ANNA SKYGGEBJERG

“Hvis du alligevel ikke skal lip synce, tager du så ikke lige cocktailbærene?”

Det er en gakket sætning!  Den vidner om, at i aftes ikke var en helt almindelig aften her i huset: Jeg bagte plumkage, og Jacobs bidrag var at underholde mig med at lip synce. Til Earth, Wind & Fire og Adele og nogle rappere, jeg ikke kendte på forhånd. Og da han var færdig med det, var det jeg sagde, “Hvis du alligevel ikke skal lip synce, tager du så ikke lige cocktailbærene?”

Vi skal holde en lip sync konkurrence i juleferien. Jacob er langt foran allerede, for jeg aner ikke, hvilke to sange jeg skal vælge -- og er i øvrigt elendig til at lære tekster udenad. Men jeg tror, det bliver godt alligevel. Lip sync er vores ting. Og det er godt, vi har det sammen, for det er ikke helt nemt at finde mødepunkter med en 14-årig, computerspillende og hormonelt udfordret dreng. Jeg længes ind imellem efter dengang for kun et par år siden, hvor jeg hver dag læste op for ham i lang tid og vi drak eftermiddagste og han helt selv fortalte, hvad han tænkte på. 

Tak til Jimmy Fallon, som har introduceret os til lip sync battles. Her er en af de gode. Med Ellen. Den Ellen, du ved. Jeg elsker hende!

{ 2 kommentarer }

Plads til begejstring

Jeg synes egentlig, jeg er nem at begejstre. Alene idag…. en kirkekoncert med Händel, et digt af Mary Oliver, en øjenskygge fra Chanel, en kage fra Lagkagehuset og (ikke mindst!) 8. afsnit af Homeland. 

Men så var det, jeg midt i begejstringen over min egen begejstring kom i tanker om Morten DD (gamle følgere af bloggen vil genkende ham). Det gjorde, at nu synes jeg i grunden, min begejstring er noget fesen. 

Morten DD er fra programmet Bidt af naturen. Morten er ude at vende kokasser. Og allerede, da han vender den første, finder han noget, der gør ham glad. Meget, meget glad, faktisk.

Mine damer og herrer, nyd Morten, en mand, der virkelig kan begejstres:

{ 4 kommentarer }

Tidlig julegave til mig selv…

Jeg elsker citater. Og jeg elsker den amerikanske forfatter Cheryl Strayed. Så en bog med hendes citater… Jamen, så bliver det ikke større. Troede jeg. Indtil jeg fandt ud af, at Strayeds lokale boghandel i Portland, Oregon, solgte signerede eksemplarer. SÅ kunne det virkelig ikke blive større. Jeg bestilte straks. Som en tidlig julegave til mig selv.

Nu har jeg modtaget bogen. Den er signeret til Bernadine. 

Det viser sig, at Bernadine er en af Strayeds canadiske fans. Bernadine har nu min bog, jeg har hendes. Vi får det fikset!

Resten af indholdet er præcis så fantastisk, som jeg vidste, det ville være. Du skal have det citat, som er mit favorit-citat. Jeg har faktisk ejet et krus med det citat på, men forærede det til en kvinde, som jeg syntes, trængte til det. Hvis jeg nogensinde skulle have en tatovering…. Eller et korsstingsbroderi over min seng….

Læs det højt for dig selv. Flere gange. Lad det synke ind:

Be brave enough to break your own heart.

{ 2 kommentarer }

Det sner! 

Det er for alvor vinter, og jeg har gjort vinterlige ting idag: kogt suppe, julepyntet en lille smule og (endelig!) erstattet hortensiaen foran døren med et grantræ. Og så har jeg nydt sneen, for sne gør mig stille indeni. 

Og her er mere, der gør mig stille indeni: Et vinter-haiku, der indfanger et vidunderfuldt billede af et barn, som går ud i haven en stille morgen og børster den første sne af sin gynge:

A child shakes

the first snow from the swing.

A quiet morning.

(Tomislav Maretic)

Dagens snapshot: Haven forvandlet til et winter wonderland

{ 0 kommentarer }

Jeg har haft besøg af min bedste veninde, som jeg har kendt, siden vi var 5 år. Hun har været her i 50 timer, vi har talt i 32 og blev ikke færdige. Det bliver vi aldrig. 

I den anledning er dagens blogindlæg en bid fra Kærlig hilsen Anna, hvor jeg prøver at give en kvinde mod til at dele sin hemmelighed med en enkelt af de mange veninder, der intet ved:

Faktisk er det alt, hvad vi dybest set behøver:  At der er et enkelt andet menneske, som kender os 100% og accepterer os 100%. Bare et enkelt andet menneske, som vi altid kan regne med vil sige, ”Jeg ved, hvordan det er.” Som vi ikke har nogen hemmeligheder for.  Som kan få os til at grine af noget, vi ikke troede det muligt at grine af. Som kan rumme vores manglende perfektion, vores sårbarhed og vores angst for ikke at være værdige til kærlighed. Sådan et menneske gør hele forskellen i livet. Mit menneske hedder Anne Marie, og jeg tror, jeg ville dø af ensomhed uden hende. 

