Endelig fredag! Med Buddha i min have – og i et haiku af japanske Gojo:
Summer grass;
Along the path to the mountain temple,
Stone images of Buddha
{ 1 kommentar }
For lige at følge op på gårsdagens indlæg…. Hvis du nu IKKE har en have at gå ud i, hva’ så? Så laver du da bare én, som du kan tage med dig, hvor du end går. En pop-up have!
Se bare:
Jeg har fundet idéen hos Color Me Katie. Jeg elsker hendes univers!
{ 2 kommentarer }
Apropos Zen og “eget værelse”…
Har du en have, så sæt dig derud 15 minutter hver aften. Eller gå nogle runder på græsplænen. Kald det for min skyld gerne for “gående meditation”. Kald det hvad som helst og gør hvad som helst, når bare du gør dette: Træk vejret. Nyd stilheden og storheden. Mærk, at du har et frirum – at du kan koble dig af toget for en stund og derefter koble dig på igen.
“This is what one thirsts for, I realize, after the smallness of the day, of work, of details, of intimacy – even of communication, one thirsts for the magnitude and universality of a night full of stars, pouring into one like a fresh tide.”
(Anne Morrow Lindbergh, 1906-2001)
PS: Dagens snapshot er en jordbærblomst fra haven. Der er ikke kommet et eneste jordbær, men hvad gør det, når man i stedet får en blomst i denne smukke farve:
{ 0 kommentarer }
Jeg har givetvis 100 gange skrevet her på bloggen om mødres behov for at have et eget værelse at trække sig tilbage til. Også selvom “eget værelse” er en krog i soveværelset eller et skrivebord på reposet – eller cykelturen hjem fra arbejdet. Uanset formen, er det vigtigt at have et rum, hvor man kan trække vejret, tømme bevidstheden for mylder og nyde roen.
I “Zen for mødre” er der et vidunderligt citat om eget værelse. Det kommer fra Mette, enlig mor til temmelig mange børn:
Jeg er vild med hotelværelser! Når jeg er på kongres og dagens program er overstået, vil alle de andre på restaurant og ud at se byen. Jeg vil op på hotelværelset, gå i bad, se tv og læse en bog i knitrende rent sengetøj. “Du er nu noget narcissistisk”, får jeg så at vide. Nej, jeg er igang med at redde mit liv!
Jeg deler Mettes kærlighed til hotelværelser. Og derfor er jeg ovenud taknemmelig for, at jeg faktisk nu har fået mit eget værelse – og for at det ligner et meget lille hotelværelse. Mine damer, jeg troede aldrig den dag ville komme, hvor jeg skulle poste et billede af mine gardiner… Men eget værelse er en stor ting. Sådan her ser Zen ud for mig:
{ 1 kommentar }
I dag gør det ondt på Elise, for kæresten er rejst tilbage til USA.
Jeg har forsøgt at lære Elise at skelne mellem smerte og lidelse. Jeg har forsøgt at lære hende, at smerte er uundgåelig, men at lidelse er en anden ting. Lidelse kan vi søge at undgå gennem den måde, vi forholder os til vores smerte på. Jeg vil gerne lære hende, at smerte ikke er farligt, når det bliver erkendt som det, det er: smerte, slet og ret. Det er først, når vi fortolker smerten og forstørrer den og gør den til noget “jeg er alene om”, at den bliver til lidelse – og ødelægger vores liv.
Jeg tror, hun forstod det i går. Men i dag gør hun ikke, for kæresten er væk. Så i dag siger jeg ingenting, men lytter bare og holder om. Og mærker smerten ved at se hende bløde.
After happiness comes suffering.
After suffering arises happiness.
For beings happiness and suffering
revolve like a wheel.
(Nagarjuna, buddhist, ca. år 150-250)
{ 1 kommentar }
De seneste tre uger har jeg ledet Forældrenes Servicecentral, som i døgndrift har leveret 5-stjernede serviceydelser til to teenagere. Der er intet at bebrejde teenagerne, for jeg har leveret varen frivilligt. Det er mig selv, jeg bebrejder. For mindre kunne virkelig godt have gjort det. Temmelig meget mindre, faktisk.
