Onsdag den 21. november

af Anna Skyggebjerg den 21. november 2012

Jeg er meget stolt af dagens snapshot fra haven:

Jeg er hverken særlig stolt af teknikken eller motivet. Men jeg er stolt, fordi jeg lige så godt kunne have valgt at fortælle om den pakke, Elise sendte til USA med almindelig luftpost, fordi damen på posthuset sagde, den ikke kunne sendes express. Og så kunne jeg have valgt at fortælle om, hvordan jeg tog ned på posthuset og under sværdslag fik pakken igen, fordi jeg vidste, den ikke ville kunne nå frem i tide, når den ikke blev sendt express. Og jeg kunne især have valgt at fortælle om, at damen sagde, “Men du kan ikke få pengene igen”. Og jeg kunne have sat trumf på med den information, at der røg så lige 480 kroner. 480 kroner!

Men det vælger jeg ikke. Jeg vælger at poste et billede af roser. For man skal jo være så satans positiv. 

Eller hva´? Skal man altid det? 

Læs Marianne Eilenbergs debatindlæg i Politiken,  Jeg gider fandeme ikke smile, når livet krakelerer

 Mere om emnet i morgen…

 

{ 9 kommentarer }

Mandag den 19. november – Vind!

af Anna Skyggebjerg den 19. november 2012

“Rasende mor sætter ild til eksklusiv børnetøjsbutik”

Jeg tror, du gerne vil læse historien om Susanne Vind Mortensen, 35-årig mor til to. Hun har brændt den økologiske Fair Trade-børnetøjsbutik  KyllePylleRylle ned til grunden. Mens hun kastede speltboller af mærket Uretekram mod flammerne. Det hele skete natten efter, hun offentliggjorde sit rasende manifest, hvori hun blandt andet skriver:

Jeg har fået nok. Nok af økologisk hjemmebag, håndskårne træklodser og flyverdragter med aftageligt økologisk for til 1299,- af mærket Troll. Jeg har fået nok af at bruge mit barn som statusdværg, hvis påklædning og accessories skal demonstrere, hvor overskudsagtig jeg er.

Læs historien om Malene Vind Mortensen – og 199 andre sandfærdige løgne fra RokokoPosten. Og dø af grin.

Læg en kommentar inden torsdag aften, så trækker jeg en vinder af  RokokoPosten – De første 280 år, som forlaget Rosinante har foræret til bloggen.

(Hvis ikke du vinder bogen, så har du lige fået den bedste idé til årets mandelgave. Og det er vel også en slags gevinst.)

{ 35 kommentarer }

Søndag den 18. november

af Anna Skyggebjerg den 18. november 2012

 

…samtidig med et løn-arbejde, forstås!

Godnat, d’damer. See you on the other side!

{ 0 kommentarer }

Lørdag den 17. november

af Anna Skyggebjerg den 17. november 2012

Zen er godt. Men det er ikke altid helt nok for en mor i den virkelige verden. Personligt forstår jeg fuldkommen hende her:

{ 4 kommentarer }

Vinderen er….

af Anna Skyggebjerg den 17. november 2012

Tak for jeres fine kommentarer om at være ekstra-mor.

Mr. Random Number har trukket en vinder – og det blev nr. 1. Til lykke til Karin.

Karin, send mig navn og adresse på mail@annaskyggebjerg.dk, så sender jeg dig bogen i en fart.

{ 0 kommentarer }

Onsdag den 14. november – VIND!

af Anna Skyggebjerg den 14. november 2012

Bor du i en sammensat familie og er kæreste eller gift med nogens far? Hvis ja, så vil du gerne vinde den her bog: Førstehjælp til ekstramødre. Sådan navigerer du i en sammensat familie.

Bogen er en hyldest til de ekstramødre, der er parate til at vende blikket indad og være den forandring, de ønsker at se.  Den tager fat i alle de udfordringer, det giver, at være nogens ekstramor: de emotionelle rutcheture, de nødvendige kompromiser – og ja, også jalousien. Fuld af erfaringer, tips og øvelser.  

Førstehjælp til ekstramødre er skrevet af life & business coach Janne Leth Førgaard, stifter af sitet Ekstramor

Læg en kommentar, så trækker jeg en vinder lørdag aften, 17/11

{ 13 kommentarer }

Mandag den 12. november

af Anna Skyggebjerg den 12. november 2012

Det der med “lyden af én hånd, der klapper”, det kender jeg ikke noget til. Men fra i dag kender jeg til lyden af…

1: En rotte, der kradser på indersiden af toiletbrættet. Så kraftigt, at brættet bevæger sig.

