at du har en lækker mand og en dejlig, lille søn. Du har nære venner, et rigt socialt liv, og er vokset op i en vidunderlig og omsorgsfuld familie.  Du har en god uddannelse og en god karriere. Du rejser verden rundt, og du tænker på dig selv som en smuk og livsnydende kvinde. 

Elle, jeg ser for mig forudsætningerne for en helt usædvanligt privilegeret hverdag med høj, høj livskvalitet.

 Men du får ikke realiseret den livskvalitet på grund af én eneste ting, din vaginisme. Du fortæller, at den er ”en mørk og hemmelig side” ved dit liv. Du beskriver, at du har ”en forkrøblet krop” på grund af vaginismen. Og du taler om store tunge sager, som vaginismen har betydet i dit liv: angst og skamfuldhed og isolation.

 Jamen, kære du. Så meget skal vaginisme slet ikke fylde. Du får mig til at tænke på en klinisk sexolog, jeg kender, som har fortalt, at ofte, når han eller en kollega får en mand i behandling for impotens, kommer manden nærmest løbende ind i konsultationen og indleder kontakten med ordene, ”Jeg er impotent! ”, før han fortæller, hvad han hedder. Impotensen fylder det hele. Den definerer manden. Sådan er det også for dig, fornemmer jeg. Vaginismen er kommet til at fylde så meget i dit liv, at alt det fine, du er og har, ikke får den plads, det fortjener. Jeg ved, du oplever vaginismen som et kæmpe tabu i dit personlige liv (og som et kulturelt tabu). Du har min medfølelse, naturligvis. Og du har min forståelse: Jeg ved, at tabuer har evnen til at proportionsforvrænge og uretmæssigt erobre fokus; det er faktisk noget af det, de gør bedst.

 Men, Elle, jeg er nødt til at sige, at når jeg læser dit brev, så kommer jeg til at tænke, at ved at gøre vaginismen til så stort et tabu, er du kommet til at skygge for det tabu, som dit brev i virkeligheden handler om, som er det virkelige tema og dit virkelige problem: skam.

 Så lad os kigge på skam.

 Først 3 ting, som det er vigtigt at vide om skam: 1) At føle skam er menneskeligt; vi føler alle skam. 2) Vi er også alle sammen bange for at tale om skam. 3) Dermed er vi alle ofre for det faktum, at jo mindre vi taler om skam, des mere kontrollerer det livet. Skam næres nemlig af fortielser, vokser af at blive holdt hemmelig. Men det er med skam, som det er med trolde: De mister deres kraft, når man nævner dem ved navn. Vi skal snakke om skam, fordi det er den måde, hvorpå vi overvinder den, tager magten tilbage i vores liv – og udvikler os som mennesker, der tør stå ved os selv og have tætte, meningsfulde relationer, fordi vi ved, vi er værdige til det. 

 ”Skam er den intenst smertefulde følelse eller oplevelse, der kommer af at tro, at vi er fejlbehæftede og derfor ikke værdige til kærlighed og at høre til.”

 Ordene er ikke mine, men Brené Browns. Hun forsker i skam, og de to linjer ovenfor er hendes definition på skam.  Hvad tænker du mon, når du læser de ord? Bliver du ked af det? Bliver du provokeret?

 Skam handler simpelthen om at have en følelse af, at hvis andre mennesker vidste denne ene ting om mig, så ville de ikke kunne lide mig mere. Og alting ville falde fra hinanden. (”Nu er du måske i chok. Du tror måske, jeg er dybt mærkelig”, skriver du til mig. Intet kunne da være mig fjernere! Det er din skam, som taler der.)  Har vi den følelse, at ”hvis jeg fortæller det her, rasler alting sammen omkring mig”, ja så tier vi selvfølgelig stille. Eller gør som du: lyver, dækker over det, foregiver at være en anden, fortrænger, undgår intimitet, drikker for meget, tvinger dig selv, glemmer dig selv.  Elle, du smider barnet ud med badevandet. Du bliver så ensom af at kæmpe imod den ensomhed, som du forestiller dig vil være resultatet, hvis du fortæller om hele dig.

 Så tiden er kommet til at gøre noget andet. Tiden er kommet til at tage det næste skridt, jeg talte om i begyndelsen af mit svar: Du skal stå ved din historie. Du skal dele den. Du skal vise, hvem du er.

