Der er kommet brev fra en kvinde. Hun spørger blandt andet, om hun skal give sit parforhold en chance. Både brev og svar er langt. Men det er også store sager, der er på tapetet.
Læs mit svar herunder.
Hvis du selv har lyst til at skrive til mig, så læs her, hvordan du gør.
Kære Anna.
Jeg er i midt 20′erne, har en dejlig familie, nogle skønne veninder og nogle meningsfulde fritidsinteresser. Og så er mit hoved nok skruet lidt spøjst sammen. Fra jeg var helt lille til jeg var i starten af 20’erne, har social angst fyldt en stor del af mit liv, og det var først, da jeg flyttede hjemmefra, jeg begyndte at arbejde med det. Jeg har det helt sikkert stadig, men jeg kan håndtere det bedre nu. Jeg vil mene, at jeg på mange punkter nu kan nøjes med at kan kalde mig introvert med stort I. Men den sociale angst har sat dybe spor i mig og den måde jeg er på. Jeg kan slet ikke klare det, når folk kommer for tæt på, og jeg gider overhovedet ikke snakke om mig selv, hvis det handler om tanker og følelser. Det er decideret grænseoverskridende for mig, og jeg får den der fornemmelse af, at tingene er lidt ækle, og at jeg ikke vil røre ved dem. Hvis folk kommer for tæt på for hurtigt, er det stensikkert, at jeg bakker ud.
Kort sagt så er jeg lidt af en udfordring. Både for mig selv og for andre. Jeg har heldigvis nogle vidunderlige veninder, som forstår at se igennem alle tosserierne. Én af dem siger endda jævnligt, at hun er så glad for at have mig som veninde, fordi hun får det bedre med sine egne underligheder (og der er heller ikke så få!). Vi forstår at grine med hinanden, og det er jeg virkelig taknemmelig for.
Nu står jeg så i den situation, at jeg har mødt en sød og dejlig mand. Vi har taget det langsomt, og uden at vi har haft ”snakken”, så kan man vist godt kalde os for kærester. Men hvor han er 100 % klar på os, kan jeg mærke, at jeg har håndbremsen halvt trukket. Der er ikke et sprudlende springvand i maven, men der er helt sikkert en nysgerrighed og en interesse. Vi arbejder også sammen, og jeg tror en af grundene til min reservation er, at jeg ikke vil være den man sladrer om og den som alle pludselig har ret til at udspørge om alt muligt. Jeg har bare slet ikke lyst til at andre mennesker skal delagtiggøres i vores forhold endnu (eller inden for de næste fem år); . Jeg kan simpelthen ikke rumme, at andre mennesker skal vide noget, som for mig er så personligt. Og det er i en grad, så jeg får lyst til at løbe skrigende fra det hele (men det kan jeg jo heller ikke så godt, for det kræver en samtale, hvor jeg fortæller ham om mine tanker og følelser). Det gælder ikke kun kolleger men alle. Stod det til mig, levede vi i vores egen lille symbiose, uden nogen nogensinde skulle blande sig.
Det skal også siges, at vi på rigtig mange punkter er meget forskellige, og han er slet ikke en type, jeg ville have troet, jeg kunne ende i et forhold med, så på den front har jeg også nogle ting, jeg skal vænne mig til. Han er udadvendt, meget impulsiv og går ud fra, at jeg da altid er helt med på, at vi lige kan mødes om et par timer. Han har en umiddelbar og bekymringsfri tilgang til tingene, som jeg har meget svært ved at leve op til. Og så har jeg svært ved at se ham som en del af min familie eller vennekreds. Jeg får det helt skidt ved at skrive det, for jeg ved jo godt, at det er mig, den er gal med. Men det er den følelse, jeg sidder med, og den begrænser mig noget så forfærdeligt. Jeg ville sådan ønske, jeg kunne slukke for tankerne og bare være ligeglad med alle de men’er, jeg bliver ved med at finde på.
Og så er det jeg kommer til mit spørgsmål til dig, for hvordan ved jeg, om jeg har trukket håndbremsen, fordi han bare ikke er den rette, eller om det er fordi, et forhold til et andet menneske simpelthen tricker samtlige af mine mærkeligheder? Det er første gang jeg nærmer mig et decideret forhold, fordi mit hoved ikke har kunnet rumme det før. Og det kan det bestemt heller ikke nu. Men er det rimeligt at fortsætte det her helt nye forhold, når jeg ved, at han er mere investeret i det, end jeg er lige nu? Jeg ved jo ikke, om det ændrer sig. Og ville et forhold til mig ikke være uretfærdigt, fordi jeg har så mange opstillede ”grænser” og betingelser? Det ville i høj grad blive et forhold på mine vilkår, fordi alternativet ville være, at jeg ikke ville kunne holde ud at være i det og derfor ville gå min vej, og det er bare så tarveligt. Jeg vil så gerne tanken om det her forhold, men så snart jeg så står i det, er det hele bare så overvældende, og det udfordrer mig i den grad. Men jeg vil heller ikke opgive det, før jeg ved om jeg simpelthen kvæler følelserne og springvandet i maven ved at lade hovedet styre det hele.
