ANNA SKYGGEBJERG

Som jeg skrev i går: Jeg har fået taget pressefoto. Hvad jeg ikke skrev, var, at jeg var nødt til at købe nyt tøj inden, for jeg havde ikke noget, der egnede sig til at blive fotograferet i. Jeg hader nemlig at købe tøj og gør det højst en gang om året, når det er tvingende nødvendigt. Som regel køber jeg de forkerte ting. Men så tilbød fru Wedel at hjælpe. Og i løbet af  75 minutter fik jeg meget mere, end jeg havde troet muligt. Plus 8 stykker tøj. Det handler dagens blogindlæg om:

Kære fru Wedel,

Jeg var så nervøs, da du skulle hjælpe mig med at købe tøj i lørdags. Da jeg stod udenfor butikken og ventede på dig, hang mine luffer i snore fra mine håndled. Nede i tasken lå min brune, strikkede top-hue. Jeg trippede rundt og fik sparket en tom flaske ud i trafikken. Jeg stod i vejen for folk på vej ind og ud af butikken. Den 50-årige, selvstændige kvinde, jeg normalt er, var komplet forduftet – og i stedet stod der en usikker, tyk, 12-årig fra Hadsten, hvis egen mor ikke kunne finde noget pænere at sige, end at jeg i det mindste ikke lignede de andre og var heldig at have et godt hoved skruet på.

Da du så kom skridtene over fodgængerfeltet med hele dit smukke selv viklet ind i en sort kappe, og jeg forsøgte at give dig et knus med de luffer flagrende omkring….  Herre Gud, hvor jeg var gået galt i byen.

Men vi skulle jo købe tøj til det foto-shoot. Jeg vidste, det var nødvendigt, og at jeg jeg ikke selv ville kunne købe det rigtige. Jeg ville sandsynligvis slet ikke få købt noget, hvis jeg skulle prøve selv.

Fru Wedel,  det tog dig kun ti minutter at se det hele. Du så den 12-årige, og tog dig kærligt af hende. Og du så den 50-årige. Og i løbet af  fem kvarter og to butikker havde du fundet de otte stykker tøj, der gav mig krop og styrke til at stille mig foran kameraet. Endda i en prikket skjorte.  Jeg ved ikke helt, hvad du så, som jeg aldrig selv har set, men jeg ved, jeg gerne vil blive venner med det, du så og fik frem.

Du ligner ikke en zen-master. Overhovedet. Men da du så hele mig og accepterede hele mig og fik mig til at stoppe med at bekæmpe de forkerte sider af mig selv og indse, at det hele er helt ok, da blev du min zen-master. De kan åbenbart komme i mange former:

Tak for hjælpen!

Kærligst,

Anna, 50 år.

{ 6 kommentarer }

Idag har jeg været på forfatterarbejde. Af den udfordrende slags. For der skulle tages pressefotos til den her:

Lad det være sagt med det samme: Vi introverte bryder os generelt ikke om at være i centrum. Det er ikke fordi vi er generte. At være genert er en pinefuld tilstand, hvor man er bange for omgivelsernes fordømmelse. Det er ikke pinefuldt at være introvert, og vi er ikke bange for omgivelsernes fordømmelse. Vi er bare sådan nogle, som trives bedst i mindre fora og trives bedst med ikke at være på.  Ekstroverte, derimod, får energi af at være sammen med mange mennesker og kan godt lide at være på. De tror ofte, vi andre er generte. Men det er vi ikke. Vi er bare sociale på en anden måde, end dem. Det er hverken værre eller bedre, bare anderledes.

Men i dag var jeg altså i den grad i centrum og i den grad på. Og det gik fint. Det gjorde det af to årsager:

1) Jeg var i seriøst kvalificerede hænder hos by Klein/Wedel. 

2) Introverte kan naturligvis sagtens gøre “ekstroverte ting”, når det er vigtigt (pressebilleder er vigtige!). Vi kan bare ikke gøre det hele tiden eller det meste af tiden, for så løber vi tør for batteri. Lige som ekstroverte godt kan gøre typisk introverte ting (som at fordybe sig og arbejde selvstændigt), men bare ikke hele tiden eller det meste af tiden, for så løber de tør for batteri.

Det gode liv for en introvert handler derfor om at finde den rette balance mellem på den ene side at tilgodese vores introverthed – og på den anden side at tage hensyn til vigtigheden af det arrangement, der kræver af os, at vi tilsidesætter den.  Det er ikke altid så nemt at ramme den balance. For vi lever i en ekstrovert verden, hvor introverte, som for eksempel takker nej til en fest, nemt bliver mødt med “Ej, kom nu! Du har godt af at komme lidt ud! Vær nu lidt frisk!”  Der er god grund til, at min bog hedder Introvert. Stå ved dig selv. (Nej, du behøver ikke tage til fest og gemme dig på badeværelset)

{ 7 kommentarer }

Fordi klokken er mange og dagen har været lang, er dagens blogindlæg kort: et haiku-digt.  Som iøvrigt så fint minder om, at selvom klokken er mange og dagen har været lang, kan man altid finde tid til poesi. Enten  ved at læse et digt eller nyde en slurk grøn te.