 Du skal ikke fortælle din historie til hvem som helst. Det kunne du naturligvis heller ikke drømme om, for det er svært, det her. Du skal være omhyggelig med, hvem du vælger at fortælle den til, for det er ikke sådan, at det bare pr automatik heler at fortælle sin historie. Den idé er respektløs og en bagatellisering af det, som et andet menneske oplever som et stort og tabuiseret problem. Pointen er denne: Du skal fortælle din historie i en meningsfuld kontekst. Du skal fortælle den til den ene veninde eller de få veninder, som har fortjent at høre den.  Der vil du opleve det stik modsatte af din værste frygt: Den, du deler din historie med, vil ikke dømme eller stemple, men sandsynligvis ånde lettet op over, at du er lige så uperfekt som hun, at også dit liv har ridser i lakken. Og hun vil sige lige præcis de ord, som du selv fortæller mig, at du så gerne vil høre: ”Jeg ved, hvordan det er.” Det vil give jeres forhold en kvalitativt ny intimitet og ærlighed, som gør det jordskælvssikret. Og det vil give dit liv autenticitet.

 ”Jamen, min veninde ved da overhovedet ikke, hvordan det er at leve med vaginisme!”, siger du nok nu. Nej, den veninde, du vælger at dele din historie med, ved ikke, hvordan det er at leve et liv med vaginisme. Men det er heller ikke vaginismen, der er centrum i din historie. Det er skammen og ensomheden, der er centrum. Og med garanti: Din veninde er et menneske, og hun ved godt, hvordan det er at leve med skam og en følelse af, at der er dele af mig, som jeg ikke kan fortælle om til nogen. Derfor vil hun sige ordene, og du vil høre ordene, ”Jeg ved, hvordan det er.”  Og der – lige der – begynder skammen og isolationen og ensomheden  at fortone sig. Og heling bliver mulig. For når skammen bliver taget ud af ligningen, forsvinder proportionsforvrængningen, og vaginismen får  den størrelse i dit liv, som er berettiget. Så kan du se den, som det, den er. Som. Det. Den. Er. I stedet for at føje lidelse til smerte ved at lægge en masse selvdestruktive  fortolkninger ned over. (At du ikke kan gennemføre et vaginalt samleje, gør dig ikke ”forkrøblet”, Elle.)

Derefter – når du kan se vaginismen isoleret fra skammen – kan du begynde at tænke over, hvad du vil gøre ved, at du lever med vaginisme. Vil du gøre et nyt forsøg på at finde en behandler, som måske kan hjælpe? Vil du acceptere vaginismen i dit liv og sige helt nøgternt, “Jeg har et dejligt liv og et dejligt sexliv, bare uden penetrering. For jeg har en muskellidelse ved skedeindgangen, som gør, at det ikke kan lade sig gøre.” Eller vil du på sigt gerne være talskvinde og offentlig omkring vaginismen, så du kan hjælpe andre kvinder med samme problem? Måske ingen af delene? Måske en kombination af flere af tingene? Måske noget helt andet? Under alle omstændigheder tør jeg næsten garantere, at vaginismen som problem er blevet mindre, når det ikke er ledsaget af skam og isolation. Jeg tør også garantere, at dit liv føles lettere, fordi du ikke længere slæber rundt på et møllehjul.

Som sagt synes jeg ikke, du skal tænke på det med at blive offentlig talskvinde foreløbigt. First things first. Du skal begynde i det små med den ene veninde. Faktisk er det alt, hvad vi dybest set behøver:  At der er et enkelt andet menneske, som kender os 100% og accepterer os 100%. Bare et enkelt andet menneske, som vi altid kan regne med vil sige, ”Jeg ved, hvordan det er.” Som vi ikke har nogen hemmeligheder for.  Som kan få os til at grine af noget, vi ikke troede det muligt at grine af. Som kan rumme vores manglende perfektion, vores sårbarhed og vores angst for ikke at være værdige til kærlighed. Sådan et menneske gør hele forskellen i livet. Mit menneske hedder Anne Marie, og jeg tror, jeg ville dø af ensomhed uden hende. Det er virkelig en stor gave at have sådan en fortrolig i sit liv. Men jeg føler mig fuldkommen overbevist om, når jeg læser dit brev, Elle, at den gave allerede er i dit liv. Du skal bare række ud og til gengæld tilbyde den gave, du selv er.

 Courage!

