Lørdag den 14. april

af Anna Skyggebjerg den 14. april 2012

Min veninde Annette har sendt mig linket til en artikel, jeg synes, du skal læse. Den hedder Your Children Want YOU - og den handler om,  ja , at dine børn vil have DIG og ikke en mor, som er skuffet og stresset og ville ønske, hun var et andet sted end lige her, fordi hun ikke synes hun slår til som mor, når nu hun ikke (ligesom alle de andre) har lagt billeder på nettet af

 - sine magnetiske krydderidåser, der er sat i alfabetisk orden på indersiden af en skabslåge,

-  sin havefest, hvor temaet var sommerfugle, og lanterne var SÅ fine, 

- sit påske-bagværk,

- sine sandwiches, der ligner isvafler,

- sine døtres hollandske fletninger og

- hjemmelavede, blomsterformede sæber.

Læs den! Giv afkald på at være en over-achiever.  Beslut, at du går efter ro, nærvær og fordybelse med dine børn. Og at du er en god nok mor som du er. Ja, faktisk er du en perfekt mor, fordi den mor, der viser sine børn, at mindre end det perfekte er helt ok, giver sine børn en kolossal frihed. 

Men hvis du alligevel synes, du lige vil hygge med hjemmelavede sæber, så skal de altså helst ende med at se sådan her ud:

{ 1 kommentar }

Torsdag den 12. april

af Anna Skyggebjerg den 12. april 2012

Noget om at træde i karakter som mor.

I forlængelse af indlægget i går om Aftentegninger… Jeg ved, at når man forsøger at indføre nye ritualer i familien, kan man støde på indvendinger. Der kan godt være et barn, som siger, “Det gider jeg da ikke!”. Og ikke mindst kan man som mor stikke kæppen i hjulet ved selv at være overbevist om, at “Det kommer nok aldrig til at fungere. Det gider de garanteret ikke. Mine børn kan ikke sidde stille i fem minutter.” Når jeg holder foredrag om at indføre Zen-skabende ritualer i familien, er der altid et par mødre, som siger netop det…

Så spørger jeg, “Hvor gammel er din søn/datter?”

Moderen: “5 år” (for eksempel)

Mig: “5 år? Skal han/hun så bestemme, hvilke ritualer, I har i familien?”

Moderen: “Øøh…”

 Træd i karakter, mor! Det er dig, som bestemmer, Det er dig, som er den voksne, og ved, hvad der er godt for familien. Lad mig bare være stor på den: Det er dig, som er familiens åndelige leder. Dalai Lama er det i Tibet. Du er det i din familie. Og ved du hvad? Du bliver med garanti positivt overrasket over reaktionen, når du melder ud, at “sådan gør vi her i familien.” For børn kan godt lide ritualer. Og de kan også godt lide forældre, som tager ansvar. De bliver så lettede over ikke at skulle bestemme alting.

PS: Fordi der bare helst skal være et foto i et blogindlæg, er her et, der forklarer, hvorfor jeg aldrig får redt seng. Den er nemlig optaget det meste af dagen, og jeg kan ikke få mig selv til at flytte på Pelspølsen, når hun ligger der med dyne på og kind på pude:

{ 3 kommentarer }

Onsdag den 11. april

af Anna Skyggebjerg den 11. april 2012

Vil du gerne have et Zen-skabende ritual med små børn, som er helt, helt enkelt? Her kommer et:

Da børnene var mindre lavede vi Aftentegninger. I sær i weekender og  ferier. Når vi skulle til at sætte tempoet ned og gøre klar til sengetid, lavede hvert af børnene en tegning af noget godt fra den dag, der var ved at være slut. Det behøvede ikke at være noget stort… En bil, en blomst, en sky, da-jeg-lå-på-sengen…

Det er en super måde at geare ned på. Og hvad der er endnu bedre: Aftentegninger skærper børnenes opmærksomhed på hverdagsting og hverdagsoplevelser. Det lærer dem at se det fantastiske i det almindelige, det smukke i det enkle. Det er ægte Zen!  