Så kære Anna; skal jeg give det her en chance, eller er det mon bare ikke manden for mig?
Kærlig hilsen
Hende den tossede der ikke kan slå hovedet fra
Kære Hende den tossede der ikke kan slå hovedet fra,
Kender du romanen The Hitchhiker’s Guide to the Galaxy? I den bliver en supercomputer bedt om at finde det ultimative svar på livet, universet og alting. Den arbejder længe på opgaven (faktisk i 7½ millioner år), men ender så også med at give et meget præcist svar: 42. Det ultimative svar – på livet, universet og alting – er 42.
Jeg kom til at tænke på det, fordi jeg har brugt lang tid på at finde svar til dig. Jeg har læst dit brev rigtigt mange gange og skrevet flere indviklede svar, som jeg har slettet igen. Og så lige pludselig – efter 7½ millioner år – havde jeg svarene: 1) Ja. 2) Nej. 3) Brug først en tyk tusch.
Svarene kom, da jeg tog min forvirring alvorligt, og besluttede mig til at skabe orden ved at skrive en plus-og-minus liste. Altså to parallelle lister på et stykke A4-papir, henholdsvis med plusserne i dit liv og minusserne i dit liv. Det åbenbarede nogle ting.
På plus-siden står, at du har en dejlig familie, skønne veninder, meningsfulde fritidsinteresser, et arbejde, en sød og dejlig kæreste, gode formuleringsevner og humor. Der står også, at du kan mærke dine grænser og er så ressourcefuld, at du har overvundet social angst. Og så har jeg selvfølgelig noteret din introverthed på plus-siden. Ret imponerende liste, der, synes du ikke?
Minus-siden er meget kortere. Der står bare, at du ikke bryder dig om for meget nærhed, og at du i forhold til den reservation er selvbebrejdende og ikke står ved dine grænser.
Er du overrasket over, at jeg har skrevet ”selvbebrejdende”? Det er fordi, du skriver, at du er en udfordring, at du er hende den tossede, at du godt ved, det er dig, den er gal med, og at du har en masse men’er, som du bliver ved med at ”finde på”. Så tænker jeg: selvbebrejdende. Du vender ting indad, som du i grunden ikke behøvede at vende den vej. Eller anderledes formuleret: Du taler ikke lige så pænt om dig selv, som du gør om alle de andre mennesker i dit liv. Det skal man. Tro mig. Jeg har talt grimt om mig selv i årtier, været min egen værste kritiker og ikke givet nogen lov til at korrigere mit selvbillede. Det koster på den lange bane at være ukærlig overfor sig selv.
I stedet for at karakterisere dig selv som hende den tossede, som den er gal med, som ikke kan tale om sine følelser, og som går og finder på men’er i stedet for at kaste sig ud i ting, hvad så med at tage selvbebrejdelserne ud? Du behøver jo ikke gå til yderligheder med positive reformuleringer, men kunne måske karakterisere dig selv sådan her: ”Jeg er et meget introvert menneske, et privat menneske. Jeg har brug for at tænke mig godt om, inden jeg kaster mig ud i ting. Og jeg har ikke særlig meget lyst til at tale om mine følelser, så det gør jeg kun i begrænset omfang og kun overfor de aller nærmeste.” Det er noget så i orden at være sådan en kvinde! Det er fuldstændigt lige så i orden at være sådan en introvert kvinde, som det er at være sådan en ekstrovert mand, som din kæreste er. Du skriver, at du slet ikke kan ”leve op til” hans umiddelbarhed, impulsivitet og ubekymrede tilgang til livet. Jamen, du behøver ikke ”leve op til” ham og hans måde at være i verden på. Lige så lidt som han behøver at leve op til din tendens til eftertanke og sensitivitet og behov for at have klare grænser omkring dit følelsesliv. Det eneste, I behøver, er gensidig respekt for jeres forskelligheder.
