Torsdag den 6. december

af Anna Skyggebjerg den 6. december 2012

Er du begyndt at stresse over julegaver og overtræk på kontoen? Er du begyndt at tænke, at det i grunden ikke giver nogen mening at udveksle bunker af gaver mellem mennesker, som allerede har mere, end de behøver?

I al sin Zen-fyldte enkelhed lyder min opfordring: Hold en jul uden at købe nye ting. Eller i hvert fald med indkøb af et minimum af ting – for eksempel alene til børnene.

Inden du råber, “Ja, det er smadder dyrt, men gaver hører jo julen til!” eller “Nu er der sgu da gået Occupy Wall Street i Zen-mester Anna!”, så hør lige den gode nyhed: Det betyder ikke, at du ikke kan give gaver. Det betyder heller ikke, at du ikke kan få gaver.

 Her er “Hele 3 ting”, der ikke er….ting.  Hele 3 idéer til gaver, som IKKE giver overtræk på din konto og som IKKE bare hobes op i et liv, der givetvis allerede indeholder langt flere ting, end nogen behøver:

1: Giv gaver, der kun hober sig op på hofterne: Kager, marmelader, godter, som du og børnene selv har lavet.

2: Giv din arbejdskraft som gave (børnepasning, rengøring, computerhjælp…).

3: Giv en fælles oplevelse, du arrangerer, som gave. 

Amen!

 

{ 5 kommentarer }

Tirsdag den 4. december – VIND lækkerier!

af Anna Skyggebjerg den 4. december 2012

De der Norwegian… Flyselskabet…  De har IKKE sendt mig en flybillet. På trods af mit diskrete vink til dem, efter de for nyligt sendte bloggen en pose skumfiduser. Men de HAR oppet sig, for nu har de sendt en julesæk med engelske, tyske og italienske delikatesser (man kan vel godt kalde chips for en delikatesse, ikke?). Og hvad bedre er: De har købt en ekstra sæk til en af bloggens læsere! 

Jeg tror nu, de sender billetten ret snart. Sikkert inden jul. Det kan jo ikke koste dem mange kroner, når de sælger billetterne for under 300 kroner og derefter flyver én til London, Rom, Berlin eller Prag. Hvor de på forhånd har peget diverse juleaktiviteter ud: de bedste julemarkeder, lokale julespiser og ting, der sætter selv den mest gnavne i julestemning. Jeg gad da godt tage til Rom og gå på julemarked på Plazza Navona, spise panforte og se julekrybbe på Peterspladsen. For 300 kroner? Jeg har lige betalt mere for at få hevet hår ud af mit underansigt. Og det var ikke spor sjovt.

Læg en kommentar senest fredag eftermiddag og vind en julesæk med italienske småkager, engelske chips og tyske patéer:

VINDEREN AF J.K.  ROWLINGS PRAGTFULDE ROMAN “DEN TOMME PLADS”: NR 49 = DITTE

Det er Søren, som igen har været lykkens gudinde ud fra følgende logik: Der er 52 kommentarer. Der er 52 uger i et år. Vi er nu i uge 49. Derfor har nr 49 vundet…. 

Ditte, send mig din adresse på mail@annaskyggebjerg.dk

{ 36 kommentarer }

Mandag den 3. december

af Anna Skyggebjerg den 3. december 2012

Om mandagen er jeg alene hjemme. Et af mandagens særlige ritualer er derfor at spise morgenmad i et tyst hus, mens jeg kigger ud i haven. I dag fik jeg laks – og kom i tanker om dette digt af Basho. Det er nu meget godt at blive mindet om, at vi i selve dette nu hører sammen med alt det, der kom før. Og at evnen til at se det store i det små altid har været en kilde til Zen:

Snehvid morgen- 

helt alene tygger jeg

tørret laks

(Basho, 1644-94)

 

{ 0 kommentarer }

Fredag den 30. november – Vind J. K. Rowling!

af Anna Skyggebjerg den 1. december 2012

Man bliver jo alligevel lidt glad, når der kommer en pakke, der ser sådan her ud:

Og man bliver endnu mere glad, når der ligger det her indeni pakken:

Det er de flinke bogmennesker hos Gyldendal, som har foræret bloggen et eksemplar af J. K. Rowlings første roman for voksne. Efter den serie for børn,  du ved… 

Det er ganske enkelt en fremragende roman. Alle 517 sider. Barry Fairbrother dør på side to – og efterlader en tom plads i sognerådet. Derefter er Fanden løs. Det går ikke stille af sig, da den skal besættes, for under den engelske idyl er der krig: overklasse mod underklasse, mænd mod kvinder, teenagebørn mod forældre. Hold nu da op!

Jeg anbefaler, at du gør Hele 3 ting:

1:

Klikker på dette link, hvor du kan læse de fire første kapitler gratis.

2:

Lægger en kommentar, så du kan være med i konkurrencen om at vinde bogen. Jeg trækker vinderen tirsdag aften, 4/12. (Du behøver selvfølgelig ikke vente med at smide en kommentar, til du har læst de gratis kapitler!)

3:

Skriver Den tomme plads på din ønskeseddel.

PS: Og som ting nummer 4: Klik på Recommend, så dine Facebook -venner også for chancen for at vinde J.K. Rowling.

{ 54 kommentarer }

Vinderen af Vita Andersens roman

af Anna Skyggebjerg den 28. november 2012

… er nr. 39.

Hvorfor? Jamen, det er da klart, det er nummer 39. I følge Søren. Det er fordi det er den 28/11 i dag. Og 28 + 11 = 39.

Derfor: Louise, send mig din adresse på mail@annaskyggebjerg.dk

Og I andre: Stay tuned! For en af de nærmeste dage vil man kunne vinde J. K. Rowlings roman Den tomme plads.