Det kan godt være et lidt svært ritual at komme igang med. Så begynd eventuelt i en ferie eller en weekend.

Mine børn er for store til Aftentegninger, men traditionen har udviklet sig, så Jacob nu er begyndt at male kalligrafi, indbegrebet af Zen. Denne her har han malet i går, da han var på besøg hos sin ven Bueskytten, som har givet ham en særlig pensel. Det er det japanske tegn kokoro, der betyder hjerte eller sind eller sjæl:

{ 2 kommentarer }

Tirsdag den 10. april

af Anna Skyggebjerg den 10. april 2012

Zen handler – blandt andet – om at nyde øjeblikket og at se det store i det små. Og det er en pointe i Zen for mødre, at alt, hvad der skal til for at opleve Zen, er lige rundt om os allerede. 

Har du barn, deler du dit hjem med en naturlig Zen-mester.  Har du kat, deler du dit hjem med en Zen-mester. Har du begge dele, ja så… Må jeg præsentere Zen-mestrene Jacob og Chilli:

 

Er det måske ikke et godt budskab: Zen er midt i hverdagen. Du behøver slet ikke gå på kursus eller bestige bjerge. Det er nemlig sådan her:

“The only Zen you find on the tops of mountains is the Zen you bring up there.”

(Robert Pirsig, forfatteren af “Zen og kunsten at vedligeholde en motorcykel”)

{ 2 kommentarer }

Søndag den 1.april

af Anna Skyggebjerg den 2. april 2012

Her kommer et godt råd: “When all else fails, try the truth.”

Har det noget med Zen at gøre? Ja, det har! Læs videre, hvis du vil vide, hvordan du får en Zen-fyldt påske!

Påsken er en højtid, der rangerer helt på linie med julen for såvidt angår sociale forpligtelser: Der er påskefrokoster og invitationer til at komme på besøg i sommerhuset og ud at gå i det gode vejr. Ditten og datten, dingen und sachen. Og man kan i grunden godt blive lidt træt bare ved tanken…

Det gælder til hverdag, men det gælder også i ferier: Sørg for at prioritere din tid, så der bliver plads til ro, nærhed og fordybelse. Både når du er sammen med børnene og nå du er alene. Det kan betyde (men betyder ikke nødvendigvis), at du må sige nej tak til en påskefrokost eller et sommerhusbesøg. Hvis det bliver nødvendigt at takke nej, så takker du nej. Uden dårlig samvittighed. For det er ikke et fravalg at sige nej tak til ditten og datten. Det er et bevidst tilvalg af mere tid og ro til dig og børnene. Og her kommer så det gode råd ind i billedet: Sig sandheden! Lad være med at stikke hvide løgne, fordi du er skamfuld over at melde fra. Sig sandheden. Som måske er så enkel som dette: “Vi har simpelthen så travlt til daglig, at jeg her i påskeferien har brug for at prioritere, at vi får ro på.”

Hvis der er nogle, der bliver sure? Ja, så er der nogle, der bliver sure. End of issue.

Og lige til slut et to-the-point citat fra Anne Morrow Lindbergh om det absurde i, at man føler sig nødsaget til at undskylde og finde på mærkelige forklaringer og skjule, at man har brug for at være alene. Som om det var en hemmelig last:

What a commentary on civilization, when being alone is being suspect; when one has to apologize for it, make excuses, hide the fact that one practices it – like a secret vice.