Skålen i hånden -

en slurk af den grønne te -

vinterpoesi

Haiku af Niels Kjær fra samlingen Årets Ring - og maleri af Berthe Morisot:

{ 0 kommentarer }

Nu har jeg jo kloget mig en hel del på bloggen over den seneste uge:  Åndehuller til sig selv, ritualer med børnene, middag på bordet….

Jeg vil derfor gerne for god ordens skyld fortælle, at jeg igår hvæsede af Jacob, da han kom ned i køkkenet, mens jeg lavede mad: “Det er så provokerende, at du kommer og spørger, om du kan hjælpe med noget, når jeg næsten er færdig!”.  ”Jamen, skal jeg så ikke dække bord”, spurgte han pænt. Hvortil jeg svarede, “Nej!”

Sur mor, var jeg. Som ikke havde gjort, som jeg selv prædiker, og taget mad ud af fryseren dagen i forvejen…

Hvad gør man så? Når man slet ikke lever op til sine egne rimelige forventninger? Man tilgiver – og får en ny chance før man aner det.

Vi skal ikke gøre os selv til kampzoner mellem rigtigt og forkert, god-nok og ikke god-nok. Vi skal  ikke dømme andre mennesker, men vi skal heller ikke dømme os selv:

“You yourself, as much as anyone in the universe, deserve your love and affection.”

Buddha

PS: Dagens snapshot = for 30 kr. duftende “love and affection”

{ 4 kommentarer }

Likes på Facebook:

Ries pølsevogn i Skive: 4.271

Egnsteatret i Viborg: 373

Tandlægen i Støvring: 460

Min blog: 350

Mine damer, jeg har brug for jeres hjælp. Please. 

{ 6 kommentarer }

Middagsmad på 10 minutter! Sidste del i serien om, hvordan man får mere ro i hverdagen sammen med børnene. 

Jeg lovede at skrive noget om, hvordan man får aftensmad på bordet i en fart, så der bliver mere knurrefri tid sammen med børnene. Jeg synes stadig, det er et godt råd at snuppe en rugbrødsmad ind imellem. Men faktisk er det muligt at servere ordentlig middag hver eneste aften stort set uden at røre en finger. Jeg ved det, for jeg har selv gjort det hver aften i de 7 år, hvor jeg var alene med børnene og tiden var knap. 

Skal 2013 være et år, hvor middagene tryller sig selv ind på bordet, mens du og børnene har Zen-tid sammen? Så læs Super Mor - eller den korte version i mit blogindlæg på Selvvalgt Singlemor.

Jeg garanterer, det virker!

{ 5 kommentarer }

Fortsættelse på den uendelige historie om travle mødres knurren af børnene…

Igår kom jeg så fikst om ved at skrive til Marianne, at når hun frygter mødet med hverdags-monsteret, er det en oplagt reminder om at huske at trække vejret i bund. På den måde kan hun tæmme den panik, der får hende til at knurre af børnene. Jeg mente hvert et ord. Jeg er overbevist om, at børn med det samme mærker, når deres mor begynder at trække vejret bevidst. Det lyder banalt, det ved jeg godt. Men faktisk synes jeg ikke, det er banalt. Det er derimod basalt. 

Ikke desto mindre… Det er selvfølgelig ikke nok, at vi finder veje til Zen for mødre – og dermed knurrer færre gange af børnene. Vi er nødt til også at prioritere at finde plads til Zen-fyldte ritualer sammen med børnene.  Og det KAN lade sig gøre. Jeg har mødt mødre, som ikke mente, de havde tid til at sidde stille med børnene, når de kom hjem om eftermiddagen, fordi de  (mødrene) skulle igang med at lave aftensmad med det samme. Ikke tid? Til at sidde med børnene? Efter ikke at have set dem siden kl 8?  

Der er tid. For der skal være tid. Der er intet som helst i løbet af hele dagen, der er vigtigere end nærværet med børnene. Så find de ritualer, der passer til netop dine børn og din hverdag. Find veje, der får jer til at sidde stille sammen og gøre knurre-fri ting. (Zen for mødre er fuld af forslag, hvis du har brug for inspiration…)

Aftensmaden? Jeg vender tilbage en af de kommende dage med ord om at organisere varm-mad-på-bordet. Indtil da: Drop middagen, tag en rugbrødsmad, spis den, mens I sidder sammen på puder på gulvet eller under bordet eller i husets bredeste seng. Mærk roen.