Og apropos grænser: Jeg ved, du synes, du uafladeligt støder dig på dine grænser. Du oplever det som om, dine grænser begrænser dig, snarere end at de beskytter dig. Ikke desto mindre har jeg skrevet på plus-listen, at du kan mærke dine grænser. For det er vitterligt en god og vigtig ting at kunne. Du er simpelthen så heldig, at du har et finjusteret måleinstrument indeni dig. Du mærker for eksempel tydeligt, at du ikke vil udspørges om dit parforhold på din og kærestens fælles arbejdsplads, at du ikke har lyst til at delagtiggøre andre i forholdet, at du ikke kan rumme, at andre mennesker skal vide noget meget personligt om dig. Kort sagt: Du mærker klart dine grænser. Men jeg har skrevet på minus-listen, at du ikke står ved dem. Det kan godt være, at dit indre måleinstrument er finjusteret, men du stoler nu alligevel ikke rigtigt på det. Det er ikke noget, jeg har fornemmet i luften. Det har du selv fortalt mig. Du spørger nemlig, om ikke det vil være uretfærdigt af dig at indlede et forhold, når du har så mange ”grænser”. Og de gåseøjne er dine egne! Du markerer dine grænser i gåseøjne og synes, det er tarveligt eventuelt at bryde ud af forholdet, hvis det måtte overskride dine grænser. Nå nej, dine ”grænser”.
Du har fået vendt op og ned på tingene, Tossede! Det er sådan her, det i virkeligheden hænger sammen: Du kan kun indgå i et bæredygtigt og ligeværdigt forhold til din kæreste, når du anerkender dine grænser, står ved dem og formulerer dem højt. For at male med den brede pensel: Du kan kun indgå bæredygtige og ligeværdige forhold til mennesker i det hele taget, når du står ved dine grænser. Det er ikke tarveligt at håndhæve sine grænser; det er tarveligt at lade være. Din kæreste har jo ikke skyggen af chance for at manøvrere i jeres fælles felt, når du ikke har fortalt ham, hvor dine grænser er. Hvordan skulle han for eksempel ellers kunne vide, at du ikke lige kan mødes med ham om et par timer, fordi du skal have mere forberedelsestid og mere alene-tid? Når du ikke har fortalt ham om dine grænser, vil han med garanti komme til at overskride dem som en elefant i en porcelænsbutik, og du vil løbe skrigende væk. Og noget, der måske kunne være blevet rigtig smukt, er gået i tusind stykker.
Så du skal til at øve dig i at stå ved dine grænser. Ja, de ligger måske tættere på kroppen end de fleste andre menneskers grænser. So what? De er dine grænser. Men lige nu er de i gåseøjne. Dine grænser er stiplede linjer rundt om dig, som alle og enhver kan trænge igennem. Du skriver, at du ikke vil være den, ”som alle mennesker har ret til at spørge om alt muligt”. Kære du, ingen har da den ret! Men der er mange, som uretmæssigt tiltager sig den, hvis du giver dem lov. De ser dine stiplede linjer som en tilladelse til at trænge sig på. De mærker, at dine grænser er i gåseøjne. Derfor: Du skal tegne dine stiplede linjer fuldt op. Du skal markere dine grænser med en tyk tusch. For din egen skyld og for dit parforholds.
Du vil nok opleve det som svært i begyndelsen. Det er tosset, men man kan nemt føle sig sådan lidt uelskværdig, når man markerer sine grænser tydeligt overfor sin omverden. Man virker sødere udadtil, når man ikke tager det med grænser så højtideligt (alt imens man er pisse rasende og krænket indvendigt!). Men det føles bedre indvendigt, når man begynder at respektere sine grænser. Og der kommer seriøse gevinster i kølvandet: Selvaccept, selvrespekt, muligheden for ligeværdige relationer. Og ja, man begynder faktisk at tale pænere om sig selv i stedet for at kalde sig selv navne, man ikke ville drømme om bruge om andre.
Så kære du, afsted til Kontorforsyningen efter tuscher!
Jeg skal huske dine to spørgsmål, som jeg mener at kunne svare Ja og Nej til – men i begge tilfælde under forudsætning af din forudgående brug af tusch:
1: ”Skal jeg give det her en chance?” Her er svaret Ja. Du skal give det en chance, fordi du selv siger, at han er sød og dejlig og 100% klar, og du er nysgerrig og interesseret. Det bliver altså sjældent bedre end det!
2: ”Eller er det mon bare ikke manden for mig?” Her er svaret Nej. Han er ikke ”manden for dig”, for den formulering ligger snublende nær på ”manden i mit liv” og ”den eneste ene”. Det gælder for alle de tre mænd, at de er Hollywoodske fiktioner, glatte og glossy. Og de findes ikke i det virkelige liv. Din kæreste, derimod, han findes i det virkelige liv. Oven i købet er han helt parat til at lære dig at kende, selvom du kører med håndbremsen halvt trukket og ikke står i originallakken. Kør du trygt videre med ham. Men kør langsomt, for det er trods alt din første rigtige road trip. Og husk: Der skal samtales under kørslen. Når det bliver for meget for dig med al den samtale, når den kommer for tæt på for hurtigt, så er det, du skal markere din grænse. Måske skulle I have et stop-ord? Det kunne jo være 42.
God tur!
Kærlig hilsen,
Anna
