ANNA SKYGGEBJERG

I dag så jeg et billede på Facebook af en t-shirt. Senere sendte en af bloggens læsere det til mig. Det er den her t-shirt:

Jeg ser ironien, naturligvis. Alligevel er jeg nødt til at sige, at jeg tror, vi introverte gør os selv en bjørnetjeneste ved at signalere, at vi er utilpasse og gerne vil hjem. Med sådan en tekst bekræfter vi alle de fordomme om introverte, som vi gerne vil bekæmpe: At introverte er arrogante og utilnærmelige. At vi er asociale særlinge, som helst vil være i fred.

Er det sådan, I ser jer selv? Det er ikke sådan, jeg ser mig selv eller introverte som gruppe.

Introverte er ikke asociale særlinge, men mennesker, som foretrækker at være sociale på en anden måde, end ekstroverte typisk gør. Vi kan godt lide mennesker og socialt samvær, men foretrækker tætte relationer frem for mere overfladiske, små sammenhænge frem for store, at tale om det indre liv frem for det ydre. Og så vil vi som regel gerne lidt tidligere hjem end de andre, fordi vi har brug for en del tid i vores eget selskab; det er sådan, vi lader op. 

Vi er igang med en stille revolution, der skal føre frem til ligestilling mellem introverte og ekstroverte. En lige stor anerkendelse af de to temperamenter. En erkendelse af, at vi har brug for hinanden og supplerer hinanden godt, fordi vi har forskellige styrker. 

Jeg tror, vejen frem mod ligestilling bliver lang. Og der er bestemt ikke brug for, at vi lægger hindringer på vejen for os selv. Det tror jeg, vi gør, hvis vi går rundt med den t-shirt på. 

Hvis jeg skal have en t-shirt, vil jeg hellere have den her:

{ 1 kommentar }

Tom er mit nye forbillede:

Jeg har stjålet billedet fra et af mine andre forbilleder: Elizabeth Gilbert, som har det på sin FB-side.

Hendes seneste roman, “The Signature of All Things”, kan jeg på det varmeste anbefale. Den er ganske enkelt fantastisk. 

{ 0 kommentarer }

I dag var jeg tidligt oppe. Det er jeg ellers aldrig, men idag vågnende jeg tidligt – og besluttede, at så kunne jeg lige så godt stå op og gå morgentur med Asger.

Ingen andre i byen var oppe, tror jeg. Vi så i hvert fald ingen på vores tur. Solen skinnede, så da jeg kom hjem, satte jeg mig i haven og spiste morgenmad og nød the sound of silence. Tæt på hamrende lykkelig.

Kom til at tænke på dette haiku af Basho (1644-1694):

I am one

who eats his breakfast

gazing at the morning-glories [ = snerler]

PS: Vi er dobbelt indbrudssikrede her i huset. Både Asger og et Falck-mærke er klistret på stuevinduet.

{ 1 kommentar }

Jeg har skrevet en bog færdig som bekendt. Den var svær at skrive, og da den blev færdig, var jeg komplet tom indeni. I to måneder har jeg ikke haft flere ord i mig.

Det er ikke så godt, når man kalder sig forfatter. At glo på sig selv i spejlet hver morgen og se … ingenting. Med for langt pandehår. 

Nu har jeg gjort det længe nok, synes jeg. Så fra i morgen gør jeg det her – og begynder på en badass roman:

{ 2 kommentarer }

Vi har en mus. Det er en lille brun én med kuglerunde øjne, som ind imellem sidder og kigger ind ad Elises kældervindue. Nu har jeg fundet ud af, hvor den har boet:

Den her kasse er blevet hentet ind fra garagen. Den indeholder 238 breve, som min far skrev til min mor mellem 1937 og 1942, da de blev gift. Han boede i Danmark, hun i Norge. Det føltes som lang afstand fra 1937 til april 1940 – og derefter givetvis som enormt lang afstand, fordi ingen af dem kunne rejse, og de ikke vidste, hvordan fremtiden ville blive. Alle brevene, skrevet under krigen, er åbnet og kontrolleret af tyskerne. 

Og det er så i denne kasse, at musen har boet. Den har revet et enkelt brev i strimler (nederste højre hjørne), gnasket lidt i nogle andre og i øvrigt levet af fuglefrø, kan jeg se. Det var godt, jeg fik kassen ind i tide, inden den udvidede sin familie.

Nu står kassen på mit repos, og jeg kæmper med at læse de breve. Det er ikke skråskriften, der er det sværeste, selvom den ved Gud giver mig problemer. Det er den emotionelle side af sagen, der er sværest. Min far var 23 år og min mor 19, da de første breve blev skrevet. Min mor var altså på min datters alder. Så når jeg læser brevene, er jeg både mine forældres datter (bortset fra, at jeg først blev deres datter 25 år senere)  - og jeg er min egen mormor, som får lyst til at vejlede min forelskede datter (som altså er min mor). Det er noget værre rod. Men det er interessant!

Dagens snapshot er Asgers hyldest til Gay Pride:

{ 2 kommentarer }

Jeg får stadig mails fra glade læsere af Introvert. Tak for dem!

