ANNA SKYGGEBJERG

Jeg er kommet hjem fra Italien. Men det føles lidt, som om en del af mig er blevet tabt i en portion Pasta Med Fire Oste. Muligvis min hjerne. Jeg synes i hvert fald ikke rigtigt, den fungerer som den plejer. Den skulle tænke på svære sager, men bliver ved med at vende tilbage til det her:

og det her

Det midterste er Como-søen. Hvis du har læst Zen for Mødre ved du, at jeg har mediteret til forestillingen om at gå tur med George Clooney langs netop Como-søen. Dengang havde jeg ikke set den i virkeligheden. Nu, hvor jeg har, må jeg sige, at det var et glimrende valg. Både søen og manden (som jeg dog stadig ikke har set i virkeligheden).  

Herhjemme på reposet arbejder jeg stadig med spørgsmålet fra den kvinde, som har svært ved at holde af sin far, er plaget af  dårlig samvittighed og gerne vil nå at gøre noget ved forholdet, inden faderen dør. Aldrig nogensinde har noget været så svært for mig at svare på. Og det er næppe alene på grund af hjernen og Pasta Med Fire Oste. Efterhånden har jeg lært, at den slags modstand plejer at være et vink med en vognstang….  Kunne det mon være så svært for mig, fordi mine forældre døde, inden jeg nåede alt det, jeg skulle have nået? 

Har du et spørgsmål til brevkassen, så se her, hvordan du skriver.

{ 1 kommentar }

I går fik jeg ikke blogget, fordi jeg kom sent hjem. Jeg var her…

… i Parken til Justin Timberlake koncert. 

I dag får jeg heller ikke blogget, og det er af den helt samme årsag: Jeg har ondt fra håret og ned på grund af tømmermænd. Jeg rører ikke alkohol, så det er sociale tømmermænd. Den slags man kan få, når man er en ultra-introvert blandt 50.000 støjende mennesker. Men det er ok med de tømmermænd; jeg er lykkelig for at have oplevet koncerten. (Elise, jeg så godt, du grinede af mig, da jeg tændte lyset i min mobil og holdt den lige så forsigtigt frem!)

Jeg kunne naturligvis ikke have drømt om at gå i utide i aftes. Det drømmer jeg ellers tit om, når jeg er til noget socialt halløj. Og som regel gør jeg drømmen til virkelighed: Jeg smutter fuldkommen lydløst ud. Maren Uthaug kalder det for en asocial ninjafinte. Ha!

PS: Jeg er i Italien fra torsdag til søndag. Uden computeren. Så…  

{ 0 kommentarer }

Jeg er vokset op i et hjem, hvor befrielsen blev fejret, og den tradition har jeg holdt fast i. Så vi har lys i vinduerne i aften. Ikke fordi jeg kun tænker på befrielsen den 4. og 5. maj. Det gør jeg faktisk næsten hver eneste dag. Sidste år brændte jeg nemlig hul i et dyrt gardin foran mit skrivebord …

Jeg kunne vælge mellem tusindvis af citater om befrielse, frihed, lys og mørke. De fleste er nærmest nuttede sammenlignet med Nelson Mandelas radikale syn på frihed og menneskers forbundethed:

For to be free is not merely to cast off one’s chains, but to live in a way that respect and enhances the feedom of others.

Jeg er ikke sikker på,  om det også betyder, at man skal kæmpe for en tidligere interneret hunds ret til at sidde i en hvid sofa og se Brøndby-København, men som illustration til dagens blogindlæg kommer alligevel dette. Som er uskarpt, fordi Asger er livlig, når han ser fodbold på tv:

{ 3 kommentarer }

Some girls have all the fun! For eksempel mig, som sidder i smukke omgivelser og får lov at skrive brevkassesvar.

Jeg har lige skrevet til en mand, hvis hustru har været ham utro gennem 1½ år. Han var optaget af, om han skulle dømme hende ude på grund af lav moral. Jeg var optaget af at få ham til at vende blikket den anden vej og svare på, hvad han vil med sit liv.

