ANNA SKYGGEBJERG

I dag  faldt jeg over et citat, som jeg gerne vil dele. Det handler om at acceptere det, som er. Konkret: At acceptere, at ens børn er, som de er – og er perfekte som de er. Også selvom de måske ikke lige blev sådan, om vi  har gået og forestillet os og måske endda håbet på.

Ordene kommer fra en kvinde, hvis teenage-søn har fået en hjerneskade:

Motherhood is about raising and celebrating the child you have, not the child you thought you would have. It’s about understanding that he is exactly the person he is supposed to be. And that, if you’re lucky, he just might be the teacher who turns you into the person you are supposed to be.

– Joan Ryan, forfatter

{ 2 kommentarer }

I dag fik jeg igen hjælp af Pema. Der opstod en situation på min arbejdsplads, som var helt groteskt stressende. Noget med en masse mennesker, en masse papirer og tal – og alting skulle foregå på én gang og jeg måtte ikke begå den mindste fejl.  Bare tænk amerikansk-serie-fra-en-skadestue-og-der-har-lige-været-terrorangreb. Agtigt.

I løbet af  en halv time havde jeg dundrende hovedpine og var tæt på både at miste overblikket og overbærenheden. Men så var det, jeg kom i tanker om Pema, som siger, man skal huske at trække vejret og tage en pause. Så det gjorde jeg: trak vejret og sagde, “Undskyld, men jeg er nødt til lige at have ro et minut for at få overblik – ellers kommer jeg til at begå fejl.” Det virkede.

Jeg nævner det bare, fordi jeg tænker… måske det faktisk også virker, når det ikke er kolleger, papirer og tal, der overmander, men børn, madpakker, søskendekonflikter og forsvundne gummistøvler, gymnastiposer og nøgler. Man trækker vejret i bund – og vender tilbage.

Her er Pemas ord – igen:

You just stop for a few seconds, breathe deeply, and move on. You don’t want to make it into a project. [...] Throughout the day, you could choose to do this. It may be hard to remember at first, but once you start doing it, pausing becomes something that nurtures you; you begin to prefer it to being all caught up.

{ 2 kommentarer }

I dag har vi genopfundet hjulet. Eller i hvert fald næsten: Til afløsning for tanken om, at “Det gør mor nok”, har vi genindført et ritual, som på en nem måde sikrer, at alle bidrager til, at huset ikke roder.  Interesseret? Det tænkte jeg nok!

Ritualet hedder “7 minutters oprydning”. Det går ud på, at vi sammen går gennem rummene i huset (eller nogle af dem) og snakker om, hvad der trænger til at blive gjort. Hver af os får så tildelt et rum – og så sætter vi minuturet på 7 minutter og går i gang med at rydde op. Når uret ringer efter 7 effektive minutter, er vi færdige. En halv times oprydning gør faktisk en stor forskel, men hver af os har kun spenderet 7 minutter. Er det fikst eller hva’? Jeg ved sådan set slet ikke, hvorfor vi nogensinde holdt op med at have daglige 7 minutters oprydninger. Men jeg ved, hvad der fik os igang igen: Min brækkede hånd – og de der ord, jeg fik sagt i går.

Prøv selv!

PS: Puttepatruljen svigter aldrig sit kald!

{ 0 kommentarer }

I dag har min brækkede hånd været på overarbejde – og det har mit moderskab også. Det sker ikke tit, men det skete altså i dag: Der blev sagt ord som “bare ikke rimeligt” og “skuffende” og “for Fanden”. Den pæne fortolkning er vel, at både børnene og jeg kæmper med at tilpasse os den nye arbejdsfordeling, som følger af min en-håndethed.

Nu er min hånd træt af at skrive på computer og vil gerne bare have ro inde under sin gips. Og jeg er træt og vil gerne bare have ro inde under min dyne. Hvilket får mig til at tænke på et haiku af Henrik Nordbrandt:

Vintergækker! Hvad

gør I resten af året?

Det vil jeg også.

Godnat d’damer og den herre.

{ 3 kommentarer }

De seneste par dage har jeg haft et styk brækket hånd og et styk stærkt forslået hånd, der ikke kunne bruges til ret meget. 

