Jeg fortalte forleden dag, at jeg skal skrive en nye bog, der skal have form som en brevkasse, hvor I spørger og jeg svarer. Går I rundt med et problem, I gerne vil have et nyt blik på, så skriv endelig. Læs her, hvordan I skriver til mig.
Og læs her det første spørgsmål og svar.
Kære Anna. Jeg har brug for sister-advice:-)
Jeg er mor og samlevende med faderen til min søn.
Jeg elsker mit familieliv og hverdagen, min søn – men jeg elsker ikke min partner lidenskabeligt, og har aldrig gjort det. Jeg ved ikke hvorfor, for han elsker mig, og vil gerne blive sammen med mig, selvom vi ikke har noget kærlighedsliv…
Jeg er i syv sind, for jeg har igennem mange år, kæmpet for at blive forelsket i min samlever, men det lykkes ikke. Jeg savner et lidenskabeligt og ligeværdigt forhold, men jeg kan samtidig ikke bære at skulle splitte mit hjem til atomer.
What to do???
Kærligst,
I syv sind
Kære I syv sind,
Står du og din søns far nogle gange og kigger på jeres søn, mens han sover? Det har min mand og jeg gjort hver eneste aften i mange, mange år. Altså kigget på vores egen søn, naturligvis. Faktisk holdt vi først op, da vores søn havde nået en alder, hvor han selv syntes, han var vokset fra at sove i pyjamas, og hvor han som det sidste, inden han lagde sig til at sove hver aften, spændte sit armbåndsur af og lagde det på det natbord, han har bygget af bøger. Indtil da havde vi, hans far og jeg, hver eneste aften taget hinanden i hånden og var gået ind på vores søns værelse, når han sov. Der slap vi hinandens hånd og lagde i stedet armene om hinanden, og jeg sagde så, ”Han er den dejligste dreng i hele verden. Er han ikke?”, og min mand svarede, ”Det er han i hvert fald!” og jeg drejede mig ind foran min mand, så vi stod i en omfavnelse, og jeg trykkede mig ind mod hans bryst og sagde, ”Jamen, se ham lige!” og han sagde, ”Jeg ser ham.”
Min mand og jeg har gjort ting i en lidt usædvanlig rækkefølge: Efter en del tumult, gik vi fra hinanden. 9 måneder efter bruddet fik vi vores søn. Så kom der mere end en del tumult, men det er en anden historie. Jeg så ham ikke i fire år. Derefter flyttede vi sammen og blev gift. Og begyndte vores ritual med at stå sammen om aftenen og se vores søn, mens han sover.
Men i fire år stod jeg der alene. Og enkelte gange i løbet af de fire år stod jeg der sammen med en eller anden mand, jeg havde fundet på netdating. I dag føler jeg mig skamfuld over, at jeg lod en næsten fremmed se min sovende søn. Det føles som om, jeg overskred en intimitetsgrænse ved at vise ham det smukkeste i min verden. Der var vi slet ikke nået til. Mellem os sagt, I syv sind, havde jeg lige vist den fremmede temmelig meget andet uden at føle den mindste skam. Jeg havde vist ham alting lige der på stuegulvet, for jeg sov på en sovesofa i stuen, mens børnene delte soveværelset (min søns storesøster var altid hos sin far, når jeg havde fremmede), men sofaen var for lille til mig og en, som jeg skulle vise, at sex med mig var en pladskrævende, avanceret affære, der ikke kunne folde sig ud på en 90 centimeter bred sovesofa. Så derfor lå vi på gulvet i stuen, den fremmede og jeg, hvor jeg viste ham dele af mig, som man skulle tro, skulle man ikke?, var meget mere intimt end når jeg senere på natten eller tidligt om morgenen viste ham min sovende søn i natdragt med fødder og med hår, der var lidt fugtigt i tindingerne og derfor krøllede og med den lille underlæbe, der også krøllede på en måde, som er så nuttet, at intet kan måle sig med det, for du husker jo, I syv sind, at han er den dejligste dreng i verden. I min verden, i hvert fald. Men dampende hed sex på stuegulvet var ikke nødvendigvis intimt. Faktisk var det som oftest overhovedet ikke intimt at vise kropsdele frem i fascinerende vinkler. At vise ham min søn, derimod… Det var grænseoverskridende intimt. Men kun for mig. For ham var det i bedste fald bare ok, tænker jeg. Så det var lige der, det hver gang gik op for mig, at den fremmede ikke skulle være en del af mit liv, for jeg vidste, at han aldrig ville kunne sætte pris på de krøller og den læbe, for det var mine dampende tindinger og mine læber, han var kommet for. Og jeg orkede i virkeligheden ikke at gejle mig selv op til den form for intimitet, og at skulle gøre mig lækker for ham, så jeg ikke lignende det, jeg var (en mor med små børn)og alligevel vide, at uanset hvor meget, jeg gjorde, ville vi aldrig kunne dele det, der for mig er det vigtigste og det mest intime.
