ANNA SKYGGEBJERG

Noget om ikke at slå andre i hovedet med sine overbevisninger…

Kan du huske gårsdagens blogindlæg om den lavine af mindre ulykker, der ramte mig, da jeg på én gang ville tage sandaler af og tjekke mobilen. Indlægget sluttede med, “Zen-master Thich Nhat Hanh, jeg lytter nu!” – og så en af Thich Nhat Hanhs kalligrafier med teksten Living mindfully. Living peacefully.

Det affødte denne kommentar fra Karen Thomsen:

Anna, det er et klart eksempel på vores vilkår, cyklerne vælter, vores guldsandaler bliver pløret til af mudder. Og det er lige der, vi må være helt klare på, at det er vilkår og ikke noget der handler om, at vi ikke har læst mindfull-lektien godt nok, for så kan selv den blive et projekt, der kan stresse os. 

Den kommentar er god. Tak, Karen!  Blandt andet er den god, fordi den giver mig anledning til at pointere noget, jeg føler stærkt for, men tydeligvis ikke altid får udtrykt: 

Vi kan alle have vore personlige holdninger til, hvordan tilværelsen er skruet sammen. Og især, hvad der er årsag og virkning i vort eget liv. Jeg kan for eksempel mene, at der er en årsag-virkning sammenhæng mellem min iver efter at gøre to ting på samme tid, og så den række af “ulykker”, der følger.  Det er jeg naturligvis i min gode ret til. Og jeg kan skrive blogindlæg om det – og bøger, hvis jeg kan få nogen til at udgive dem. MEN efter min bedste overbevisning må man aldrig, aldrig ophøje sine personlige erfaringer om årsag-virkning  til at gælde for andre (og dermed i et snuptag ophøje sig selv til ekspert på noget uhyre kompliceret).

Jeg er klar over, at nogle mennesker mener, de kan undgå for eksempel sygdom og arbejdsløshed ved at tænke positivt eller leve med mindfulness. Eller de mener, at de ved at tænke positivt/ leve med mindfulness  kan kurere sygdom eller leve længere med sygdom eller genfinde et arbejde. Jeg respekterer det (selvom jeg ikke er enig). Men jeg respekterer ikke, når man ophøjer denne overbevisning til sandhed og dermed giver mennesker, som er syge eller arbejdsløse eller på anden vis kæmper i deres liv, skyldfølelse og skamfølelse:  ”Det er min egen skyld, fordi jeg ikke har været positiv nok eller mindfull”. 

Min erfaring i går mindede mig om Thich Nhat Hanh og mit løfte til mig selv om at prøve at leve lidt mere i nu’et. Fordi jeg tror, det vil gøre min hverdag  bedre. Men uanset hvor mange cykler andre vælter i deres liv eller hvor ofte sygdom rammer dem, vil jeg ALDRIG påstå, at det er noget, de selv har tiltrukket ved ikke at være  nok.

Vi er alle nok. Gode nok. Slanke nok. Mindfulle nok. Positive nok. Værdige nok. Og ingen skal fortælle os andet.

{ 2 kommentarer }

I dag var jeg til sommerfest iført nye, smukke sandaler. Ja, jeg havde selvfølgelig andet på end dem, men jeg havde altså også de sandaler på. Og så havde jeg praktiske skiftesko med til den 12 km lange cykeltur hjem… 

Så da jeg var kommet udenfor huset, hvor festen fandt sted, og skulle til at cykle hjem, stillede jeg mig på ét ben for at tage sandalerne af, mens tasken med de praktiske sko stod på bagagebæreren. Samtidigt ville jeg med den anden hånd  lige tjekke, om der var kommet en sms.

Jeg skal ikke kunne sige, præcist i hvilken rækkefølge ting skete, for de skete temmelig hurtigt efter hinanden, men i hvert til fælde falder tasken med de praktiske sko ned fra cyklen, og cyklen vælter, og den vælter de næste tre cykler i rækken, og jeg taber telefonen, og solbrillerne ryger af panden og et af glassene ryger ud og jeg vrikker om på den ene fod og får en smuk sandalhæl stukket dybt ned i halvvåd jord.