 Kærlig hilsen,

Anna

{ 5 kommentarer }

Idag er en mærkedag. Det er både den 9/11, som vi alle blev ramt af, og årsdagen for min mors død. Terrorangrebet bliver fjernere i min bevidsthed for hvert år, men min mors død gør ikke. Det bliver ved med at føles som om det næsten lige er sket, selv om det er over 20 år siden. 

Netop i dag fik jeg et brev i postkassen fra en læser, hvis mor har kræft, og som spørger Brevkassen, hvordan man lever med døden som vilkår. Det glæder jeg mig til (forstå mig ret) at skulle svare på.

Idag er imidlertid også den dag, hvor vi har fået ny bil. Og hvor jeg har fundet et nyt zen-fyldt åndehul. For her til aften satte Søren og jeg os på bagsædet af bilen med vores kaffe og te. Først sagde jeg, “Det er godtnok noget pænt indtræk”. Derefter sagde jeg , “Hør lige hvor stille her er!”. Og så sagde vi ikke noget, før katten pludselig stod på kølerhjelmen og kiggede ind, og vi kom til at grine. 

What a day. Godnat!

PS: Og manden er sikkert kørt med bilen, så der kan hun heller ikke få ro…

{ 0 kommentarer }

Det kan godt være, det lød banalt i går, da jeg foreslog at gå ud i haven og trække vejret dybt, når dagen har været hård. Men for mig er det ikke banalt. Det er basalt. Og det er noget helt andet.

Det er et helt basalt behov at have et frirum, hvor vi kan koble os af toget for en stund – og derefter koble os på igen. Ikke alene på de hårde dage, men på alle dage. Og det kan lade sig gøre at finde åndehuller med ro og fordybelse på selv de travleste dage. Det kan lade sig gøre at finde små pauser, hvor vi søger det, der gør sindet stille og modarbejder de centrifugale kræfter, der får os til at miste balancen. 

Jeg prioriterer det meget højt. Der var engang, hvor jeg ikke gjorde, hvor jeg gennem længere tid bare havde trådt på speederen, præsteret mere og tilsidesat mig selv, når der var brug for yderligere “family management”. Lige indtil den dag, hvor jeg fik nok og annoncerede til familien, at jeg tog væk uden at vide præcist, hvor jeg tog hen. Jeg forlod bange børn og en vred og såret mand og tjekkede ind på et hotel. Godt nok kom jeg hjem allerede dagen efter og med en plan for, hvordan livet skulle indrettes fremadrettet. Men alligevel… Det var ikke et af mine lyseste øjeblikke. Og tiden op til flugten var sandelig heller ikke. 

Derfor prioriterer jeg mine daglige åndehuller højt. Gør du?

{ 5 kommentarer }

I dag har været dum. Tankerne gik i ring, og ordene var upræcise og blev slettet lige så snart, de blev skrevet. Alt for længe holdt jeg krampagtigt fast i, at jeg skulle have lavet noget, så Jacob kom til at passe sig selv hele eftermiddagen, mens jeg fortsatte ned ad en vej, jeg egentlig allerede da vidste, ville ende blindt. Jeg skulle i stedet have været sammen med ham og hørt noget mere om den diktat og angsten for den karakter, der følger om et par dage.

Løsning? Gå ud i haven. Tænd lys. Træk vejret. Træk vejret igen. Og igen. Hav tillid til, at i morgen er en ny dag og en ny chance.

Virker hver gang. Også uden have. Prøv selv.

{ 1 kommentar }

Brevkassen har fået et brev fra en kvinde (og mor), hvis mand har forelsket sig i en anden. Læs mit svar herunder.

Hvis du selv har lyst til at skrive til mig med et spørgsmål, så læs her, hvordan du gør.

Kære Anna

 Jeg har i virkeligheden to spørgsmål til dig:

 Min kæreste er blevet meget forelsket i en anden, og nu står han på tærsklen til at forlade mig og vores to piger, selvom han siger, at han elsker mig og dem meget højt. Vi har været kærester i mere end 10 år og aldrig før tvivlet på vores kærlighed, men helt klassisk har hverdagen måske alligevel fået os til at fjerne blikket fra hinanden og skabt en åbning for, at han kunne få øjenkontakt med en anden. Vi har talt og talt og får hjælp, men jeg oplever, at han ikke kan eller vil give slip på den mulighed, der ligger hos den anden, som er en ung kollega. Forelskelsen er i øvrigt gengældt, men de har udover lidt kysseri, ikke haft et egentlig forhold.