PS: Hvis du har en veninde  eller en anden, du gerne vil give en kærlig hilsen til jul, så husk, at du kan købe et signeret eksemplar af Kærlig hilsen Anna her hos mig. Du sender mig en mail på mail@annaskyggebjerg.dk med din adresse og navnet på den, som bogen skal signeres til. Så pakker jeg den pænt ind og sender den til dig. Prisen er 250 kr. incl. porto.

{ 3 kommentarer }

Siden sidst har der været terrorangreb i Paris…

Jeg har siddet klistret til tv’et, suget ind i nyhedsstrømmen i et forsøg på at fatte omfanget af det hele. Og været ved den franske ambassade med blomster.

Men jeg har også været på besøg hos venner og næsten ikke talt om terror. Jeg har hørt Vivaldi og lavet flow food. Plantet blomterløg. Læst en roman. Mediteret. Og i aften tager hele familien i teateret for at se “Romeo og Julie”. Vi lever livet videre. Alligevel mærker jeg en følelse af uvirkelighed over alt, hvad jeg gør. Og også en følelse af angst, der manifesterer sig i tanker om, at jeg ikke vil med Metroen og er glad for ikke at have fået billet til landskampen på tirsdag. Læg dertil vrede, hævngerrighed og en svidende magtesløshed.

Kort sagt er jeg et rod af følelser. Jeg er trykfølsom, farer op og kan ikke helt garantere for en adækvat reaktion, når nogen siger noget til mig. 

I den situation kender jeg kun en enkelt metode: Jeg sætter mig på meditationspuden og trækker vejret. Skaber et stille rum. Prøver at bevare hjertet åbent. Tænker på Pema Chödrön: War and peace start in the human heart. Whether that heart is open or whether that heart closes has global implications.

Dagens snapshot: Midt i november tilbyder min have mig denne uendeligt fine blomst til min vindueskarm. Jeg insisterer på at fryde mig over den!

{ 0 kommentarer }

Random Number har fundet en vinder af Detektiv dunkeldirks Julemysterium…

TILLYKKE TIL ANNINE.

Annine, send mig din adresse på mail@annaskyggebjerg.dk, så er der et julemysterium på vej med posten.

TAK til alle, som deltog. 

{ 1 kommentar }

“Brug for en mor. Når du har brug for en mor -- bare ikke din egen mor.”

Det er en amerikansk kvinde, som har startet sit eget firma, Need A Mom, og har ovenstående overskrift på sit website. Jeg synes, det er genialt!

Hendes målgruppe er unge i 20′erne, som stadig har brug for moderlig omsorg og rådgivning, men hvis mødre måske bor langt væk, eller ikke længere lever -- eller bare er almindeligt trælse, så man ikke gider spørge dem til råds, fordi de altid lige skal pointere, at man roder eller får for lidt at spise.

Nina Keneally, som har skabt firmaet, er for eksempel blevet hyret til at sidde på sengen og hjælpe en pige med at rydde op i tøjskabet. Hun er også kommet på sygebesøg hos en pige, som lige var blevet opereret. Hun hjælper med CV og ansøgninger, at hun går med på café og lytter og giver gode råd. For $40 i timen. 

Jeg tror faktisk, jeg ville synes, det var en godt job. Og jeg har tyve års erfaring! 

Jeg går gerne med ud til frokost, hvis det er, at ens egen mor ikke er helt nem at have med:

{ 0 kommentarer }

Jeg vidste  godt, jeg ville være træt efter tre dages Bogforum. Så jeg tog min egen medicin. Men den hjalp ikke, for jeg tog for lav en dosis.

Den medicin, jeg skal tage, når jeg har haft mange udadvendte aktiviteter og er løbet tør for energi, er: Ro. Ingen planer. Alenetid.

Så klog, som jeg jo er, havde jeg allerede for længe siden sørget for, at Mandag Efter Bogforum var en 100% fridag. Tirsdag, derimod, havde jeg lagt to møder. Som jeg nød, men som, viste det sig, krævede, at jeg trak på reservebatteriet og en god portion vilje. For faktisk var jeg ikke ladet op endnu. En enkelt fridag var ganske enkelt ikke nok. 

Enhver må finde sin egen brøk med det tæt-på-perfekte forhold mellem at forbruge energi og at genoplade. Din brøk er sikkert ikke ens altid, men afhængig af, hvilken type aktivitet, du har været engageret i. Men det er værd at tænke over sin brøk – og derefter at stå ved den overfor sig selv (i modsætning til, hvad jeg lige har gjort). Jeg nævner det bare lige, nu her op til tiden med julefrokoster… 

PS: En af de ting, jeg har gjort for at genoplade i dag, er, at jeg har skrællet en halv kurv med æbler og kogt marmelade. Det var Pelspølsen glad for, for så kunne hun overtage kurven (ja, nu siger jeg godtnok, at hun er glad – og viser et foto, hvor hun ser skide sur ud. Men sagen er altå, at Pelspølsen er, hvad man kan kalde ekspressivt udfordret. Hun ser altid sur ud, selvom hun faktisk er ret så glad…)

{ 4 kommentarer }