 

{ 4 kommentarer }

Lørdag den 31. marts

af Anna Skyggebjerg den 31. marts 2012

Jeg har i dag foræret mig selv den måske smukkeste orkide, jeg nogensinde har set.  Den var ikke et impulskøb, men et køb jeg nøje har overvejet i en uge. Beslutningen blev truffet, da jeg kom i tanker om haiku-digtet nedenfor. For er det måske ikke rigtigt, at visse ting, herunder netop orkideer, er så smukke og fulde af nydelse, at det er en hån og en umulighed at diskutere deres pris?

disgusting -

people arguing over

the price of orchids

(Shiki Masaoka, 1867-1902)

{ 0 kommentarer }

Onsdag den 28. marts

af Anna Skyggebjerg den 28. marts 2012

Der er kommet mail fra Elise. Hun har det skønt i USA – og er ked af, at der nu kun er omkring 3 måneder tilbage af året. I den mail står der ting, som gør mig glad. Mange ting, men særligt ting som, “vandpolo er en meget voldelig sport, men det kan jeg faktisk rigtig godt lide. Jeg synes, det er fedt at dyrke en sport, hvor man kan være aggressiv” og “min coordinator siger, at hun aldrig har haft så udadvendt en exchange student som mig”. 

Elises mail minder mig om et vidunderligt citat af Maya Angelou:

I love to see a young girl go out and grab the world by the lapels [det betyder frakkeskøder]. Life’s a bitch. You’ve got to go out and kick ass.

Jeg elsker at se Elise kick ass: At se hendes udadvendthed og hendes evne til at bruge aggressivitet positivt. Særligt fordi jeg ved, det er en evne, hun har betalt for. Den er ikke kommet gratis til hende. 

Dette digt, som har titlen Elises monolog, men er skrevet af mig, handler om det absurde valg, mange teenage-piger bliver sat i: “Vil jeg være sød, eller vil jeg være respekteret?” For det koster at være den pæne pige. Pladsen i køen, for eksempel. 

Elises monolog:

Hende damen nede i kiosken, som sagde,

hun var i køen før mig,

men det var hun ikke,

hun blev min første:

”Hey, dame, jeg stod her allerede, da du kom henne fra bageren.

Back off!”

Hun blev skide sur, men

det var jo mig, der havde ret,

Hun skal ikke mase sig foran.

 

Hun så, jeg var der først.

Hun tænkte vel, at jeg ikke turde sige noget.

Det turde jeg så godt!

Eller at jeg ligesom

ikke talte med:

”Jeg er nummer….

….1…..

i kø-en.”

Ja, du blev nummer 1,

den første, som hørte mig

loud and clear

”Hey, dame! Back off!”

Jeg skulle bare indløse en flaskebon. Det hastede sådan set ikke.

 

Men det er slut med at være sød

lavmælt

smilende.

Fucking altid smilende.

Ja til alting.

Dådyrøjne og cykelhjelm

og ”Du må gerne gå før mig,

jeg skal bare have nogen flaskepenge.

Det er ikke vigtigt”

 

Det er slut med at være en,

man kan mase sig foran.

 

Eller ind på

når jeg står i stalden

og der ikke er andre,

bare hestene og mig.

”Sådan en sød, lille hestepige”

Så hold dog kæft!

 

En, man kan klappe bagi,

som om jeg stadig var tre år.

 

Eller afbryde,

når jeg taler.

 

En, man kan lave ferieplaner for

uden at spørge.

 

Eller skrive af efter,

når jeg har brugt ti timer

på problemregning.

 

En, alle kan gå til.

Med hvad som helst.

 

Back off!

 

Ligner jeg én, der

er tegnet op med stiplede linier,

som man gerne må

overskride med

hænder

øjne

ord

uindbudt fortrolighed og

”en onsdags lotto, tak”

 

Ser jeg sådan ud?

Så det var min egen skyld?

For jeg var ikke tegnet fuldt op?

 

Not true! Jeg var tegnet fuldt op. Helt fra begyndelsen.

Men for jeres skyld har jeg nu brugt

en ekstra tyk, sort tusch.

På jakken.

På rygsækken.

Om øjnene.

Om kroppen.

 

”Hey, dame”

”Hey, mand”

”Hey, guys

Er det tydeligt nok nu?

 

Back off! 

