ANNA SKYGGEBJERG

Det er ikke altid, en mor kan få lige det, hun drømmer om. For eksempel tid alene. Men ingen er så kreative som mødre med små børn, når det gælder at tilpasse sig virkeligheden, at få det bedste ud af sådan-som-det-er-lige-nu. Læs lige dette citat fra Zen for mødre, hvor Karen fortæller, hvordan hun sikrer sig et langt, varmt bad. Der er ganske vist en pris at betale bagefter. Men fik hun et langt bad eller fik hun et langt bad?? Vel gjorde hun så!

“Man kan trænge til et langt, varmt bad. men det er ikke altid, man kan få det, når der er små børn i huset – og de er med på badeværelset. Jeg har derfor lært mig at tage to slags bad: et bad Med lukkede skuffer og et bad Med åbne skuffer. Et bad Med lukkede skuffer i møblet på badeværelset, det tager under fem minutter. Så bliver jeg afbrudt. Et bad Med åbne skuffer, derimod… Det er usikkert, HVOR lang tid man kan få til sådan et bad, men det er til gengæld helt sikkert, at alt hvad der kan fiskes op af skufferne af skrubbere, filere, tuber og bøtter, vil have været i brug bagefter.”

{ 0 kommentarer }

I går nåede jeg ikke at blogge. Til gengæld fik jeg skrevet en bog færdig. Og da jeg endelig løftede blikket fra computeren, opdagede jeg, at klokken var mange, og at jeg da vist egentlig var temmelig træt. Men jeg mærkede ikke trætheden, mens jeg skrev. For det er Zen at skrive, eller flow vil nogen nok kalde det. I hvert fald giver det mig en oplevelse at ro, nærhed, fordybelse, meningsfuldhed – og jeg mærker ikke, at tiden går og at jeg egentlig burde spise, sove eller blogge. 

At skrive er den eneste lille bitte kreative åre, jeg har. Jeg kan absolut intet med mine hænder: Da stroppen bag  på Jacobs vest var gået løs forleden dag, sagde han som det første, “Jeg kan tage den med ned til Lis i klubben”. Han er helt holdt op med at spørge, om det mon er noget, jeg kan hjælpe med….  Gid jeg kunne.

Pointen er: Hvis du har den mindste kreative åre, så dyrk den. Mal, tegn, syng, strik, sy, bag eller flyt rundt på tingene i dit hjem. Det er lige meget, hvad du gør, så længe det er noget, du kan lide, og som du kan gøre i en meditativ tilstand, hvor du mister fornemmelsen af tid, tømmer bevidstheden og giver plads til Zen.

“It need not be an enormous project or a great work. But it should be something of one’s own. Arranging a bowl of flowers in the morning can give a sense of quiet in a crowded day – like writing a poem or saying a prayer. What matters is that one be for a time inwardly attentive.” 

(Anne Morrow Lindbergh)

PS: Her havde jeg tænkt, der skulle være et billede af Anne Morrow Lindbergh med en buket blomster. Så jeg billed-googler hendes navn + flowers. Og hvad kommer op i første linje? Pelspølsen i min vindueskarm og en buket blomster, jeg har hjembragt fra Thailand! Så får I det altså igen:

{ 2 kommentarer }

Der er et princip, som vi taler vældig meget om i vores familie: Gensidighed.  Selv om min mand og jeg erkender, at vi er de voksne, og at der naturligvis påhviler os et særligt ansvar i familien, ønsker vi gensidighed. Gensidighed betyder nemlig  ikke, at alle i familien skal yde det samme, men at vi alle skal yde efter bedste evne og anerkende og vise taknemmelighed for det, vi hver især bidrager med for at få familien til at fungere.

Når gensidighed er et tema, skyldes det, at det ikke altid er til stede – og at vi, de voksne, derfor må blive ved med at tale om det og fortælle børnene præcis, hvad det betyder. Det betyder at sige tak frem for at tage for givet. Det betyder at tænke “vi” i stedet for “mig selv” – eller sagt mere konkret: For eksempel at gå ud med skraldespanden eller tømme opvaskemaskinen, fordi man får øje på, at det skal gøres – frem for at vente til man bliver bedt om det eller satse på, at der nok er en voksen, der gør det. Eller selv at spørge, “Er der noget, jeg kan hjælpe med?” eller “Hvordan har du haft det i dag?”. 

Jeg bliver ved med at tale om gensidighed, indtil det ikke længere er nødvendigt. Eller indtil jeg ikke længere er så træt. Whatever comes first.

{ 2 kommentarer }

Dagene er fulde af øjeblikke, hvor man oplever det store i det små, det smukke i det enkle og nære. Man kan lære at have det blik på, selv hvis man ikke er født med det. Jeg øver mig stadig og fryder mig, når det lykkes mig at indfange dagligdagens Zen-moments.

Noget af min glæde ved at læse haiku skyldes, at et haiku netop beskriver sådan et øjeblik. Jeg har fået lov at citere to vidunderfulde haiku af  den danske digter og oversætter Niels Kjær. De er fra hans bog “Årets ring.” Det første haiku kunne finde sted lige nu i disse dage. Det andet foregår en nytårsaften. Jamen, d’damer, hvornår har I sidst læst så smukke digte?

