ANNA SKYGGEBJERG

Hvad den nye dag bragte? Såmænd bare besøg af en af de viseste kvinder, jeg kender. Et menneske, jeg kan lytte til i en uendelighed. Så klog, faktisk, at jeg må suse ind fra haven og hente papir og blyant, fordi jeg er nødt til at tage noter. For jeg vil ikke gå glip af sætninger som disse:

“Man kan jo næppe kalde en blomst, der blomstrer, for egoistisk.”

“Alt, hvad vi giver opmærksomhed, vokser – herunder også arrogance hos vores børn.”

Hun fortalte kostelige historier om, hvordan hun har opdraget tre teenagedrenge til at blive sådan nogle, vi andre drømmer om at få. Blandt andet har hun haft den strategi, at hvis man melder sig ud af fællesskabet – for eksempel ved ikke at gide hjælpe til med at dække bord – så skal det have konsekvenser. Så bliver der ganske enkelt ikke serveret middag for den person. Det kan praktiseres fra børn er 7-8 år gamle  – og det virker med det samme, så det er ikke noget, der behøver blive gentaget ofte. “Du er en stærk kvinde, mor.”, siger hendes drenge, når hun insisterer på, at hendes tid og energi er lige så værdifuld som deres.

Nina Bentzon-Ehlers, som hun hedder, er astrolog. Hun skriver også en blog. Du kan læse mere her.

Og hvis du tænker, at hun er en skrap madamme, så se lige her… :

{ 1 kommentar }

Jeg ved, jeg har brug for Zen, når…

jeg råber af Elise - tilsyneladende på grund af to tallerkener, der ikke var blevet sat i opvaskemaskinen.

Så nu vil jeg gøre “Hele 3 ting”: Sige undskyld, hengive mig til stille  Zen-fyldte ritualer – og være taknemmelig for, at der altid kommer en ny dag og en ny chance for at gøre tingene bedre.

{ 6 kommentarer }

Der har været lidt stille på bloggen på det seneste. Den ene årsag er enkel…

Den ene årsag er nemlig, at jeg ikke har nogen computer, og må låne mig frem, hvis jeg vil blogge.  Men om et par dage har jeg en ny computer, og dermed en hverdag som jeg kender den.

Den anden årsag, derimod… Den handler om en hverdag, som mere permanent er forandret. Fordi jeg har kastet mig over projekter, som kaster kærlighed af sig, men til gengæld tager temmelig megen tid. Tid, som går fra blandt andet den tid, jeg bruger på bloggen.

Jeg har på én gang gjort mit liv mere rigt og mere kompliceret ved at putte flere dingen und sachen ind i det. Det gav derfor anledning til en vis stille reflekteren, da jeg i dag læste et citat af forfatteren Annie Dillard, som siger, at det liv, som fyldes med sensation er et grådigt liv, hvor man hele tiden vil have mere og mere.

The life of sensation is the life of greed; it requires more and more. The life of the spirit requires less and less.

Er jeg blevet én, som vil have mere og mere? Og i bekræftende fald: Hvad er prisen for sådan et liv?

PS: Dagens snapshot af en rose, der uvægerligt får mig til at tænke: Hvad mere behøver jeg egentlig end en lille have, hvor den slags springer ud?

{ 1 kommentar }

Forleden dag skrev jeg om at være en god nok mor (selvom man takker nej til at tage med på hyttetur). Jeg har skrevet en hel bog om at være en god nok mor. Og i dag er emnet kommet op igen-igen…

I lang tid har vi her i familien talt om, at Jacob måske skal skifte skole efter sommerferien, hvor han skal begynde i 7. klasse. Det har været “måske skifte skole” fordi Jacob faktisk ikke selv ønsker det. Det er mit og hans fars ønske. Vi har adskillige gode argumenter, men… det er jo Jacob, det handler om. Han er godt nok for lille til at kunne overskue alle konsekvenser af sådan en beslutning. Men han er for stor til at sidde overhørig. Derfor har samtalerne været svære.