Forleden skrev en kvinde, at hun er blevet meget bedre til at stå ved, at hun er introvert. Men alligevel kæmper hun ind imellem med spørgsmålet om, hvorvidt det nu egentlig er ok at være sådan. Især når hun fornemmer, at vennerne ikke synes, det er så cool at være introvert.

Så hun spørger mig: “Hvor lang tid gik der , før du nåede til det punkt, hvor du syntes, det var ok at være introvert? Håber, du kan svare på mit spørgsmål, selvom det måske ikke er så ligetil.”

Her er en del af mit svar:

Nej, du har ret: Det er faktisk ikke så ligetil et spørgsmål. Jeg kan ikke bare svare, “Der gik 2½ år. Bum.” For sagen er jo, at det er en lang proces at lære at fuldt ud stå ved sin introverthed. Og sådan en proces er sjældent en lige vej frem, men en snoet vej – ind imellem med tilbageskridt.  Som du selv skriver, er du blevet bedre til at mærke efter og at takke nej til arangementer, der tager din energi. I de situationer står du ved dig selv. Men så… når du fornemmer dine venners manglende forståelse for din introverthed, er din nyfundne selvsikkerhed alligevel ikke mere rodfæstet end, at du kommer til at tvivle lidt på dig selv og på, om det nu helt igennem er ok at være introvert. For mig lyder det helt naturligt. Det er simpelthen sådan, den slags processer er. Derfor tror jeg, det bedste du kan gøre for dig selv, er at acceptere det: “Nogle gange er jeg rigtig god til at stå ved mig selv. Andre gange falder jeg tilbage. Det er, som det er. Og det er ok. Med tiden tipper balancen, så der bliver flere og flere situationer, hvor jeg står ved mig selv. Og færre og færre, hvor jeg ikke gør.”

Visse ting er temaer gennem hele livet. For mig vil min introverthed sandsynligvis altid være det. Måske også for dig? Prøv at læse de sidste få sider i “Introvert” igen. Dem med ordene: “Vær tålmodig med dig selv. Tilgiv dig selv, når du mister fodfæstet. Og find så tilbage til den, du er.”

Dagens snapshot: Big Boy With Big Toy

{ 4 kommentarer }

Jeg læser skønlitteratur i dag – og kan endda sige, at det sådan set er mit arbejde i denne tid, hvor ét manuskript er afleveret og et nyt ikke påbegyndt. Lucky me!

Jeg er begyndt på en roman, der er sjov. Fordi jeg lige har læst en umådeligt omfangsrig roman, der har givet mig lyst til “sjov”, idet den var alt andet end netop det. 850 sider Pullizer vindende seriøsitet, som jeg simpelthen endte med at konkludere, at jeg ikke bryder mig om. Millioner af andre læsere tilbeder den roman, men jeg er ikke en af dem. Den hedder “Stillidsen” og er skrevet af Donna Tartt. Hun beskriver en dame, som sælger togbilletter sådan her:

“En bred, blond, midaldrende kvinde, pudebarmet og upersonligt gemytlig som en koblerske i et andenrangs genremaleri.”   

Derfor læser jeg nu Sue Townsends “The Woman Who Went to Bed For a Year”. Den handler om en kvinde, Eva, som efter at have sendt sine tvillinger afsted til universitetet, går i seng. Og bliver der i et år. For hun er træt af at servicere og af at have en hjerne, der ikke er blevet brugt i så lang tid, at (som hun forklarer sin ægtefælle) “the poor thing is huddled in a corner, waiting to be fed.”

Sue Townsend bruger noget anderledes metaforer end Donna Tartt. Se for eksempel her:

“Eva regretted the day that Marks&Spencer had introduced elastane pyjamas for men. They did not flatter the middle-aged body. Brian’s genitals looked like a small bag of spanners through the unforgiving material.” [spanners = skruenøgler]

Jeg skal læse videre. Gotta go!

{ 2 kommentarer }

Nuser og jeg…

{ 4 kommentarer }

Hvad jeg har med Signes pizza at gøre…

Signe har sendt mig et billede af en pizza. Her er den:

Signe har læst min bog Super Mor. Smutveje for enlige mødre – og andre seje kvinder, der vil have en nemmere hverdag. I Super Mor står der en hel del om at lære at springe over, hvor gærdet er lavest, og at være stolt af det. For det er ikke dovenskab. Det er ansvarligt moderskab at gøre det let for sig selv i de travleste år, så der bliver mindre stress og mere overskud til det vigtigste: At være sammen med børnene. Der er mange smutveje i den bog. Nogle handler om indkøb og madlavning. Andre handler om ikke nødvendigvis at behøve medbringe en øko grøntsagsquiche til buffet i børnehaven. Og det var det, Signe huskede:

“Mit bidrag til årets buffet var en familiepizza fra den lokale pizza biks, som jeg skar ud i mange, små stykker og satte små, pink flag i (fra Tiger butikken).

Behøver jeg nævne, at den mest ofte kommentar fra de andre forældre var, “Oj, det var en god idé!”

Bordet var fyldt af retter – fra lakseroulade over steg med kartofler til pastasalater, gryderetter og hjemmebag i lange baner. Pizzaen var et hit hos børnene og hurtigt udsolgt.

Tak til dig, fordi jeg nu ligger på min sofa med dejlig god samvittighed over at være smart og en super mor.”

SELV  TAK, SIGNE!! 

{ 2 kommentarer }