1. Er der noget, jeg kan sige til ham?

2. Hvordan overlever man kærestesorg, samtidig med at man hjælper sine børn bedst muligt gennem et opbrud i familien?

 Kærlig hilsen

 “I frit fald” 

 Kære I frit fald,

Hvor er jeg ked af, at du står midt i dette.  Eller faktisk føler du jo slet ikke, at du står, men at du befinder dig i et frit fald. Intet kan være mere utrygt. Det gør mig virkelig ondt.

Min veninde, lad mig kalde hende Karen, oplevede noget, der ligner. Jeg skriver med vilje ikke, at hun oplevede det samme, for det er aldrig det samme. Selvom historien om mand-forlader-kvinde-og-børn-til-fordel-for-en-yngre-model lyder bekendt, er den ny og kompleks og dybt personlig hver gang. Dengang var det Karen og hendes børn og deres far. Nu er det dig og dine børn og deres far. Men Karens historie ligner din, og derfor vil jeg gerne fortælle den.  

Karen havde kendt Prinsen, siden de mødtes på Diskoteque Sommerfuglen, da de var 15 år. Diskoteque Sommerfuglen bestod af endeløse rækker af dybe, rustøde velourmøbler og et minimalt dansegulv. ( Jeg tænker, at kommunen havde stillet krav om, at der trods alt skulle være et dansegulv, for at man kunne kalde stedet et diskoteque.)  Dybt i de rustrøde velourmøbler havde Karen og Prinsen fundet hinanden weekend efter weekend, indtil de flyttede sammen i en kælderlejlighed, tog studentereksaminer og besluttede, at hun hurtigt skulle tage den korte uddannelse, så hun kunne forsørge dem, mens han færdiggjorde sin lange uddannelse. Snart fik de to børn. Eller snart og snart… Karen og Prinsen havde jo kendt hinanden siden Sommerfuglen ; de børn var aldeles planlagte. Karen havde  - også planlagt – hovedansvaret for dem, mens Prinsen slog sit navn fast i den kreative klasse. En dag, da den yngste var to år, kom Prinsen hjem og fortalte, at han var faldet for en kvinde fra arbejdspladsen. Prinsessen var ung og slank og aldrig træt og kunne virkelig forstå, hvor krævende det var at være i den kreative klasse og at holde sig på toppen. Karen og Prinsen talte og talte, som I har gjort, din kæreste og du.  Prinsen var forelsket, men alligevel usikker:  Should I stay or should I go, sang han. Da han havde sunget det i et par uger, besvarede Karen spørgsmålet:  Go! 

Hun sagde Go! med så megen overbevisning i stemmen, som hun kunne mønstre overfor den mand, der er far til hendes børn, og som hun havde elsket siden Diskoteque Sommerfuglen og indgået livsdefinerende og bindende – troede hun – planer med. Så han gik. Vi andre kom. Vi overnattede i hans side af dobbeltsengen. Karen græd som en pisket.  Men ikke som en forladt. Hun havde taget autoriteten tilbage i sit liv i stedet for at være i lommen på hans tvivl og manglende beslutningsevne. Og det føltes rigtigt. Det var der vist ikke noget som helst andet, der gjorde, men netop den del af det hele gjorde. Hun har sagt det hundredevis af gange siden: Det var godt, jeg nåede at smide ham ud.

Så når nu du spørger, I frit fald, om der er noget, du kan sige til din kæreste, er det faktisk mit bedste bud, at du siger som Karen: Go! Jeg læser dit brev sådan, at din kæreste dybest set har truffet sit valg. Selvom I taler og taler og har været så fornuftige at få hjælp, oplever du, at han ikke kan eller vil lade muligheden for Den Unge Kollega gå fra sig. Hvis du oplever det, har han truffet sin beslutning.  Også selvom han måske ikke har flyttet sin tandbørste. Så er det nu, du tager over og tager magten tilbage i dit liv. Der er en tid til alting, I frit fald:  Der er en tid, hvor du skal tale og lytte og tigge og bede og trygle og true og klynke i hans skjortebryst. Det er vigtigt, for det sikrer, at du ærligt kan sige til dig selv, at du har gjort alt, hvad du kan. Alt. Hvad. Du. Kan. Men der kommer en tid, hvor du skal stoppe.  Den tid er nu. Sig, at han skal gå.

