ANNA SKYGGEBJERG

Har man sagt A, må man også sige B. Så her er linket til det der radioprogram om den der bog…

Ja, jeg syntes, det var ret svært. Og kunne ikke huske en lyd af, hvad jeg havde sagt, da jeg kom ud fra studiet. Men nu har jeg hørt interviewet på nettet – og jeg er vældig godt tilfreds med, at jeg i det mindste ikke talte med pibende stemme. Og – oh skræk og rædsel! – at jeg ikke blev overmandet af Kæk. Kæk er min ekstroverte indre dæmon, som ind imellem sniger sig med ind til møder, selvom der ikke foreligger en invitation. Kæk kan finde på at tale højt, joke, kloge sig og dunke folk i ryggen. Kæk gør mig meget flov. 

Har du også en indre Kæk, som stjæler scenen fra dig ind imellem?

Her er linket.  Indslaget med mig begynder 37 minutter henne.

{ 11 kommentarer }

Introverte personer som jeg er ikke så vilde med at være på. Min hjerne fungerer ikke godt under den form for pres. Jeg husker dårligt og formulerer mig dårligt.  Som den introverte, jeg er, foretrækker jeg at formulere mig på skrift frem for mundtligt. Men det betyder selvfølgelig ikke, at jeg ikke godt kan træde ud af min comfortzone og gøre noget andet, end det jeg foretrækker, når det er nødvendigt. Jeg skal bare forberede mig grundigt. Langt, langt grundigere, end en ekstrovert ville finde det nødvendigt.

Når du engang læser Introvert, vil du kunne læse om dengang, jeg skulle være ordstyrer ved en arrangement, men ikke følte mig tilstrækkeligt forberedt – og derfor gav hånd til en fremmed mødedeltager og sagde, at jeg hedder Bjarne. Jeg glemmer det aldrig nogensinde.

Det skulle nødigt gentage sig. Så idag har jeg brugt lang tid på at forberede mig på, at jeg i morgen kl. 10.30 skal  i direkte radio i 45 minutter. For at tale om at være introvert.

Du må gerne sende gode radiobølger afsted efter mig. 

Du må selvfølgelig også gerne lytte med. Programmet hedder Formiddag på 4′eren.

Kærlig hilsen,

ANNA. ANNA. ANNA.

{ 17 kommentarer }

Jeg har godt hørt, at det er meningen, det skal blive vinter igen i løbet af weekenden. Men denne morgen var fuld af forår på terrassen. Så vi sad alle fem viklet ind i tæpper og med ansigterne vendt mod solen. Ligesom disse erantis:

Det var et Zen-fyldt øjeblik, hvor alle kunne sidde stille samtidigt og uden ord være enige om, at mirakler kan komme i mange former og formater.

Lad mig citere den kloge Anne Morrow Lindbergh:

“After all, I don’t se why I am always asking for private, individual, selfish miracles when every year there are miracles like white dogwood”

PS: ”Alle fem…”? Jamen, det er da fordi, jeg tæller Pelspølsen med som familiemedlem. Vi elsker den kat! Hun fyldte 10 år i går. Vi havde flag på bordet og i haven. Og hvis du spørger, om Søren og jeg sang fødselsdagssang for hende, og om det var den med instrumenterne, så er svaret. “Det har jeg ingen kommentarer til”. 

{ 3 kommentarer }

I går skrev Tina en kommentar til blogindlægget fra i søndags om introverte børn. Jeg vil gerne svare på kommentaren her, for mon ikke der er andre forældre som Tina?

Tina skrev:

Jeg er selv introvert i ret høj grad og spekulerer på om min datter også er det. Hun er 2 1/2. Hvornår og hvordan så du det hos din søn?
For mig har det været og er stadig svært at håndtere andres og egne forventninger om at leve op til idealet om at være ekstrovert. Netop derfor er jeg bange for at presse hende ned i en æske som hun slet ikke hører hjemme i.

Det første, jeg er nødt til at sige er, at jeg tror Introvert er en bog for dig. For den kommer til at gøre dig stolt af at være introvert og giver dig en masse gode råd til, hvilke valg, du skal træffe (i din familie, socialt og på din arbejdsplads), så du lever tro mod dig selv – frem for at slå knuder på dig selv for at tilpasse dig et ekstrovert ideal. Og det er måske i sidste ende det bedste, du kan gøre for din datter: At vise hende, at det er helt ok at være introvert.  At stå ved dig selv.