Så jeg har prøvet at se min sovende søn sammen med hans far og sammen med mænd, der ikke er hans far. Og der er ingen sammenligning. Det er kun hans far, som med største selvfølge vil sige, at han er den dejligste dreng i verden. Det er kun ham, som med overbevisning kan sige, ”Jeg ser ham!” Jeg er så glad for, at han i dag er hr. Anna. Pyt med de fire år, der gik. Vi har indhentet dem.
Jeg ved godt, I syv sind, at hvis du går fra din søns far, kan du være heldig at finde en mand, som du elsker lidenskabeligt, og som elsker dig og din søn lidenskabelig. Så har du fundet noget, som du savner i dit liv i dag. Men forbered dig på, at inden du finder ham, skal du gennem en del møder med fremmede. Nogle lidenskabelige, andre ikke. Og forbered dig også på, at selv når du finder en mand, som efter et stykke tid ikke længere føles fremmed, vil der være dele af dig, som han altid vil være fremmed overfor. Fordi han ikke var der, dengang din søn var nyfødt og du med det samme så, at han har sin fars hænder eller i hvert fald hans tommelfingre. Han var der heller ikke dengang din søn selv kravlede over tremmerne i sengen og kom over i dobbeltsengen og fik den tunge natble af, så han kunne ligge med bar numse og sprælle med benene og hvine af fryd og gøre dig så lykkelig, at dit hjerte ikke kunne være indeni kroppen, men fløj ud og rikochetterede som et projektil mellem væggene, inden det igen faldt til ro på sin plads, så du kunne lægge et badehåndklæde der, hvor han i melletiden havde tisset i sengen. Og han var der ikke, da din søn var på sin første stavrende gåtur hen på tanken for at købe is (og det tog 45 minutter at gå 200 meter og han måtte bæres tilbage). Til gengæld er han der måske, når din søn tager sit første svømmetag. Men hvem tror du så, din søn ringer og fortæller det til, endnu inden han har fået badebukserne af? Sin far.
For ja, du kunne godt forlade din mand og du kunne måske godt finde en ny, lidenskabelig mand og få et kærlighedsliv, der er gensidigt. Du kunne måske også leve med, at I ikke får helt den hverdag, som du elsker med din nuværende mand. Du kunne måske leve med fremmedheden, fordi den med tiden bliver mindre, og fordi du til gengæld får noget andet, som du savner nu. Men hvad med din søn? Den del er jeg slet ikke begyndt at skrive om, I syv sind. Og det behøver jeg heller ikke. For det er den del, du har brugt mange år på at tænke over. Så jeg behøver ikke minde dig om det savn, det bliver for ham. Det er bevidstheden om det, der gør, at du fortsat er, hvor du er, tror jeg.
Han lyder som en god mand, din søns far. For han opgiver dig ikke, selvom han ved, du ikke elsker ham lige så højt, som han elsker dig. Han opgiver ikke sin kvinde, selvom han savner hendes kærlighed. For naturligvis gør han det. Det er ikke den slags storartede mænd, der er flest af, I syv sind. Jamen, du er ikke forelsket i ham, siger du. Jeg forstår godt, du savner forelskelsen og er ked af at have et kærlighedsliv, der alt for nemt kan rummes på en 90 centimeter bred sovesofa, når nu I faktisk har en dobbeltseng. Tænk, hvor dejligt, det ville være, hvis du havde den forelskelse. Eller hvis du kunne få den ved at kæmpe, sådan som du forgæves har forsøgt det i årevis. Men lige så lidt som du kan tvinge en mand til at forelske sig i dig, kan du tvinge dig selv til at forelske dig i din mand. Sådan fungerer det ikke, I syv sind. Jeg forstår godt, du savner forelskelsen og lidenskaben, og at du forestiller dig, hvor perfekt det hele ville være, hvis bare denne lille brik… Men du har noget andet, I syv sind: en familie og en hverdag, du elsker. Jeg håber sådan for dig, at du vil give afkald på at jagte ”the missing link” og se - virkelig se – på dig selv, din mand, jeres søn og jeres liv med et kærligt blik. Og at du vil mærke – virkelig mærke - at det er nok, at I er nok. I tre og jeres perfekt, uperfekte familie.
Tag din mand i hånden, I syv sind. Gå ind og se på jeres søn, mens han sover.
Kærlig hilsen,
Anna
{ 14 kommentarer }