 

PS: Ku du li digtet, så del med vennerne via Facebook-knappen nederst i indlægget

PPS: Min smukke, seje Elise

{ 12 kommentarer }

Tirsdag den 27. marts

af Anna Skyggebjerg den 27. marts 2012

Trænger du til et åndehul alene med dig selv om aftenen, når børnene er blevet puttet? Trænger du til ro og fordybelse i bare ti minutter? Så meditér!

Jeg mediterer 2 x 15 minutter dagligt. Det behøver du ikke, hvis du ikke har tiden til det. Bare tag 10 minutter om aftenen.

Jeg sætter mig på en særlig pude. Det behøver du ikke. Bare sæt dig i en stol, hvis det passer dig bedst.

Jeg sidder på knæene. Det behøver du ikke at gøre. Sidder du i en stol, så sørg bare for at have god støtte under numsen, fødderne og i ryggen. 

Jeg slår på en syngeskål ved begyndelse og slutning. Det behøver du overhovedet ikke at gøre.

For mig er det en hjælp at ritualisere meditationen. Det er derfor, jeg går ind i et særligt rum, sætter mig på en særlig pude i en særlig stilling – og slår på syngeskålen. Men ved du hvad: Du kan meditere som det passer dig, for der er ingen meditationslærer, som kigger og siger, at du er forkert på den. Det vigtige er, at du sætter dig i ti minutter. Eller fem til at begynde med.  At du trækker vejret ind gennem næsen og puster ud gennem næsen. Og får ro på. Ro og fordybelse. Jeg garanterer, at det gør en forskel for selv den travleste mor. Prøv!  (Læs eventuelt en kort meditationsinstruktion her.) 

PS:  Min syngeskål. Købt hos Care Trade.

{ 2 kommentarer }

Fredag den 23. marts

af Anna Skyggebjerg den 23. marts 2012

I Japan er en af årets store begivenheder en Kirsebærblomst Festival, Hanami, hvor man nyder kirsebærblomsterne og ærer deres skønhed og korte liv. Der er skrevet et utal af smukke haiku om kirsebærblomster. Dette, for eksempel, af mesteren, Basho (1644-94):

How many, many things

They call to mind

These cherry-blossoms!

 

Hos mig har der været kirseblomst-nydning i en uge.  Hver dag har rummet Zen-fyldte åndehuller, hvor jeg et kort øjeblik har hengivet mig  til kirsebærblomsternes skønhed. 


{ 0 kommentarer }

Torsdag den 22. marts

af Anna Skyggebjerg den 22. marts 2012

Jacob har fået Familiemedaljen. Det er en medalje, som højtideligt  uddeles til et medlem af familien sammen med en ting, der står på spisebordet hos den, som aktuelt er indehaver af medaljen. Med “højtideligt” mener jeg, at et medlem af familien holder en tale under middagen og indstiller, at et nyt familiemedlem skal have medaljen for en særlig indsats. Vi andre tilslutter os indstillingen – og så klappes der under overrækkelse af medaljen. 

Man får medaljen for at have ydet en særlig indsats for familien. For at have tænkt “os” i stedet for bare “mig”. Jacobs særlige indsats bestod i gennem flere dage at have været umådeligt hjælpsom med hensyn til at rydde op i køkkenet efter middagen. Fremfor bare at tænke, “det ordner de voksne”. Ok, han gjorde det måske nok fordi han vidste, at hvis han hjalp, ville vi blive hurtigere færdige – og så var der større sandsynlighed for, at vi kunne sidde sammen og se et par afsnit af “Twin Peaks”. Men pointen er, at han tænkte på familien som et hold – og kunne se, at hvis man gør noget godt for holdet, bliver det til glæde for alle. 

Det er lige præcis den Team Spirit, Familiemedaljen skal fremme.

Prøv selv!

PS: Børnene har lavet medaljen for flere år siden. Og navngivet vores familie Team Zen…

 

{ 2 kommentarer }

← Tidligere indlæg

Nyere indlæg →