At være introvert handler om, hvordan man henter energi og hvordan man trives med ydre stimuli. Introverte foretrækker at være i omgivelser, hvor der ikke er så megen ydre stimuli (for eksempel megen støj og mange mennesker). Og introverte henter energi ved at være alene. Groft sagt.

Det gælder også for børn. Allerede når børn er fire måneder, kan forskere faktisk se, om de er introverte eller ekstroverte. Viser man flyvende, røde balloner til fire måneder gamle babyer, vil nogle af dem reagere kraftigt med baskende arme, mens andre vil kigge lige så stille. Det er babyerne med baskende arme, som er de introverte: De  er mere sensitive overfor deres omgivelser, reagerer kraftigere på stimuli – og vokser op som børn, der foretrækker sejlbådene fremfor rutchebanen.

Mht hvornår jeg vidste, at Jacob er introvert: I vuggestuen. Det var helt oplagt, at han ikke trivedes med støj, mange mennesker og for få stille ritualer. Og pædagogerne kunne slet ikke få øje på en introvert dreng som ham for bare balloner. Heldigvis sov han det meste af sin tid i vuggestuen! Men så kom han i børnehave, hvor han jo ikke sov til middag, hvor der var endnu mere støj og hvor de fysiske rammer og en ustruktureret pædagogik (fri leg uden voksenindblanding i stedet for ritualer) favoriserede de omkringfarende, ekstroverte børn på bekostning af de stille introverte.

Det krævede en samtale med børnehavens leder, hvor Jacobs far og jeg forklarede, hvordan vi så Jacob i børnehaven. Og med ham 30-50% af alle børn. For der er jo ikke tale om, at det er en enkelt sart mimose her og der, som er introvert. Det er et meget stort mindretal – eller måske endda halvdelen af alle børn, der i større eller mindre grad er introverte. Det er et spørgsmål om ligestilling og almindelig ordentlighed at sikre, at alle de steder, hvor børn lever deres liv, er tilpassede både de ekstroverte og de introverte børn.

{ 7 kommentarer }

Jeg bringer en servicemeddelelse…

Eva Andrea Ditlefsen er mødrecoach og arbejder med familier, som har brug for tips, der giver overskud i hverdagen.  Jeg er stolt over, at hun anbefaler mine bøger. Eva udlodder et eksemplar af hver bog på sin blog. Hun trækker vinderne onsdag kl 12. Så du kan stadig nå at lægge et lod  hatten. Lige her.

{ 0 kommentarer }

Har du et introvert barn, et lille stille og tænksomt menneske, som trives i sit eget selskab, og har stærkt brug for rolige stunder? Hvis ja, er jeg sikker på, du bliver givet masser af anledninger til at kæmpe for dit barns ret til en fritid uden alt for mange aktiviteter. For ingen steder er det ekstroverte ideal så synligt og diktatorisk, som når talen falder på børn og deres fritid.

Der er status i at være en aktiv familie, for det signalerer overskud. Og der er især høj status forbundet med, at børnene går til mange fritidsinteresser. Faktisk er holdningen, at man er en dårlig forælder, hvis ikke ens børn har en aktiv fritid. Så jeg er blevet stoppet uden for skolen af en mor, som gerne lige ville sige, at jeg svigtede Jacob, når han kun gik til fodbold en enkelt gang om ugen. Hendes egen datter gik hver uge til ballet, svømning, spejder og badminton. Jeg har svært ved at tro, det er et godt børneliv. Ikke engang for den mest ekstroverte -- og da slet ikke for et introvert barn. Men jeg skal nok afholde mig fra at fortælle den mor, hvad der er bedst for hendes datter, for det kan jeg trods alt umuligt vide noget om. Samme diskretion kan jeg imidlertid ikke forvente selv at blive mødt med. For det ekstroverte ideal er ikke bare en ideologi, men et diktat. Og de introverte børn betaler prisen, når de og vi ikke kan stå imod. For med en meget aktiv fritid forsvinder de timers fred, det introverte barn har brug for.