Nu skal jeg svare på et fantastisk brev fra en kvinde på 50 år, som ikke synes, hun er den datter, hun gerne vil være. Hun synes, hun burde holde mere af sin far og være tålmodighed med ham, for han er trods alt 80. Men… kærligheden til ham er blevet slidt op af mange års tyranni fra faderens side. Faderen har et iltert temperament, som er gået ud over både hustru og børn. Brevskriveren kan næsten ikke hodle ud at være sammen med ham. Og hun kan slet ikke holde forstillelsen ud: At når familien er samlet, lader alle som om, det hele er så hyggeligt. Brevskriveren er udmattet i måneder efter…

Spørgsmålene er blandt andre, hvornår man er en god nok datter? Og hvilke forpligtelser man med rimelighed kan siges at have overfor en far, som man faktisk ikke kan holde ud?

Hvad siger I?

{ 8 kommentarer }

Jeg fortalte for en uges tid siden, hvordan jeg drømmer om et orangeri – og har sået frø fra Frøkenhat, Vortemælk og Storskærmet Kongekommen. Jeg synes, jeg skylder en statusopdatering…

Frøene har stået i små potter i et stort, sydvendt vindue. De har det meste af tiden været overdækket af plasticfilm, for at de skulle tro, de stod i drivhus. Det så egentlig  lovende ud, gjorde det. Men efter omtrent 1½ uge er status af 30 potter med flere frø pr potte: 1 (1!!!) bette spire.

Hvis den nogensinde bliver til en Frøkenhat, vil jeg bære den på hovedet og lade mig fotografere. Ja, jeg tør faktisk love hvad som helst, for… It aint gonna happen! 

Jeg elsker blomster. Og jeg bøjer mig i næsegrus beundring for de mennesker, hvis talent gør det muligt for mig at gå til blomsterhandleren og købe planter, der allerede er store og blomstrende og giver mig udsøgt glæde. Tak for det! 

Måske jeg alligevel skulle satse på det med at komme til at ligne Sanne Salomonsen?

Drømmene – og realiteten:

{ 5 kommentarer }

Jeg har fået brev med posten. Det første af omkring 25, som jeg selv har betalt for at få. Ret interessant!

Jeg er begyndt at abonnere på Letters in the mail, som betyder, at jeg mindst to gange om måneden får et brev i postkassen. Hvem det er fra? En eller anden dygtig amerikansk skribent, denne gang en vis Chellis Ying, som jeg aldrig har hørt om. Hvad der står i det? Det vides ikke på forhånd, men denne gang var det en historie om forfatterens 6 måneder lange vandretur i Sydamerika. Om glæden ved at rejse. Om at skulle på toilettet i fri luft og lige ved siden af den nye kæreste. Brevet slutter sådan her:

Travel because, in the most unexpected places, such as squatting under a tree with your pants down, you may find beauty.

Jeg er vild med idéen. Jeg blev glad, da jeg modtog brevet. Satte mig til rette og glemte fuldkommen, at det ikke kun var sendt til mig. Jeg gemmer det selvfølgelig og glæder mig allerede til det næste. For jeg ved, at jeg may find beauty. Det gør jeg altid hos dygtige skribenter.

Skal vi ikke have den idé til Danmark? Ville du betale for eksempel 50 kroner om måneden for at få to breve fra skribenter, som har noget på hjerte?

{ 8 kommentarer }

Jacob er lige kommet hjem efter en lang dag i skoven, hvor han har spillet rollespil med en hel masse andre. Han gik i bad. Og derefter sagde han følgende:

“Bare lige en kort kommentar, inden jeg trækker mig tilbage til mit eget univers: Jeg håber, I har haft en god dag. Jeg har haft en skøn dag.” Så snuppede han en is og lagde sig på sengen for at se tv. Alene. Endelig. Der skal seriøst lades op, når en introvert har været 12 timer sammen med mange mennesker.

Forleden fik jeg en mail fra en introvert kvinde, hvis mor ikke havde den viden, da mailskriveren var barn. Og det fik store konsekvenser:

Det var ikke nemt at være et meget introvert enebarn, med en extrovert mor, og en introvert far, der ikke fyldte meget i familien. Men som jeg elskede højt. Min mor forstod mig ikke – forståeligt nok. Hun elskede fest og farver, mennesker omkring sig. Og jeg, der hellere ville sidde alene med en bog… 
At hun ikke forstod mig, gjorde mig usikker. Jeg følte mig forkert, og ikke værdsat som den, jeg var.  Desværre varede det hele livet. Jeg følte altid, at jeg skulle gøre mig fortjent til hendes kærlighed, hvorimod min far elskede mig som den, jeg var. Selvfølgelig fordi han genkendte mig i sig selv.