Mener jeg virkelig, at du skal give slip, når nu du lige har fortalt mig, at du føler dig i frit fald og desperat  har brug for noget, du kan holde fast i? Ja, jeg mener det. Du skal give slip.

Efter du har sagt dette svære Go!, er der andre ting, der skal siges. De er ikke nær så svære, men de er vigtige, for de handler om, hvordan I gør bruddet i familien så skånsomt for børnene, som det nu engang er muligt. Hvordan I fordeler tid og ansvar. Nødvendige praktikaliteter. Jeg er sikker på, I finder ud af den del, for jeg tror ham, når han siger, han elsker dig og børnene. Faktum er, at man kan godt både elske sin partner og sine børn – og alligevel ønske sig et andet liv.

Det fører mig direkte til dit spørgsmål nummer 2: Hvordan du overlever kærestesorg samtidigt med at du hjælper dine børn over bruddet? Svaret er, kære søster, at du overlever kærestesorg netop fordi du samtidigt passer på dine børn. Du kan ikke give op. Det valg har du ikke. Dine børn gør det nødvendigt, at du går distancen – og derfor gør du det, selvom du lige nu tror, at du ikke kan. Du kan! Du kommer igennem din kærestesorg og frem ved at tage én dag ad gangen, ved at smøre én madpakke ad gangen og ved at være stor nok til at bede om hjælp fra dit netværk på de dage, hvor selv den ene madpakke er uoverskuelig eller hvor du har brug for, at der kommer en og sover ved siden af dig i den dobbeltseng, du hader, men ved, du skal tilbage til, fordi det bare ikke går at blive ved med at sove på den elendige sofa. De dage og nætter vil der komme mange af. Men pludselig vil der være en aften, hvor din sidste tanke ikke handler om ham. Pludselig vil du have sovet igennem en hel nat. Og pludselig vil der være en hel dag, hvor du ikke har fældet en tåre. Sådan kommer du igennem. En dag ad gangen. Og med et sylespidst fokus på alt det smukkeste i hverdagen med små børn: nærheden, detaljerne, det store i det små. Sådan kommer du igennem.

Har jeg mon forstået dig, når jeg tænker, at en af de ting, du i virkeligheden også spørger om, er, hvordan du skal finde plads til din kærestesorg, når børnene ikke må mærke, at du er ked af det? Igen: Giv slip! Slip den bekymring og den ambition, at børnene ikke må opdage, hvordan du har det. Du har to finjusterede seismografer i huset, som registrerer de mindste rystelser i deres omgivelser. Så de kommer naturligvis til at mærke ind imellem, at du er ked af det. Des før, du erkender det, des bedre kan du agere. Jeg led af kærestesorg i et år eller to fra min datter var fem år. (”I et år eller to” Bemærk lige den formulering, I frit fald. Jeg kan faktisk ikke engang huske præcist, hvor lang tid, det tog. Sådan går det!) Jeg tænkte lige for lidt siden, at jeg ville spørge min datter, hvad hun kan huske fra den tid (hun er 17 år i dag). Jeg tog nonchalant en lille post-it blok med ned på hendes værelse og bestak hende med en æske Toffifee til at slukke for Desperate Housewives og lige give mig et par stikord. Jeg tænkte, hun nok ville sige, at det kan hun da godt huske, men der-er-løbet-meget-vand-i-åen-agtigt. Det sagde hun så ikke. Vi spiste alle Toffifee’erne, mens hun beskrev, hvor tydeligt hun husker, at jeg var ked af det. Hvor ked af det, det til gengæld gjorde hende. Og hvor gerne hun ville gøre mig glad.  

Jeg prøvede i begyndelsen at få hende til at ændre historien, så den tog sig pænere ud (læs: jeg forsøgte at manipulere med hendes virkelighed, så jeg tog mig pænere ud). For det var ikke let at lytte til. Hvad skal jeg sige, I frit fald ? Vi gør tingene så godt, vi kan. Det er ikke altid skide fremragende. Men – og det her er vigtigt! – det er i reglen godt nok. Jeg har skrivebordet fuldt af lyslilla post-it sedler med notater. Du skal ikke høre det hele, men du skal høre, at hun sagde, at en mor skal tale med sine børn om, at hun er ked af det. Og at en mor skal fortælle sine børn, hvordan de kan hjælpe. Det sidste havde min datter savnet. Du skal også høre, at hun sagde, at når et barn oplever sin mor være ked af det, så falder moderen ned af Super Mor piedestalen. Og du skal især høre, at hun sagde, at til gengæld lærer man som barn, at det er ok at vise sårbarhed og ikke at være perfekt. For når ens mor ikke er perfekt, så behøver man heller ikke selv at anstrenge sig for at være det.    