Så jeg kæmper for min introverte Jacob. Jeg gør det naturligvis pænt og ordentligt, men lader mig ind imellem inspirere af Dolores Claiborne, en af forfatteren Stephen Kings stærke mødre, som også kæmpede. Og sagde følgende:

“There’s no bitch on earth like a mother frightened for her kids.”

PS: Et vidunderligt øjeblik i filmatiseringen af Dolores Claiborne:

{ 9 kommentarer }

I søndags bragte bloggen “The evolution of mom-dancing”. I dag bringer jeg – dog uden video – “The origin of mom-dancing”. 

I mandags så Elise og jeg Oscar-uddeling. Vi har noget skuffede over kjolerne. Men så kom Sandra Bullock på scenen. Og følgende samtale udspandt sig:

Elise: “JAA, nu kommer Sandra Bullock. Jeg ELSKER hende!”

Mig: “Jeg har kysset en mand, som har kysset Sandra Bullock.”

Elise: “WHAT?! Hvem?”

Mig: “Jeg kan faktisk ikke rigtigt huske, hvad han hedder.”

[PAUSE]

Elise: “Nå, men hun er også så lækker, at hun må have kysset mange.”

BEMÆRK, at hun IKKE sagde, “Du er også så lækker, at du kan score de samme mænd som Sandra Bullock.”

Og dermed har vi “The origin of mom-dancing”: Man begynder at danse pinligt og være en skygge af sig selv, når ens nærmeste ser på en som en mor. Og kun som en mor.  (Nå ja, så er der selvfølgelig 100% cool mødre som Michelle Obama, som ikke kan se fjollede ud, selvom de så prøver. Jeg identificerer jeg mere med hende/ham i den lyserøde cardigan…)

Her er et billede af mig Sandra Bullock til Oscar-aften:

{ 5 kommentarer }

Jeg er i dag blevet mindet om et af mine yndlingsdigte. Jeg har tidligere postet det på bloggen, men det kan tåle gentagelse…

Digtet er skrevet i 1934 af William Carlos Williams (1883-1963) og har form som en seddel, en mand har skrevet til sin elskede og lagt på køkkenbordet, så hun kan se den, når hun vågner, efter han er taget afsted. Den mand forstår at gøre hverdagen poetisk:

This Is Just To Say

I have eaten

the plums

that were in

the icebox

and which

you were probably

saving

for breakfast

Forgive me

they were delicious

so sweet

and so cold

PS: Årsagen til, at jeg blev mindet om digtet, er, at jeg i morges fandt denne skønne seddel på gulvet i entréen. Den er fra Elise, som skriver, at “Mor, hvis du har tid og vil så vent med at køre i morgen til 9.35. Så kan vi følges.♥ ”  Vi fulgtes ad…

{ 3 kommentarer }

Familiemedaljen har skiftet ejermand. For da jeg kom hjem fra arbejde idag, stod Jacob i køkkenet og lagde sidste hånd på noget, der må betegnes som en Extreme  Makeover: Alt var sat på plads, bordene tørret, skraldespanden tømt, madkassen vasket – rygsækken var endda båret op på værelset. Hvorfor? “For jeg var jo den, der kom først hjem.”

Jeg vælger at tro, at al den snak om gensidighed faktisk bærer frugt. Al den snak om, at vi er en Familie og at vi skal vise team-spirit, hjælpe hinanden og tænke “vi” og “os” frem for “mig-mig-mig. “ 

Jeg bilder mig ikke ind, at gensidighed nu ikke længere behøver være et tema. Tvært imod er jeg overbevist om det modsatte. Men det er langt, langt nemmere at holde ud at høre sig selv gentage den samme pointe, når det bare en gang imellem viser sig, at den faktisk siver ind.

Og selvfølgelig blev Jacob belønnet med Familiemedaljen. Under middagen slog jeg på glasset, stillede mig bag min stol, holdt en tale om, hvor glad jeg var blevet for hans initiativ  - og bragte ham i forslag som ny indehaver af Familiemedaljen. Den uddeles nemlig til et familiemedlem, der har udvist særlig holdånd. Alle accepterede og der blev klappet.

Det er stærkt motiverende for børn at have en Familiemedalje! Prøv selv!

Den sydafrikanske engel står nu på spisebordet ud for Jacobs plads:

{ 1 kommentar }