Da jeg her til aften satte mig over i Vestfløjen (= gæsteværelset) med min Nødhjælpskasse for at få lidt ro, læste jeg i min yndlingsbog, som endnu engang gav mig præcis de ord, jeg havde brug for:
When I loved myself enough
I quit exhausting myself
by trying so hard
Vestfløj, Nødhjælpskasse og bog hermed anbefalet. Igen. Til mødre som er trætte. Igen.
{ 5 kommentarer }
Denne blog har søde og kloge læsere! TAK til jer alle! Særligt tak til Louise fra Hold Af, som har skrevet en lang kommentar til den samtale om børn og tv, som Annette fra Beautyspace og jeg begyndte på i går. Louise ved vældig meget om børn - og om hvad såkaldte alfa-bølger gør ved dem. Så bliv klogere på børn og bølger ved at læse Louises kommentar:
TAK, Louise, for at gøre os klogere!! Og for at bakke mig op i, at en mor gerne må insistere på ro. Men den her er nu alligevel ret sjov:
{ 2 kommentarer }
Apropos gårsdagens indlæg om at trække vejret… Det er ikke alle, som synes, det lige er noget for dem. Meget aktive børn kan for eksempel godt synes, at det er både irriterende og komplet unødvendigt at skulle tage den med ro. Sådan et barn er Elise.
Det betyder, at jeg har skullet lære hende at tage pauser og trække vejret i bund. Og ja, jeg har ind imellem fremturet. Og hun har råbt til mig: “Jeg hader det der take-a-deep-breath lort. Det er der ingen, som skal bestemme, om jeg skal. Og jeg har i øvrigt ikke tid!!”
Ikke desto mindre har jeg insisteret på at vide bedst. Jeg har insisteret på, at alle har brug for at kunne holde pause. Og da der en dag faktisk var hul igennem til hende, lavede vi sammen en liste over små ritualer, som giver mening for hende, og som er lige til at putte ind i en hverdag fuld af udadvendte aktiviteter. Ritualer med Pelspølsen, med neglelak, med fotografier…
Jeg har betragtet det som at optræne en muskel, hun har, men sjældent bruger. Den bliver aldrig hendes stærkeste muskel, men i det mindste er den bedre, end den har været. Og det gør mig glad at se, at hun trækker på den, når hun har behov. Selvom hun ikke har tid…
Prøv selv! Blive ved og ved med at lære dit aktive barn at stikke en tå i det stille vand. Zen er godt for børn!
PS: Dagens snapshot er taget for 5 minutter siden. Dejligt at have selskab, når jeg blogger.
{ 6 kommentarer }
Der er et uendeligt antal veje til Zen. Hver af os må finde vore egne veje, vore egne ritualer, der giver en fornemmelse af at have et stille center indeni. Det er vigtigt, at det er enkle ritualer, synes jeg. Det skal ikke være et projekt at finde ro!
Den mest enkle af alle veje er at trække vejret. Lige at stoppe op midt i hverdagen og tage et par dybe vejrtrækninger. Måske gøre det til en god vane i forbindelse med noget, man alligevel gør hver dag: Går gennem en bestemt dør, sætter vand over, giver katten mad? Det kan være svært at huske i begyndelsen, men efterhånden kommer det nemmere – og man begynder at værdsætte disse øjeblikke med nærhed og fordybelse.
Her til aften er der stille i mit hus. Manden arbejder, Jacob er fortsat på kanotur og de to unge er “ude i kvarteret”. Så jeg har læst haiku-digte, en evig kilde til Zen for mig. Det dejligste af dem alle har Jacob skrevet særligt til mig. Jeg fik det i fødselsdagsgave:
Hvor betagende!
Sommerfuglens vingeslag
i dine øjne.
PS: Dagens snap shot er en chokoladeblomst. Bestemt et haiku værd!
{ 5 kommentarer }
I dag er haiku-digteren Jacob taget afsted på 5-dages kanotur med klubben. Og Elise og kæresten er taget afsted til venners hus med en klirrende plasticpose. Hun har ikke måttet drikke alkohol tidligere (og fordi hun ikke måtte, lod hun være!), men nu hverken kan eller vil jeg opretholde et forbud længere.
