ANNA SKYGGEBJERG

Ægtefælle og jeg er lige kommet ind fra haven, hvor vi har insisteret på at drikke kaffe og te og kigge på månen. Jeg var iført en dunjakke og to uldne tæpper… 

Men heldigvis har jeg en bog med forår! Forfatter og oversætter Niels Kjær har lige udgivet Japansk forår. 111 haiku af Basho, Buson, Issa og Shiki.

Det vrimler med blommeblomster, kirsebærblomster og abrikosblomster. Og selvfølgelig også med deres forgængelighed. For det er digte, der hylder foråres skønhed netop i lyset af flygtigheden. Blomsternes og livets. 

Det er noget så smukt!

Her er et haiku af Buson (1711-1784):

Jeg ville gå ud

men jeg blev hjemme hos

blommeblomsterne

PS: Og her er foråret på mit repos (når nu der ikke rigtigt er noget ude i haven). 

{ 3 kommentarer }

Vi skal ha´en give away. Som TAK for al jeres opbakning til Kærlig hilsen Anna. Og fordi jeg lige har en enkelt bog tilbage i bunden af kassen med frieksemplarer. Den skal op og ud i verden, skal den. 

Derfor: Læg en kommentar herunder. Så trækker jeg en vinder tirsdag aften.

{ 81 kommentarer }

Jeg er SÅ glad. Og taknemmelig. Og stolt. For Kærlig hilsen Anna er blevet anmeldt på bloggen IbByHeart. Og den har fået de fineste ord hæftet på sig:

Kærlig hilsen Anna er empatisk, nærværende, hjertevarm og klog. Kærlig hilsen Anna er en bog til alle, der har læst Introvert og fundet glæde ved den. Forståelse. [...] Jeg håber Kærlig hilsen Anna bliver årets sommerbog.

Læs hele anmeldelsen her, please. 

Som du kan se af anmeldelsen er Ib – som skriver bloggen – et hundemenneske ligesom jeg selv. 

Jeg har de seneste dage krammet min Asger lidt ekstra – og han bliver ellers krammet umådeligt meget i forvejen. Asger er jo en rescue dog fra Dubai. Han var blevet forladt af sin ejer: bundet til en pæl med en pose mad om halsen. I Dubais stegende hede. Derfra var han blevet bragt til et rescue center, hvor han sad i et lille bur, indtil en dansk kvinde adopterede ham med henblik på videreadoption til Danmark. Hun satte Asgers billede på Facebook. Vi skulle faktisk ikke have hund, men… Asger skulle ikke være i Dubai. Så han blev fløjet hjem til os heldigvis. Han var 9 måneder gammel og vi var det 5. sted, han skulle bo. Han var forvirret og utryg.Og vi fik kam til håret. Det er næsten præcis to år siden.

Nu er han tryg og lykkelig. Han vejer 50 kilo. Når Ægtefælle er stået op om morgenen, springer Asger op og overtager hans hovedpude. Han ligger med kinden på puden og kigger over til mig. Han strækker forbenene, så poterne stemmer imod min arm. Så tager jeg fat om hans ene pote og aer den, for det kan han godt lide. Og så er det, at jeg aer lidt ekstra i disse dage, fordi jeg kommer til at tænke på, at hende, som adopterede Asger i Dubai, for et par dage siden reddede to andre smukke og kæmpestore hunde, som var blevet forladt. Hun fandt dem på en motorvej. Hun ringende til rescue centeret. Den ene er en Sankt Bernhards-agtig hund med samme blik som Asger. Begge havde fået fjernet både ører og hale. 

Jeg håber, de en dag får et hjem, hvor nogen vil nusse deres poter og sige, “Hundebamse, jeg elsker dig.”

Vores første billede af Asger:

Og mit yndlingsbillede af ham:

{ 7 kommentarer }

Apropos det seneste blogindlæg om bibliotekslån…. Jeg tror, der er gode nyheder, for Kærlig hilsen Anna har fået den fineste lektørudtalelse  - og det er den, bibliotekerne skeler til, når de skal beslutte, hvad der skal indkøbes til hylderne:

“… en meget fin og velskrevet guidebog, der giver sine læsere trøst, forståelse og støtte med sin lavmælte, indtrængende stil. Det er empati og medfølelse, der præger bogens kapitler. [...] Anbefales varmt.”

Som supplement til den meget følsomme beskrivelse af bogen iler jeg med at fortælle, at en af damerne hos min yndlingsboghandel på Godthåbsvej, i går fortalte mig, at det går godt med at sælge Kærlig hilsen Anna til kunder, som kommer ind og kigger, men ikke har besluttet, hvad de skal købe. Hun sørger altid for at sige til kunderne, “Selvom forfatteren ser sart ud, så er hun det altså ikke. Hun er god til at bande!” Jeg tror faktisk, hun har fat i noget, der… For hvem gider at læse gode råd fra én, som ser ud som om, hun er en sart blomst, som rødmer, når nogen bander eller slår sig på livet på den måde, hvor det bare ikke rækker at sige træls, ærgerlig  og be’ om ?

{ 4 kommentarer }

Jeg er blevet spurgt, om man kan låne Kærlig hilsen Anna på biblioteket.

Det kan man godt, men der er ikke så mange biblioteker, der har nået at købe den. Det er trods alt kun et par uger siden, den udkom. Men hvis du går ned på det lokale bibliotek og spørger efter den, så øger det i hvert fald sandsynligheden for, at den bliver købt i en fart. Det er ikke nogen dum idé at sige, “Det er den nye bog af hende, som skrev Introvert.” For den – Introvert - har været et biblioteks-hit.