I dag skar jeg igennem. Jeg sagde til Jacob, at han skal begynde i den nye skole. At han skal gå der i en måned. At hvis han ikke trives efter den måned, vil jeg brække mit ben på langs for at få ham tilbage i den gamle klasse. Først rasede han i nogle timer. Så blev han lettet. For ansvaret var ikke længere på hans skuldre, og vi var færdige med de svære samtaler. Og da var det, jeg kom til at tænke på  en side i Da jeg besluttede, at jeg er en god nok mor:

Da jeg besluttede, at jeg er en god nok mor,

turde jeg bestemme:

“Jeg vil gerne høre jeres mening, men i

sidste ende er det mig, der bestemmer.”

Børnene hader det. Og elsker det.

PS: Dagens snapshot er af Elise, som læser til årsprøve i mundtlig matematik (på Jacobs kommende skole…) Asger bakker op, så det ikke er så kedeligt:

{ 4 kommentarer }

Ok, billedet herunder er det mest kedelige billede, der nogensinde har været vist på en blog. Det er et billede af denne blogs kontrolpanel! Men jeg er nødt til det. For ellers er der ingen, der tror på mig, når jeg fortæller, at der  i dag er skrevet præcis 1000 indlæg her på bloggen. Se selv:

1000 indlæg, mine damer og herrer. Hvilket vel svarer til, at jeg har brugt 1000 timer ved computeren. Hvilket igen svarer til, at bloggen tager en hel arbejdsdag om ugen.

Det gad jeg dæleme ikke, hvis ikke det var på grund af jer, som læser med. En blog uden læsere er meningsløs. Men en blog med de flinkeste læsere i blogosfæren er til gengæld dybt meningsfuld. Så tak til jer alle for at være med til at skabe dette meningsfulde rum, hvor vi kan tale om Zen og dagligliv og introverthed.

Da jeg begyndte at blogge for 1000 indlæg siden, var bloggen tænkt som opbakning til min bog, Zen for mødre, der lige var udkommet. Men meget hurtigt fik den sit eget liv og blev langt mere end en “reklamesøjle”. Gennem bloggen har jeg lært mennesker at kende, som jeg ellers aldrig ville have lært at kende. Nogle ser jeg i det fysiske liv, flere mailer jeg med, nogle er jeg Facebook venner med, de aller fleste kender jeg kun via bloggen, men føler mig ikke desto mindre tæt forbundne med.

Tak for det fællesskab, vi har og for vores meget, meget lange samtale!

Videre til de næste 1000!

{ 11 kommentarer }

I dag er Jacob kommet hjem fra hyttetur med klassen. Han var alene afsted, men fulgtes med en kammerats mor. For Søren og jeg valgte at takke nej. Jeg strækker mig meget langt for at deltage i alting, som har med mine børn at gøre, men der er en grænse. Hyttetur, hvor man skal sove i sal med andre voksne, ligger på den forkerte side af min grænse.

Jo, jeg har længe haft det skidt med at sige nej til ting, som havde med børnene at gøre. Men så tog jeg et alvorligt blik på hele mit moderskab og konkluderede, at alt i alt er jeg en god nok mor. Ikke perfekt, men netop god nok.

Det gav mig modet til at sige til børnene, at der var ting, jeg desværre ikke kunne tilbyde at deltage i. Det eneste, de sagde, var “ok”. Ikke andet end “ok”.

Det var en stor lettelse for mig, at stå ved mig selv. Og jeg tror også, det var en lettelse for børnene. Der er noget rart ved at have forældre, der ikke er perfekte, for det giver børn frihed til heller ikke selv at være perfekte. 

Hvad introverte Jacob syntes om at være på hyttetur? Han var glad. Han var sammen med mennesker, han kender og kan lide. Og da der kom et tidspunkt i løbet af lørdag aften, hvor han havde behov for at være lidt alene, satte han sig ind i sin køje og læste i sin bog i 15 minutter. Ingen havde spurgt ham, om der var noget galt eller på anden måde problematiseret, at han trak sig. Havde de gjort det, ved jeg, han ville have sagt med største selvfølge, “Jeg er introvert. Jeg har brug for ind imellem ikke at tale med nogen.” 