Jeg lider af akut separationsangst. Dybe vejrtrækninger er nødvendige. Og en lidt anstrengt tillid til, at begge børn får gode oplevelser, fordi livet elsker den, som lever det – og belønner dem, som tør kaste sig ud i det. Med Maya Angelous ord:
Believing that life loves the liver of it, I have dared to try many things. Sometimes trembling, but daring, still.
Måtte jeg lige sparke ind, at selvom ingen kan beskylde mig for sådan generelt at være særlig modigt anlagt, så har jeg været modig på et enkelt punkt: Jeg har fået børn! Jeg har valgt at leve et liv, hvor hjertet sidder udenpå kroppen i en konstant sårbar position. Det er da at udvise mod! Der er en grund til, at de kalder det moderskab!
{ 4 kommentarer }
“Så lige jeres spœndende dialog om tv-kiggeri. Jeg har gjort mig en hel masse tanker herom, som jeg tillader mig at dele med jer.
Det undrede os herhjemme, at det der tv-afslapning om eftm., som vi tœnkte vores piger trœngte til efter mange timers aktivitet, tit skabte en negativ stemning. Når der var gået et stykke tid, og fjernsynet blev slukket, virkede begge børn endnu mere uoplagte og var ofte i rigtigt dårligt humør. Batterierne var tilsyneladende ikke blevet ladet op, tværtimod.
Men så var det, vi lærte noget om alfabølger: Når vi ser fjernsyn går vi fra en almindelig vågen og opmærksom tilstand med betabølger i hjernen til en afslappet, dagdrømmende tilstand med alfa-bølger. Med alfabølger ved vi, hvad vi laver, men vi er alligevel ikke helt til stede. I den tilstand er vi mest modtagelige for det, der er omkring os – paraderne er ligesom nede – og hvis børnene ser en hæsblæsende Ben10, der ræser rundt på Cartoon Network, så bliver deres system stresset. Som forældre tænker vi måske, at det da er tiltrængt for det lille barnehoved at sidde og slappe af og lade op, men vid, at hektisk og voldsom aktivitet på skærmen har præcis den modsatte effekt og i stedet dræner barnet for energi. Hvis der skal slappes af foran flimmeren, så vælg enten nogle udsendelser eller sæt en film på, hvor det er muligt at trække vejret i bund, mens man kigger, eller hvis der er noget særligt spændende, så se det sammen, så I sidder tæt og trygt imens.
Nu gør vi det sådan, at der skal vœre helt rolige stunder uden nogen ‘ydre stimuli’ omkring en halv times tid, inden de evt. sætter sig ind foran flimmeren. Som fx Annas eftm.te-ritual.
Men vi skal bare huske en ting. Når vores børn kommer hjem fra nogle ofte hæsblæsende timer i institution og skole, som ofte er lige så krævende som vores arbejdsdag, er det naturligvis ofte svært for dem at skifte fra 5. gear til frigear. At sætte sig foran flimmeren virker for dem som det mest attraktive, fordi underholdningen serveres ved et enkelt tryk, og de har netop ikke energi til selv at skabe underholdningen, og fredelig ro synes enorm kedelig. Derfor må det vœre vores ansvar at sørge for, at der sker det nødvendige gearskifte.
Vi skal være forberedte på, at de indimellem vil brokke sig over roen. For den føles ubehagelig og dybt kedsommelig for dem i starten. Antennerne har været så lange hele dagen, at de ikke kan registrere alt det spændende, børnene har indeni sig som fantasi og kreativitet. Men på trods af evt. brok må vi insistere på roen, og efter et lille stykke tid er antennerne trukket på plads – og børnene vil stille kunne fordybe sig i deres eget. Denne insisteren skal bare ikke følges af bebrejdelser over, at børnene da ikke kan se, at det er sundt at kede sig, men med forståelse for, at det selvfølgelig er svært at finde ro efter 5-8 timers larmende aktiviteter.”