Solen opdager

titusind diamanter

i det våde græs

Børnene sover

vi to danser alene

resten af året

Niels Kjærs samling af haiku kan købes her - den koster 100 kr. + forsendelse, i alt 168,75. 

PS: Bare fordi der helst skal være et foto i et blogindlæg, er her et billede af et lotusblad, jeg har taget på Bali. Hvis jeg kunne, ville jeg digte om netop det!

{ 4 kommentarer }

Jeg har mange gange måttet sande det – og nu igen i dag: Det er, når man er som en flue i en flaske, at det er aller mest nødvendigt at have enkle Zen-skabende ritualer til sin rådighed. Nogle, der stilner ens sjæl midt i al den flaksen rundt. 

Det er vigtigt, at det er enkle ritualer. Det skal ikke være et projekt at finde ro i hverdagen. 

Zen for mødre er fuld af enkle ritualer, der giver ro, nærvær og fordybelse i selv den travleste hverdag. Der er ingen af dem, der tager mere end ti minutter. Men på dage, hvor selv det er uoverskueligt, så trøst dig med, at et af verdens viseste mennesker siger, du ikke behøver gøre andet, end at trække vejret en enkelt gang. Bare nogle få gange i løbet af dagen, kan du kigge op fra det, du laver, og trække vejret i bund. Det er alt, hvad der skal til, for at nære sin sjæl. 

You just stop for a few seconds, breathe deeply, and move on. You don’t want to make it into a project. [...] Throughout the day, you could choose to do this. It may be hard to remember at first, but once you start doing it, pausing becomes something that nurtures you; you begin to prefer it to being all caught up.

 (Pema Chödrön, buddhistisk nonne)

PS: Man kan også forære sig selv en blomst, som er så fin, at man slet ikke kan lade være med ind imellem at dreje sin kontorstol rundt og nyde den:

{ 0 kommentarer }

I dag var dagen, hvor mandalaen blev destrueret.  

1: Den færdige mandala

2: Der blev chantet, tændt røgelse – og der var gang i rekvisitterne

3: Sandet fejes sammen med en pensel. Vi, der overværede det, fik hvert et bæger med en lille smule sand, symboliserende fred og harmoni 

4: Så var der ceremoniel musik og dans

5: Og mere…

6: Det resterende sand blev hældt i rindende vand

{ 1 kommentar }

I går gjorde jeg noget, jeg yderst sjældent gør: Jeg så tv. Jeg var rastløs, faldt i en engelsk krimi og hang på i 1½ time.  Det  betød, at jeg ikke fik blogget og heller ikke mediteret. Begge dele ville have været bedre for mig end den krimi. Men nogle gange gør man bare ikke det rigtige – og der er ikke andet at gøre ved det, end at tilgive sig selv og være taknemmelig for, at der kommer nye chancer for at træffe de rigtige valg. Men det kræver jo, som Lahka Lama sagde, at man ved, hvad der gør én godt. Meditation eller krimi? 

Har i dag været i Den Sorte Diamant og set munkene lave sand-mandala. Jeg har ikke ord for hverken skønheden eller meningsfuldheden, men jeg har 3 snapshots. Jeg kunne ikke få mig selv til at stå og fedte med kameraet, så de er taget i al hast. I morgen kl. 16.30 bliver værket destrueret i havnen. Som en påmindelse om altings forgængelighed. 

{ 2 kommentarer }

Jacob og jeg har været i Tibetansk Buddhistisk Center for at høre munke chante lykkebringende bønner. Det hører man trods alt ikke hver dag, så…

Bagefter fortalte Lakha Lama om nødvendigheden af at være god ved sig selv, for at kunne være god ved andre. Om nødvendigheden af at vide, hvad der gør én glad. Det burde ikke være et nyt budskab for læsere af denne blog, men jeg har på fornemmelsen, at det godt kan tåle gentagelse. For er det ikke netop fordi vi glemmer at gøre godt for os selv, inden vi gør godt for vores børn, at vi fristes til at iklæde os martyriet og sige “You owe me”?

“You yourself, as much as anyone in the universe, deserve your love and affection.”

Buddha

PS: De der munke… De er i Danmark for at lave en sand-mandala. Det foregår i disse dage i Den Sorte Diamant i København. Fredag  eftermiddag bliver den destrueret. Jeg så den i dag og tager afsted igen i morgen og på fredag.  Hvis du bor i København, så læse her.

{ 2 kommentarer }

Martyriets kappe hænger inde i moderskabet. Og ind imellem kan man få lyst til at tage den ud og smide den over sine ludende skuldre og sige ting som, “efter alt hvad jeg har gjort for dig….”. Men man skal lade den hænge, skal man. Den klæder ingen.

Kom til at tænke på det, da jeg læste disse smukke linjer af sufi-digteren Hafiz (1320-1389):

Even after all this time
the sun never says to the earth, “You owe Me.”
Look what happens with a love like that,
It lights up the Whole Sky.

PS: Dagens snapshot af to soulmates, Buddha og Pelspølsen

{ 0 kommentarer }