Jeg har lært et par ting undervejs:

1: At give ansvar fra mig. For jeg har hverken kunnet smøre madpakker, købe ind, lave mad, spidse Jacobs blyanter eller…

2: At acceptere, at godt nok er godt nok. Blyanter behøver ikke at blive spidset hver dag,; det gør ikke noget, det stadig roder i køkkenet, når børnene har ryddet op efter middagen – og Jacob overlever med garanti, selvom hans egne madpakker er noget under den standard, jeg plejer at levere.

3: At bede om hjælp. Til at få tøj på, få åbnet skuffer og vandhaner og skåret min mad i mundrette bidder.

At bede om hjælp, at give ansvar fra sig og at acceptere, at andres måder at gøre tingene på, er helt ok… Det er faktisk slet  ikke så dumt. Prøv selv. Behøver du vente, til du får gips på…?

{ 4 kommentarer }

Mor har brækket hånden, så det er mig der har trukket vinderen af  ”Min Mor” og skriver dette blogindlæg.

Vinderen  blev nummer 13, Linda!

Linda, send min mor din adresse på mail@annaskyggebjerg.dk

Knus fra Elise,

mors sekretær.

{ 4 kommentarer }

Hvordan dagen har været? Ja, jeg skal spare jer for detaljerne om, at jeg i morges var et kort sekund fra at blive dræbt af en vanvidsbilist. Og jeg skal spare jer for detaljerne om den triple Salchow jeg her til aften tog ned ad en bakke sammen med min mountainbike, og som er årsagen til, at dette er en venstrehåndsindlæg, for min højre hånd duer ikke til noget.

Men jeg sparer jer ikke for detaljerne i denne kommentar, der i dag kom fra Kitt:

Kære Anna – nu kan jeg også melde mig ind I den exclusive klub for dem der har læst “Da jeg besluttede, at jeg er en god nok mor” ……. Og den er alle pengene værd plus mere til. Samtidig er jeg nok lidt gammeldags (ifølge mine børn) og vil helst (læs: udelukkende) læse bøger på papir, så jeg lavede din e-bog om til en fin booklet i farver.

Da jeg havde læst er par sider besluttede at jeg ville læse bogen over flere dage, for så ville jeg have tid til at tænke over dine ord, men jeg kunne ikke lægge bogen fra mig og slugte bogen i en lang køre. Undervejs og efterfølgende sætter bogen jo rigtig mange tanker i gang, hvilket betød at jeg senere måtte skyde tankerne lidt på afstand med en krimi, så jeg kunne falde i søvn.

Jeg har spekuleret over om man én gang for alle kan beslutte sig til at være en god nok mor eller om det ikke er en beslutning, som man må repetere løbende. Jeg tænker i hvert fald, som mor til to søde døtre, men også eks-kæreste til en knap-så-sød mand, at ens ”mor”-skab konstant bliver udfordret, så det kan være svært at holde fast ved beslutningen. Det har det i hvert fald været for mig.

Jeg kan genkende rigtig mange af dine tanker og handlinger i bogen fra mig selv, men aldrig relateret dem til værende en del af en proces hen imod at blive verdens bedste mor for min børn, men du har jo helt ret.

Jeg vil helt sikkert finde min nye bog frem igen for at blive mindet om, hvilke handlinger og tanker jeg også gøre for at holde fast i beslutningen, at jeg er en GOD NOK MOR.

PS: Jeg tror som Kitt, at beslutningen, at man er en god nok mor, tages over noget tid. At man skal minde sig selv om det igen og igen. Afhængigt af den situation, man aktuelt befinder sig i. “Da jeg besluttede, at jeg er en god nok mor” er et godt sted at begynde – og vende tilbage til. 

{ 1 kommentar }

Se lige, hvad der skete… Da Annamette Fuhrmann så omtalen af sin bog på bloggen i går, skrev hun straks, at hun vil donere et eksemplar til en  Give Away.

Derfor: Smid en kommentar  og vær med i konkurrencen om “Min mor”.

Jeg trækker en vinder fredag den 15. september om aftenen.

{ 30 kommentarer }

En af sorgerne i mit liv er, at mine forældre døde så tidligt i mit liv, at der var alt for meget, jeg aldrig fik talt med dem om. Og børn, jeg ikke fik vist dem. 

Derfor vil jeg gerne anbefale Annamette Fuhrmanns bog “Min mor”, som netop idag er blevet gen-udgivet i en lækker udgave. Bogen er fuld af spørgsmål til din mor, så du kan lære hende at kende ved i tide at få spurgt og få svar tilbage.

Du kan vinde bogen på Annamettes blog.

{ 1 kommentar }