Men der er en anden ting, jeg lige vil sige… Der er nogle bøger, som man læser én gang, og så ikke vender tilbage til (for nu ved man jo, hvem morderen er…). Og så er der andre bøger, som det er meningen, man skal vende tilbage til igen og igen. I den kategori har jeg tænkt både Introvert  og Kærlig hilsen Anna. 

Men du kan jo begynde med at låne bogen på biblioteket og så se, om den er værd at eje for dig. Jeg håber det.

PS: Der er et interview med mig i det Femina, der er i kioskerne nu. Just sayin’… Der er også en vidunderlig artikel om en anden og noget større  forfatter og brevkasseredaktør: Tove Ditlevsen. Hun havde en brevkasse i Familie Journalen i 20 år frem til sin død i 1976, og man kan stort set ikke overvurdere, hvad den brevkasse gjorde for kvinders frigørelse og solidaritet med hinanden. “Skal jeg gå fra ham?” spurgte en kvinde i et ulykkeligt og håbløst ægteskab. Og Tove svarede, “Nej, De skal løbe!” 

{ 3 kommentarer }

Zen in a book…

I dag er der udkommet en helt vidunderlig bog: Mindful malebog. Afstressende kunstterapi for travle mennesker. 

Min stress-ramte Elise hvinede af fryd, da hun så den. Det er præcis den form for anti-stress tiltag, hun kan lide (meget bedre end “luft i kalenderen, ordentlig mad, tidligt i seng”).

Så hun er allerede begyndt:

Bogen koster sølle 80 kr. Det er mindre end en buket blomster, og der er tusindvis af skønne timer i den.

PS: Men i aften er hun -- Elise --  til galla på gymnasiet…

{ 3 kommentarer }

Jeg vil vise jer en halskæde, jeg har købt:

Der står “enough” – og den skal bæres for at minde mig selv om det, jeg nemt kan glemme: At jeg – at vi – er nok. 

Sød nok, pæn nok, slank nok, klog nok, ambitiøs nok og en god nok hustru, mor, ven.

Ikke perfekt (Herre Gud, overhovedet ikke perfekt!), men NOK. ENOUGH.

I Kærlig hilsen Anna er der brev fra en kvinde, som ikke synes, hun er en god nok datter. Hun er 50, hendes far er 80. Men stadig er det et tema, og hun spørger mig, “Hvordan bliver jeg den datter, jeg gerne vil være?”. Mit svar er langt. Men der står blandt andet sådan her: 

Det reelle spørgsmål er ikke, “Hvordan bliver jeg den datter, jeg gerne vil være?”, men “Hvordan når jeg til bevidstheden om, at jeg er en god nok datter?”

Svaret er, at det er en beslutning, du træffer.

Og derefter kommer der mange flere ord…

{ 5 kommentarer }

I  Kærlig hilsen Anna er der kun et enkelt spørgsmål fra en mand. Hans hustru har været ham utro gennem flere år, endda mens de har gået i parterapi for at redde ægteskabet. Det er stærke sager. 

Så der er måske ikke noget at sige til, at mit svar begynder med ord, jeg almindeligvis ikke bruger på skrift:

Selv de bedste mennesker begår fejl ind imellem. Selv mennesker, som sætter en ære i at have en høj moral, kan svigte egne standarder og pludselig befinde sig med bar røv på en kopimaskine. Der er ikke nogen af os, som ærligt kan sige, at det aldrig ville kunne ske for os. For vi er mennesker, og vi fejler.

Til gengæld slutter svaret med et citat, som for mig er af de smukkeste og mest tankevækkende, jeg kender. Det er et par linjer fra Mary Olivers digt The Summer Day:

Tell me, what is it you plan to do

with your one wild and precious life?

{ 2 kommentarer }

“Du virker urolig”, sagde Ægtefælle i aftes. “Hvad skal der til, for at du får ro?”

Og jeg vidste det udmærket. Både at jeg virkede urolig – og hvad der skulle til for at ændre det. Jeg kender mine veje til Zen, men jeg glemmer dem i perioder. Disse dage er del af sådan en periode. Så i dag har jeg gjort ting, jeg ved, gør mig godt: Jeg har blandt andet siddet i et hjørne af haven og læst en novelle af Alice Munro. Pakket ind i vinterfrakke og tæppe, med et glas te på bordet og Asger for mine fødder. Og med en følelse af, at tiden var uendelig.

Og apropos det: At tiden føles uendelig, men ikke er det…. Jeg har idag læst et i særklasse fremragende essay af dr. Paul Kalanithi. Han var forfatter og neurokirurg på Stanford University, men døde i sidste uge af lungecancer. I en alder af 37 år. Efterladende sig blandt andet en datter på to år. I sit essay skriver han om tid og om det at vide, man skal dø. Han slutter sit essay med disse ord til sin datter:

When you come to one of the many moments in life when you must give an account of yourself, provide a ledger of what you have been, and done, and meant to the world, do not, I pray, discount that you filled a dying man’s days with a sated joy, a joy unknown to me in all my prior years, a joy that does not hunger for more and more, but rests, satisfied. In this time, right now, that is an enormous thing.

Du skal unde dig selv at læse det essay! Klik her. 

PS: Krøyers billede af Marie, som læser i haven med sin hund

{ 6 kommentarer }