af Anna Skyggebjerg den 23. august 2014
I dag var jeg med Elise hos lægen. Vi sad i venteværelset, hun signalerede, at hun var nervøs, jeg klappede på sædet ved siden af mig – og hun kom over og satte sig. Så åbnede jeg min taske.
Jeg viste hende alle de ting, den indeholdt. Læsebriller og solbriller, en pakke tændstikker fra en italiensk restaurant og sukkerposer fra caféer, et boardingkort, en souvenir fra Thailand, visitkort fra Gus’ Taxis & Minibus Hire, te, creme og morfinpiller, som jeg sværger, at jeg ikke vidste lå der. Og så selvfølgelig min pausebog med tekster af Pema Chödrön, som Elise læste lidt i.
Hun faldt til ro.
Det var først, da jeg kørte hjem, og Elise kørte i skole, at jeg kom til at tænke på, at jeg helt intuitivt havde brugt det ældste trick i verden. Det trick, enhver mor bruger overfor små børn. For hvem har ikke tømt sin taske, for at aflede et barn, der var ked af det eller uroligt?
Elise er 18 år. Men det virker stadig. Der er noget magisk ved en taske.
af Anna Skyggebjerg den 21. august 2014
Der er ikke tid til at blogge, for Jacob og jeg er nået til slutningen af vores Harry Potter film-marathon. Så du må nøjes med dagens snapshot: Asger, der får græsk yoghurt til dessert…
af Anna Skyggebjerg den 20. august 2014
“Networking for introverte”. Det lyder som en selvmodsigelse, men behøver ikke at være det. “Networking for introverte” handler bare om at finde den rette måde at networke på.
I denne blogpost fra Harvard Business Review skriver Dorie Clark hvordan hun har fundet måder at networke på, som passer til hende og derfor giver resultater (dvs: kontakter). Og hun skriver om, hvordan hun til gengæld har lært sig at takke nej til de networking arrangementer, som hun ikke kan lide, og som (af samme grund) ikke giver de ønskede resultater. Pointen er kort sagt, at man skal stå ved sig selv:
Finding the type of gatherings that work for you will make your netwworking much more succesful – - and more enjoyable. [...] We need to start saying no to torturing ourselves in the belief that it’ll ultimately be good for us, we have to reclaim networking and do it our own way.
Clarks konkrete forslag: 1) Skab dine egne arrangementer. 2) Tag hensyn til, hvornår på dagen du fungerer bedst. 3) Lav en cost-benefit analyse forud for et arrangement, du overvejer at deltage i: Hvor sandsynligt er det, at dette arrangement vil give mig det ønskede resultat. Hvad ville du gøre i stedet, hvis du ikke skulle bruge tiden på det arrangement? 4) Sørg for at have energi til networking arrangementer; sig nej, hvis de ligger i forlængelse af andre energikrævende arrangementer.
De råd ligner faktisk til forveksling de råd, jeg selv giver i det kapitel i Introvert, som handler om, hvordan du passer på dig selv i familien og blandt venner. Hvad enten vi taler om networking eller “almindeligt” socialt liv, består opgaven dybest set i at finde en balance mellem hensynet til din introverthed og hensynet til vigtigheden af de arrangementer, der kræver af dig, at du tilsidesætter din introverthed.
At finde den balance er vejen til et godt liv.
af Anna Skyggebjerg den 19. august 2014
Lige som man tror, man er den smarteste mor….
Jeg har som bekendt lavet et system, der skal sikre, at Jacob (13 år) får rent tøj på hver dag: Der hænger 7 bøjler i skabet, hver med en ren skjorte, strømper og underbukser og med ugedagen skrevet på et stort skilt.
I dag, da han kom hjem fra skole, havde han en t-shirt på.
Mig: Hvorfor har du ikke skjorte på?
Han: For mandags-bøjlen var tom.
Mig: Det er tirsdag!
Han: Nåe. Det forklarer det jo.
PS: Dagens snapshot
af Anna Skyggebjerg den 18. august 2014
Det med det poetiske, introverte hjerte… Betyder det så, at ekstroverte hjerter ikke indeholder Solitude Mountains, River of Daydreams eller Country of Animal Pals, men alene steder som River of Partying, Land of Groupwork og Region of Multitasking?
Nej. Det betyder det på ingen måde.
At være introvert eller ekstrovert betyder, at der er bestemte ting, vi foretrækker, og som derfor optager store dele af vore hjerter. Bestemte måder at være social på, for eksempel. Bestemte måder at lade batterierne op på. Et bestemt niveau af ydre stimuli, som får os til at føle os perfekt tilpas (højt for ekstroverte, lavere for introverte).
Men: Ingen er 100% introvert eller 100% ekstrovert. Vi har begge sider i os og kan dyppe i den ikke-dominerende side. Og vi gør det, enten fordi det er nødvendigt (for eksempel hvis et job kræver det af os) eller fordi vi har brug for det. Selv det mest introverte menneske har brug for ydre stimuli; selv den mest ekstroverte har brug for ensomhed.