Hallo, Zen-master Thich Nhat Hanh, jeg lytter nu!

{ 6 kommentarer }

Hvis du kunne lide min  Introvert, vil du elske Susan Cains mesterværk Quiet. The Power of Introverts in a World That Can’t Stop Talking. 

Men den er lang… Så her får du en 2-minutters illustreret udgave, hvor Susan Cain selv fortæller. Enjoy!

{ 4 kommentarer }

I weekenden var jeg til rund fødselsdag med en masse mennesker. Mennesker, som jeg kender godt. Mennesker, som jeg holder af. Og alligevel…

…alligevel fandt jeg pludselig mig selv bladrende gennem et bolig-magasin, jeg havde støvet op i et hjørne.  Jeg kunne lige så godt have lynet et PrivacyPop telt omkring mig, så tydeligt var det, at jeg bare ville være i fred. Ikke nogen videre høflig og selskabelig opførsel.

Men det er vigtigt at huske, at når vi introverte trættes af sociale arrangementer med mange mennesker, er det ikke fordi, vi ikke gider være sammen med dem, vi er sammen med. Vi trættes, fordi vi er dem, vi er: Introverte.

I dag ville jeg ønske, jeg havde sagt højt til de nærmeste, “Jeg har brug for at trække mig tilbage en ti minutters tid. Så jeg læser lige det her blad.” Ihukommende undertitlen på Introvert: “Stå ved dig selv”. Der ville næppe være nogen, som af den grund kunne finde på at tænke, “Hun er godt nok en sær snegl!” Og selv hvis de gjorde… hva’ så?

Jeg øver mig fortsat i at stå ved mig selv på den bedst tænkelige måde.

{ 2 kommentarer }

Se lige den her smarte ting på billedet: Et telt til at rejse omkring sin seng. Det er vist oprindeligt tænkt til amerikanske studerende, som deler værelse med en anden studerende og har brug for at kunne finde ro til studierne. Men jeg øjner flere markeder, for er det måske ikke perfekt til introverte  eller til forældre med små børn? (Eller måske ikke til forældre med små børn? For hvilke børn vil lade en forælder sidde derinde i fred? Enhver kan jo se, at der bare skal  tilsættes en rulle Mariekiks, så har man en fest!)

I mangel af et PrivacyPop telt, så prøv at finde andre muligheder for tilbagetrækning. Så du hver dag får bare 10-20 minutter i fred og med dybe vejrtrækninger. Husk, at du ikke fravælger din familie ved at tilvælge tid til dig selv. Du lader op, så du igen har noget at give. 

(Kan købes her)

{ 0 kommentarer }

Jeg vil ikke være bekendt at belemre nogen med et blogindlæg om, hvad feriens sidste dag er gået med. Men her er alligevel et hint…

Der er to måder at vaske tallerkener på. Den ene er at vaske tallerkener for at få rene tallerkener, den anden er at vaske tallerkener for at vaske tallerkener.

Citatet er af zen-mester Thich Nhat Hanh. Og jeg er ret sikker på, at ordet “tallerkener” kan udskiftes med det i mit tilfælde mere dækkende ord “hus”. 

Jeg prøver, jeg prøver. For jeg ved, Thich Nhat Hanh har fat i den lange ende, når han insisterer på nærvær i hvert eneste øjeblik, i hver eneste vejrtrækning. Man skal vaske tallerkener for at vaske tallerkener, og nyde det, mens man gør det. Man skal ikke skynde sig, fordi man vil videre til noget sjovere, for så går man glip af det mirakel, som hvert øjeblik er. Som sagt: Jeg prøver. Og jeg har en fornemmelse af, at jeg kommer til at prøve i ret lang tid…

PS: Pelspølsen kan godt lide, når malamutten er på weekend hos sin feriefamilie, for så tør hun igen komme i haven og rulle sig på den græsplæne, som jo egentlig er hendes… (Vi arbejder seriøst på, at hund og kat trygt skal kunne være i haven samtidigt!)