2: Vand, der kommer ud af næsen på Jacob, og rammer tallerkenen. Fordi først jeg har brilleret med ikke at kende ringetonen på min egen mobil – og Søren derefter har brilleret med ikke at kende knappen, hvor man afslutter opkaldet.

3: Børn, der hyler af grin, fordi jeg danser Gangnam Style.

Det har været en begivenhedsrig mandag. (Og rottefængeren har været her. Han kunne fortælle, at en rotte kan blive lige så stor som en gravhund. Hans personlige fangstrekord er 56 cm.)

 

Lyden af én hånd der klapper? Ham her synes, det er vildt nemt:

 

{ 3 kommentarer }

Søndag den 11. november

af Anna Skyggebjerg den 11. november 2012

Vi er syge på skift. Først Jacob, i går Elise, i dag Søren og mig. Selv jeg kan ikke finde noget som helst godt at sige om, at ens børn kaster op og har smerter og taler med bitte små stemmer. Men så alligevel… Der er en ganske særlig Zen forbundet med at passe syge børn…

I aftes sad jeg i Elises seng og så film med hende og forsøgte at lokke hende til at spise lidt yoghurt og ristet brød. Og alle forsvar var nede, og der var ro og nærhed og taknemmelighed og kun her-og-nu. Og der blev sagt ting, der normalt ikke bliver sagt, og som siges bedst med en lille bitte stemme. 

Og i dag er hun næsten rask.

PS: Snapshot fra haven, hvor Buddha nu er omgivet af nedfaldne blade fra den canadiske ahorn

{ 4 kommentarer }

Fredag den 9. november

af Anna Skyggebjerg den 10. november 2012

Når man har børn, er der hele tiden hjørner, der rundes, og noget, som nogen foretager sig for første gang. Oftest børnene, selvfølgelig, som selv spiser med ske for første gang, selv læser en bog for første gang eller går alene hjem fra skolen for første gang. Og selvom jeg hver gang burde have været forberedt, så bliver jeg alligevel overrasket og synes, de hjørner kommer noget overrumplende.

Her til aften var hele familien i Jazzhouse for at høre Chris Minh Doky & The Nomads. Det er første gang, vi alle sammen har været afsted til sådan en koncert. Det er også første gang, vi købte en øl til Elise. Og det er første gang, vi alle stod i mørket på Kongens Nytorv og spiste ristede hotdogs. 

Der bliver ved med at være hjørner; jeg kan ikke forhindre det. Så kan jeg lige så godt samle på dem.  Både de velkomne og de ikke oplagt velkomne. Eller med andre ord: Vi  gør klogt i at acceptere, at intet er statisk. At alt er foranderligt . Og at moderskabet er en studie i foranderlighed. 

As human beings we are as impermanent as everything else is. Nothing and no one is fixed. (Pema Chödrön)

{ 0 kommentarer }

Onsdag den 7. november

af Anna Skyggebjerg den 7. november 2012

Nogen har fundet min blog og min adresse og disse nogen har sendt mig en pakke med posten. Med skumfiduser og chokolade på pind til at dyppe i varm mælk. Det ser man sgutte hver dag her på matriklen! 

Her er beviset:

Det viser sig at pakken er fra Norwegian, flyselskabet. Som sammen med skumfiduser og chokolade også sender info om, at de kan flyve én til Geneve for 299 kroner. Hvor man kan leje bil og selv køre hen og stå på ski lige om hjørnet. I stedet for at køre hele vejen og være træt, når man kommer frem.

Alt det interesserer jeg mig egentlig ikke for, for jeg har aldrig stået på ski, selvom jeg er halvt norsk og vel burde have det i generne. Jeg tror heller aldrig, jeg kommer til det. Det er ligesom bare blevet for sent.  Men skumfiduser, varm chokolade og at flyve fremfor at køre  bil (hvilket jeg hader)… det interesserer jeg mig meget for. Og man kan vel også bare flyve til Geneve og blive der og  gå på café og spise schweizisk chokolade og gå helt almindelige ture på sine fødder rundt om Geneve søen.  Så bliver der også bedre plads på pisterne til de andre. 

Norwegian, næste gang sender I bare en billet med. Nu har I jo adressen. En forlænget weekend, måske?

{ 1 kommentar }