{ 1 kommentar }

Onsdag den 28. november

af Anna Skyggebjerg den 28. november 2012

From your parents you learn love and laughter and how to put one foot before the other. But when books are opened you discover you have wings.

(Helen Hayes, amerikansk skuespiller, 1900-1993)

Jeg har ikke givet Jacob vinger, men jeg har introduceret ham for de bøger, der har. Og det er den sikreste kilde til Zen for os begge at tage på flyveture.  Der er ro, nærhed og fordybelse, når vi læser. Og ingen konflikter, for dér, hvor man læser, er et befriet område. Ingen ufred er mulig.

Jeg læser stadig højt for Jacob hver dag, selvom han er 11 år. Vi er lige blevet færdige med Jonas Jonasson’s Den hundredeårige. Det er en af de sjoveste bøger, jeg nogensinde har læst. Kan stærkt anbefales!

Når vi læser hver sin bog ved siden af hinanden, læser han i øjeblikket  Ken Folletts Giganternes fald , der handler om fem europæiske familier i tiden omkring 1. verdenskrig. Jeg læser Eowyn Ivey’s The Snow Child, som foregår i Alaska i 1920 og handler om et ægtepar, som ikke kan få børn. De bygger så en pige af sne -- og gæt, hvad der derefter sker…

Så ja, vi har vinger! Og mange af dem har vi købt i landets bedste boghandel, Boghandleren på Godthåbsvej på Frederiksberg.  Our wing commander!

 

 

{ 2 kommentarer }

Tirsdag den 27. november

af Anna Skyggebjerg den 27. november 2012

Du ved, du har brug for Zen, når dette burde hænge udenpå dit moderskab:

Så gå en tur rundt om blokken eller træk vejret i bund ti gange eller læs en (nem) bog eller spis en kage, der er så stor, at du ikke kan tale imens.

Zen out!

{ 2 kommentarer }

Søndag den 25. november – Vind igen!

af Anna Skyggebjerg den 25. november 2012

VIND VITA

Vita Andersen er ikke en Bare Tænk Positivt type. Det ligger vist ikke til hende. Derimod ligger det lige til hendes højreben at se og beskrive virkeligheden præcis sådan, som den er.  I like!

I sin seneste roman Sig det ikke til nogen er virkeligheden fuld af stærke kvinder, sårbare bånd mellem mødre og døtre, en hverdag præget af fysisk og psykisk vold – og drømmen om en lykkelig familie. Det er dæleme lige på, men det er aldrig lige gyldigt! 

Læs den!

  Læg en kommentar senest onsdag aften, den 28/11, så trækker jeg en vinder. Det er Samlerens Forlag, der har doneret. Tak for det!

{ 39 kommentarer }

Vinderen af RokokoPosten er…

af Anna Skyggebjerg den 22. november 2012

Jeg plejer at lade sitet random.org udvælge vinderen af bloggens konkurrencer. Hvorefter jeg tager et billede af computerskærmen for at dokumentere, at det er gået ordentligt til (ja, ja, jeg ved godt, det må kun gøres smartere, men det kan jeg ikke finde ud af). Så overfører jeg billedet fra kameraet til computeren, formindsker og halløj. DET gad jeg så ikke idag.  Det er meget nemmere at bede Søren trække en vinder, tænker jeg.  Hvorefter følgende sker:

Det er i dag den 22/11. Der er 35 kommentarer. 

2211 divideret med 35 = 63. Med en rest på 6.

Nummer 6 har vundet.

Mandelogik.

Louise Klinge Nielsen, du er nummer 6. Send mig din adresse på mail@annaskyggebjerg.dk. Så sender jeg Rokokopost.

{ 2 kommentarer }

Torsdag den 22. november

af Anna Skyggebjerg den 22. november 2012

Baggrunden for, at jeg i går tog hul på Tænk Positivt mantraet er, at jeg forleden både læste Marianne Eilenbergers debatindlæg og faldt over min aller første taknemmelighedsdagbog. Så var der ligesom taget hul på temaet – og på selvransagelsen: Er jeg blevet en bare-tænk-positivt tyran?

Dagbogen er 11 år gammel og mit første forsøg på at aflære mig en meget nøgtern opvækst (ved-jorden-at-blive-det-tjener-os-bedst) og i stedet lære mig selv at løfte blikket og få øje på det gode i tilværelsen. Lad mig i korthed sige, at det var en periode i livet, hvor der var brug for at fokusere på det gode, fordi der tilsyneladende var mest af det ikke gode. Som åd mig op. Taknemmelighedsdagbogen hjalp mig. Det har for mig været det mest revolutionerende af alle ritualer. 

Ikke desto mindre ved jeg næsten ikke noget værre end, når Tænk Positivt bliver et krav. Og når manglen på konstant evne til at se det positive i tilværelsen bliver oplevet – af andre og én selv – som manglende livsduelighed. Med skyld og skam til følge. 

Tro er efter min overbevisning et anliggende for “hiin enkelte.” Det gælder også troen på Tænk Positivt.

Selv bestræber jeg mig på at lære at se tingene som de er. Herunder mig selv. At acceptere både når jeg er positiv og negativ. Og når livet er fantastisk og ikke spor fantastisk. 

PS:

Jeg gnækkede, da jeg en dag hørte den buddhistiske nonne Pema Chödrön fortælle, at når hun holder foredrag, møder hun konstant de aller, aller mest positivt tænkende mennesker i verden  - og tænker “Hold da op, en masse undertrykt aggression!” 

“There is something aggressive about that approach to life, trying to flatten out all the rough spots and imperfections into a nice smooth ride.”

 

{ 0 kommentarer }