{ 2 kommentarer }

“Onsdag den 2. januar.” Hvis det var en film, gad jeg ikke købe billet.

Og jeg er ikke den eneste, som ikke rigtigt orker hverdagen. Hør hvad Marianne skrev i en kommentar på bloggen i går:

“Jeg er stresset på forhånd over arbejde der ikke er blevet gjort og det som kommer der skal gøres. Så jeg knurrer af børn og mand, helt urimeligt, og alligevel kan jeg ikke tæmme den panik, der sniger sig ind i mig ved udsigten til i morgen at møde “det brølende hverdagsmonster” face-to-face….”

Marianne, I hear you! Og jeg har et forslag. Ja, jeg har mange, men jeg begrænser mig til dette ene: Det er NU, du skal have skabt dig et eller flere Zen-fyldte ritualer, der kan give dig åndehuller med ro og fordybelse. Allerede nu i aften, synes jeg, du skal sætte dig i sengen og tænke over, hvilke ritualer, der giver dig dybe vejrtrækninger og et stille center. Personligt ville jeg gå død, hvis ikke jeg havde det faste ritual at trække mig tilbage til mig selv i 20 minutter om aftenen, når Jacob er puttet, for at… meditere eller drikke te i mørket i haven eller kigge i min Nødhjælpskasse eller skrive taknemmelighedsdagbog eller… 

Tænk i øvrigt over, om du i løbet af dagen har mulighed for at holde pauser. Korte pauser, hvor du tager tre dybe vejrtrækninger. Gerne på bestemte tidspunkter (så er det nemmere at huske), for eksempel når du brygger te/går til møde/stiger på cyklen  - eller hvad du nu ellers gør regelmæssigt i løbet af en almindelig dag.Jeg er ret sikker på, at det vil tæmme panikken og gøre, at du knurrer sjældnere.

“Alt det arbejde, der skal gøres”? Det vender jeg tilbage til i løbet af de næste dage. Men det korte svar er: Skriv en liste over samtlige opgaver. Prioritér. Og for Guds skyld:  skær hjørner.

Med hensyn til ritualer sammen med børnene: Det vender jeg tilbage til i morgen.

Dagens snapshot: Jeg har stillet tulipaner på mit skrivebord. Når jeg kigger på dem, trækker jeg vejret i bund. Det er min lille pause.

{ 6 kommentarer }

For last year’s words belong to last year’s language and next year’s words await another voice. (T.S. Eliot)

Mine damer, der er nyt på vej på bloggen! Der kommer ikke en helt ny stemme i det nye år. Og jeg vil fortsat blogge om hverdags-zen. Men der kommer et ekstra tema, fordi…

den 22. marts udkommer min nye bog Introvert. Stå ved dig selv. (Nej, du behøver ikke gå til fest og gemme dig på badeværelset.)

Jeg har glædet mig enormt til at fortælle om den. Og nu må jeg gerne. Så altså: Det bliver den første danske bog om at være introvert.  Og emnet ligger mig på sinde, for ja, jeg er introvert. Det er en af mine største styrker. Men Herre Gud, hvor har det taget mig lang tid at forstå det – og at stoppe med at slå knuder på mig selv, for at passe ind i en verden, hvor det ekstroverte har størst værdi.

Introverte tænker, før vi taler. Vi lytter mere, end vi taler. Vi har brug for ensomhed for at lade op, efter vi har været sociale. Vi er gode til at arbejde koncentreret og fokuseret, være nærværende og tænke kreative og originale tanker. Og vi vil gerne hjem fra fest, længe før de ekstroverte. Nogle gange vil vi faktisk aller helst bare blive hjemme. For introverte får energi af at være alene eller sammen med nogle få mennesker, vi kender godt. De ekstroverte, derimod, får energi af  at være sammen med mennesker – og keder sig, hvis de er for længe i deres eget selskab. Og så råber de i reglen ret højt.

Introvert handler om at stå ved sig selv, fordi livet bliver bedre af det. Og den handler om, hvordan vi helt konkret opnår det: Hvilke valg vi skal træffe – i vores familier, i vores sociale liv og på vores arbejdspladser – så vi introverte kan leve tro mod os selv og yde vort bedste.  Og ja, Introvert blæser til revolution (en stille én, forstås): For jeg vil gerne have en ny orden i tingene, hvor det introverte og det ekstroverte tillægges lige høj værdi. Det kunne i grunden bare mangle. For introverte har en del at byde på. Og vi er ikke bare mig og nogle få andre sarte sjæle. Vi udgør 30-50% af befolkningen, herunder naturligvis 30-50% af alle børn. 

Jeg kommer til at tage hul på emnet lige så langsomt over de næste par måneder. Stay tuned!

GODT NYTÅR!

{ 28 kommentarer }