Kære du, du føler lige nu, at du er i frit fald. Vi er mange, der ved, hvor skræmmende det er. Men tro mig, det vil ikke vare ved. Det kommer til at gå dig sådan her: Dine børn, din hverdag og dit netværk vil tilsammen skabe en faldskærm, der standser det frie fald og holder dig svævende. Du lander på benene.  Det bliver godt for dig. Og godt for dine børn, som da har en mor, der kan lære dem, hvordan man laver en landing.

Kærlig hilsen,

Anna

{ 17 kommentarer }

Jacob, som jo ellers mener at vide, at der findes særligt fede tal, sover. Derfor har jeg fået hjælp af  Mr. Random Number til at trække den rette vinder af Caitlin Morans Kunsten at være en kvinde. Det blev nummer 69, aka Betina.

Betina, send mig din adresse på mail@annaskyggebjerg.dk, så sørger jeg for, at der er en bog på vej fra forlaget.

Trøstpræmier? Hvad så med at gense, hvordan Lisa Simpson virkelig forsøger sig udi kunsten at være kvinde…

{ 2 kommentarer }

Caitlin Morans mega-bestseller How To Be a Woman udkommer på dansk den 13. september. Du kan vinde den her på bloggen og blive en af de første, som læser den. Og tro mig: Du vil virkelig gerne læse den bog!

Kunsten at være kivnde er en blanding af memoir og debatbog. Vi følger Caitlin Moran fra hendes katastrofale 13-års fødselsdag, forbi teenageårene og ind i voksenlivet.  Hun tackler alt fra porno, kærlighed, overvægt og arbejdsliv til aborter, tøjkriser, onani og moderskab. Og stiller undervejs spørgsmål som disse:  Hvad er idéen med botox, brazilians og silikonebryster? Hvorfor spørger alle, hvornår man har tænkt sig at få børn? Og hvordan kan det være, at mange trusser er så bittesmå?

Det er Caitlin Moran, som har defineret feminisme, så man ikke glemmer det:

Har du en vagina? Og vil du selv bestemme over den? Svarer du ja til begge spørgsmål, så til lykke, du er feminist.

Det  fortalte jeg Elise, som vrængede og holdt hænderne for ørerne. Hvorefter jeg prompte købte billetter, så hun og jeg skal høre Caitlin Moran i København den 17. september. Der er fortsat billetter.

Læg en kommentar! Jeg trækker en vinder af Kunsten at være kvinde torsdag den 5. september om aftenen. 

{ 82 kommentarer }

Fordi jeg konstant snotter og hoster og siger, “Jeg tror, jeg er ved at få feber”, må dagens blogindlæg nødvendigvis være af lettere karakter. Derfor: For første gang (ok, for anden gang) i bloggens historie bringer jeg en hundehistorie…

Malamutten Asger elsker at køre bil. Så meget, at det ind imellem kræver kræfter at afholde ham fra at springe ind i fremmede biler med åbne døre. Han vejer 40,3 kilo og kan trække et ton, så… Ja, han elsker det så meget, at hele familien forleden dag var enige om, at fordi vi havde skuffet ham med at køre afsted på restaurant uden ham, ville vi give ham en æresrunde i kvarteret, når vi kom hjem. Så det gjorde vi: Vi låste hoveddøren op, mens bilen holdt parkeret udenfor med åben dør , så Asger, der ventede lige indenfor hoveddøren, kunne springe direkte ind på bagsædet og blive kørt en tur. Vores hundetræner sagde engang til os, “I må gerne være De Skøre Fra Nr. 19“. Det har vi tydeligvis taget til os.

Da vi kom hjem, viste det sig, at mens vi havde været ude at spise, havde Asger forsynet sig selv: Han havde åbnet skuffen med godbidder, derefter åbnet døren ud til haven, båret samtlige poser derud og ædt rub og stub. Herunder 7 griseører.  ”Nobody puts Asger in a corner”.

Det er det her syn, der overbeviser os om, at æresrunder er fortjente:

PS: Hæng på bloggen på trods af dagens bagatel, for i morgen kan du vinde en bog, du meget gerne vil læse!

{ 6 kommentarer }