Derfor rummer det ekstroverte hjerte også steder med solitude og daydreams og alone time. Men de fylder mindre end i et introvert hjerte. Ligesom partying, groupwork og multitasking fylder mindre i det introverte hjerte end i det ekstroverte.
Vi er forskellige, men ligeværdige. Hvis vi anerkender det (ved i praksis at udvise gensidig forståelse og respekt), får vi fantastisk glæde af vores forskelligheder. Den pointe har jeg nævnt 117 gange her på bloggen. Og jeg bliver ved, indtil vi har reel ligestilling, og det ikke længere er nødvendigt.
af Anna Skyggebjerg den 16. august 2014
Må jeg præsentere mit hjerte: Et poetisk landskab bestående af Solitude Mountains, River of Daydreams, Alone time Lake, Country of Animal Pals og en lille bitte Hermit’s Cave. (Men ja, kortet mangler at vise et stort stykke Country of Close Friends og Streams of Empathy…)
(Se en større version her)
af Anna Skyggebjerg den 14. august 2014
Vil du have 7 skjorter?
Hvis du også har en teenage-søn, som ikke går så højt op i at skifte tøj, kunne det jo være, du skulle prøve mit nye system? Det fungerer indtil videre upåklageligt!
Jacob har 7 skjorter, så gode som nye, men lige lidt for små. De er størrelse 13-14 år, men passer nok en 12-13 årig bedst.
Hvis du vil have dem, så læg en kommentar. Så sender jeg dem til dig. Du betaler portoen. Først til mølle…
af Anna Skyggebjerg den 13. august 2014
Børnene er begyndt i skole i dag. Jeg er begyndt på arbejde, hvilket i første omgang bestod i at læse om Edinburghs litteraturfestival og at gå en lang tur, hvor jeg fik idéer (siden droppet igen…). Jeg er et meget priviligeret menneske!
Der er et andet medlem af husstanden, som også kan siges at være temmelig priviligeret. I den persons skab hænger der 7 bøjler med nystrøgne skjorter. På hver bøjle hænger der desuden et plasticchartek med ugedagene skrevet på. Hvert chartek indeholder rene sokker og rene underbukser.
Det ligner måske et system, der er udtænkt af Forældrenes Servicecentral. Faktisk er det et system, der er udtænkt af en forælder (mig), der har prøvet alt andet først - og nu frustreret anser dette som sidste mulighed for at lære en teenagedreng at skifte tøj. Så det er i grunden ikke tænkt som et privilegium, det ligner bare umiskendeligt… Men hvis jeg så til gengæld kan slippe for at sige flere gange, “Har du husket…”, er jeg faktisk ret glad.
Som bekendt: A mom’s gotta do what a mom’s gotta do!
af Anna Skyggebjerg den 12. august 2014
I dag er jeg stille. For i dag er jeg fuld af en følelse, som kan gøre selv en meget talende person som mig helt stille: Skam.
Brené Brown, som forsker i skam, definerer det som den følelse, at “hvis nogen vidste det her om mig, ville de ikke kunne lide mig.” Og derfor tier man stille med det, man skammer sig over. Hvilket kun øger skamfølelsen. For skam næres af tavshed.
Til gengæld: Modgiften mod skam er at fortælle om den til et menneske (bare et enkelt menneske), som har fortjent at høre ens historie, og som man kan regne med vil sige: “Det forstår jeg godt. Det har jeg også oplevet. Ikke helt det samme, men selve skammen.”
Det er blandt andet derfor, vi er så afhængige af at have sådan et menneske (bare et enkelt menneske) i vores liv. Mit menneske hedder Anne Marie. Hende skal jeg ringe til.
Hvem ringer du til, når det er dig?
af Anna Skyggebjerg den 10. august 2014
Jeg går en masse kilometer hver dag. Derfor hører jeg også en masse brudstykker af samtaler. I dag gik jeg forbi en gammel mand med synshandicap, som gik tur sammen med en pige på omkring 10 år. Hun holdt ham om armen. Og jeg hørte følgende:
Han: Den bygning er også en del af Landbohøjskolen.
Hun: Ok. Pas på, der er en hundesnor foran dig.
Han: En snor eller en lort.
Hun: En snor.
Han: Ok.
De var søde. Og jeg tænker, hvor godt det er at være et par, hvor den ene ser de store ting og den anden de små ting.
PS: Her i familien er vi begyndt på en Harry Potter film-maraton. Årsagen er, at da vi var på ferie i Skotland, kørte vi med tog fra Isle of Skye til Edinburgh – og dermed over den berømte bro, som Hogwarts Ekspressen kører over. Det er noget af det smukkeste, jeg nogen siden har set. Så smukt, at man bliver virkelig rørt. Så for at se broen igen, ser vi nu alle Potter filmene.