{ 2 kommentarer }

Ferie handler om nærhed. Om at være nær hinanden på en helt anden måde, end hverdagen levner plads og energi til. Det er i hvert fald den forestilling, vi har, når vi tager på ferie. Realiteterne, derimod…

Realiteterne er – i hvert fald i min familie med store børn – at nærhed ikke kommer pr. automatik, bare fordi vi har ferie sammen. Ferien kom i sidste øjeblik, alle var udmattede, og derfor gik der mindst et par uger med at alle sov længe, men ikke lige længe. Så vi havde helt forskellige døgnrytmer og stod sjældent stille samtidigt. Nærhed fordrer jo altså, at man står stille samtidigt….

Så efter et par uger måtte jeg indføre ritualer, der sikrede, at vi trods alt talte sammen flere gange i løbet af dagen. Eftermiddagste, aftente, gåture med hunden…

Selvom det er dejligt at sove længe og hang loose, elsker jeg hverdagens ritualer og den ro nærvær og fordybelse, de giver os. 

PS:  Dagens bedste øjeblik: At læse anmeldelsen af Introvert  på bloggen Mit Helle. Se bare her! 

{ 1 kommentar }

Kære alle,

Så er bloggen tilbage efter en lang, lang sommerferie. Tak til jer, som har gidet vente og nu også er tilbage på bloggen.

Jeg har som bekendt været på Der-Sker-Ikke-En-Skid-Koloni. Og der er virkelig ikke sket en skid. Særligt ikke for mig. Resten af familien besluttede nemlig, at der alligevel skulle ske  lidt. Så Jacob og hans far tog på dannelsesrejse til Firenze, hvor Jacob kastede sig over sin aktuelle besættelse: Dante. Samtidigt tog Elise til USA for at besøge venner fra den high school, hun har gået på. Tada: Det betød, at jeg var helt alene hjemme i en uge. Se, det er luxusferie for en introvert med hang til hængekøje.

{ 7 kommentarer }

En af mine venner arbejdede i mange år på sommerkoloni for skolebørn. Når kommunen spurgte ham, hvad der var temaet for kolonien, svarede han, at det var en Der-Sker-Ikke-En-Skid-Koloni. For hans erfaring var, at børnene havde brug for sådan en ferie, hvor der ikke var arrangeret en skid, bortset fra den ugentlige tur ind til købmanden for at hente mere slik.

Her i familien er vi fra i dag taget på Der-Sker-Ikke-En-Skid-Koloni i vores eget hus. Vi bliver her hele ferien, for vi skal geare ned. Og derfor har jeg samlet en stabel bøger, jeg glæder mig til at læse ude på græsset:

Khaled Hosseini Og bjergene gav genlyd har jeg faktisk allerede læst færdig. Den er helt i særklasse fantastisk! Men jeg advarer: Den holder kun få feriedage, de mange sider til trods.

Derfor skal jeg nu igang med David Grossman Kvinde på flugt fra meddelelse  og Katherine Center The Lost Husband. Den sidste roman kender jeg intet til, men den bliver anbefalet af  Brené Brown, hvis to bøger, jeg også skal læse i ferien: The Gifts of Imperfection og Daring Greatly. Brené Brown er hende, hvis TED-talk jeg talte om forleden dag.

Og så skal jeg læse Liselotte Vejborgs Sådan holder du hovedet koldt. En guide til dig, der venter på barn. Jeg venter godt nok ikke på barn, men jeg lærer altid noget af Liselotte, så derfor vil jeg læse hendes seneste.

Jeg ønsker jer alle en sommer fuld af sol og Zen!

På gensyn 1. august.

{ 8 kommentarer }