PS: Blot en servicemeddelelse… Min computer skal til reparation i morgen. Så jeg aner faktisk ikke, hvornår jeg kan blogge igen…

{ 2 kommentarer }

Det er dagen derpå. Dagen efter at have holdt foredrag for 300 mennesker i Politikens Hus. Og det er tid til at sige tak.

Det gik fint med foredraget. Jeg tror, de fleste fik noget med sig hjem. Og jeg hverken besvimede eller glemte, hvad jeg skulle sige.

Så i dag vælger jeg at være stolt og at glemme alle de mange, mange forberedelsestimer, der lå forud. Og de mange, mange gange i løbet af de timer, hvor jeg fortrød, rasede, klynkede, var en pestilens for min familie og fraværende på min blog. 

Jeg føler trang til at sige tak til alle, som stod hos og bar: Bloglæsere, som har sendt gode vibes og ønsker gennem cyberspace. Min redaktør, Anne. Min pressemedarbejder, Mette (ja, hun er jo selvfølgelig ikke kun min. Det er hende på mit forlag, som har bakket bogen og mig op allerede fra den kun var en stak A4-papir). Elise, som har brugt 10 timer på at lave min power-point (som indeholdt video-klip! Det var jeg ret stolt af.) Min mand, Søren, som har savnet mig, mens jeg har været ude af mig selv. Helle, som hjalp mig med præsentationsteknik. Tipsa, som lagde en make-up, der stivede mig af, inden alle de mennesker skulle kigge på mig.

Ja, jeg ved godt, at Oscar-takketaler er trælse… Men når man træder radikalt ud af sin comfortzone og gør noget, man faktisk ikke tør  - og det går godt, så er man aldrig alene om fortjenesten. “It takes a village….” Og der SKAL siges tak.

Der er i dag en tanke i mig: Måske er der forestillinger hos mig om, hvad jeg kan og ikke kan, som jeg ikke længere behøver lade mig begrænse af og slæbe med mig videre i livet?

Den tanke giver jeg lige videre til dig: Er der ting i dit liv, som du i grunden ikke længere behøver at slæbe med dig?

PS: Snapshot fra i aftes: en lille del af den kø af læsere, som gerne ville have deres bog signeret. Jeg er rørt og ydmyg!

{ 7 kommentarer }

I går spurgte Jacob, 12 år: “Kunne man ikke godt skrive en dystopi om en pandemi?” Jeg svarede, at det ville være helt oplagt. Og derefter gav jeg mig til at bekymre mig om hans ego og mit ansvar i det. (Når jeg ikke bekymrer mig om det, bekymrer jeg mig om hans dovenskab.)

Så jeg blev glad i dag, da jeg så dette

- og derefter læste dette

Hunde giver alle den dyrebare mulighed at elske og blive elsket betingelsesløst – selv mennesker, som er fanget i deres ego.

Citatet er fra en af mine favoritbøger, Firbenede Skytsengle af Echart Tolle og Patrick McDonnell.

PS: Hvis du kommer til foredraget i Politikens Hus i morgen, skal du vide, at der er bogsignering sidst på aftenen. Du kan købe Introvert derinde – eller du kan tage dit gamle eksemplar med. Apropos ego…

{ 2 kommentarer }

Undskyld mit fravær. Der kom arbejde i vejen. Jeg skriver jo på et foredrag om at være introvert. Som jeg skal holde for 300 mennesker. Hvis du synes, det lyder som en komplet selvmodsigelse, har du helt ret!

Så ikke nok med at jeg forbereder mig ved at skrive alting ned. Jeg taler også højt med mig selv, så jeg ved, hvor lang tid, det tager at sige det, jeg har skrevet. Og for at øve mig i ikke at få en stemme som miss Piggy og et temperament som Kæk. For når jeg er nervøs, har Kæk det med at komme susende og overtage scenen med sine friskfyragtighed. Og ofte med miss Piggys stemme.

Jeg har så megen sympati for Lisa Simpson, en af verdens andre introverte. Se bare  her: Endelig møder Lisa en dreng. Og hun siger til sig selv, at nu skal hun huske at være cool. Og hvad kommer så ud af munden på hende…  (Må jeg lige tilføje, at jeg altså aldrig er besvimet under et foredrag!)

{ 13 kommentarer }