Min mor var meget elsket af sin familie, og jeg fik altid at vide at jeg var heldig med sådan en mor. Det forvirrede mig, for hvorfor følte jeg ikke det samme?  Hun gjorde det bedste, det er jeg slet ikke i tvivl om, og jeg er ikke bitter. Hun blev en skøn bedstemor til vores to sønner. De skulle ikke leve op til hendes forventninger, og blev elsket som de dejlige børn,de var. 
 

Rørende historie! Og hurra for, at tiderne har ændret sig, så der er nu kommet fokus på introversion og ekstroversion. På det faktum, at vi er forskellige, men ligeværdige.

{ 1 kommentar }

Alle beboere på min vej bor i gule og ikke særligt pæne rækkehuse. Bortset fra en enkelt, som bor i et grønt hus med en eventyrlig udsigt – og gør det retfærdigt, at vejen hedder Fuglebo:

{ 0 kommentarer }

Det er blevet hverdag på reposet. Jeg har huset for mig selv, skriver på den nye brevkassebog – og føler mig lykkelig. 

I dag har jeg færdiggjort svaret til en kvinde, hvis familie bliver chikaneret af ægtefællens tidligere hustru. Det svar kom blandt andet til at handle om ikke at turde markere sine grænser. Her får du en lille bid. Inkluderende nogle af de mere komiske episoder fra mit liv, hvor jeg ikke har fået markeret mine grænser. For jeg ville så nødigt virke uvenlig…

En af årsagerne til, at det er anstrengende at have fokus på sine grænser, er, synes jeg, at man føler sig så uvenlig. Og vi er nogle stykker som for alt i verden ikke vil virke uvenlige. Så vil vi hellere tegne vores grænser op med stiplede linjer og tage et par af de slag, der går ind. Kender du mon ikke godt det? Det her er mig, men måske det også kunne være dig:

 En fremmed dame ringer og siger, at hun er ved at starte egen virksomhed og gerne vil have nogle råd fra mig, fordi jeg har skrevet en bog, hun har hørt godt om. Hun afbryder mig i mit arbejde, men jeg lytter alligevel til hende i 45 minutter. I løbet af den tid når hun også at fortælle om sit og mandens nye drivhus. Det er sådan et godt sted for hende at slappe af. Hun har stillet en stol derind.

Jeg er noget så venlig; hun har jo rost mig og synes, jeg er dygtig, så jeg synes ikke, jeg kan tillade mig…

(Indeni er jeg rasende.)

Jeg er til et socialt arrangement. Der er en, som siger, ”Hvem er det nu, du ligner? Du ligner hende der, du ved….Ved du, hvem jeg tænker på?” Jeg smiler nervøst og ryster på hovedet. Jeg siger ingenting, selvom jeg har prøvet det her mange gange og ved, hvad der kommer til at ske, når jeg ingenting siger: Et par andre gæster tilbyder at hjælpe, når nu jeg ikke selv ved, hvem jeg ligner. Og sammen når de frem til, hvem det er. Det er hver gang den ene af tre muligheder. Som ved Gud er mere specielle end kønne.

Så går samtalen videre med noget andet.  Jeg smiler igen og går ud på badeværelset. Der bliver jeg, så længe jeg kan tillade mig det uden at virke sær. For med mit udseende kan jeg ikke tillade mig også at være sær.

(Bagefter begynder jeg at tænke på, hvad jeg skulle have sagt. Det er ret omfattende. Mit bedste forsvar er et angreb, vurderer jeg, så jeg tværer dem ud, inden de overhovedet er kommet igang.)

Min svigermor siger, ”Anna? Sikke da et gammeldags navn. Jeg kan bedre lide Anne. Jeg kalder dig Anne.” Og det gør hun så. Og da jeg for himlens skyld ikke vil være uvenlig, siger jeg ikke noget.

(Og det kommer jeg aldrig til. Hun fik mig gjort tavs én gang for alle.)

{ 8 kommentarer }