ANNA SKYGGEBJERG

Min fredag? Jo, altså, først holdt jeg foredrag for 400 ledere. Derefter gik jeg til reception. 

Og 18.30 var jeg iført nattøj og havde taget dynen med ned foran tv’et…

400 ledere var samlet til The Global Leadership Summit for at få inspiration til bedre ledelse. De fleste var fra kirkelige organisationer, og de mennesker føler jeg mig hjemme blandt. Jeg har i fem år været folkekirkelig aids-konsulent og holdt masser af foredrag i kirkelige sammenhænge, så hvis der er noget, jeg ved, er det dette: Der er en helt særlig venlighed og åbenhed hos mennesker, som vier deres liv til kirkeligt arbejde. Der er en stemning, der gør, at det også for én, som kommer udefra, som jeg gør, føles helt naturligt at rejse sig op og klappe af kristen rock eller folde hænderne i fællesbøn.

Åbenheden viste sig ved, at arrangørerne havde bedt forfatteren Susan Cain fortælle om, hvordan vi skal udfordre vores sædvanlige forestillinger om, at den dygtigste leder er den karimatiske ekstroverte. Det gjorde hun i et filmet foredrag, som bliver vist i alle de 100 lande, hvor konferencen finder sted. Jeg elsker hende!

Jeg skulle supplere med praktiske råd til introverte ledere. Noget mindre intellektuelt udfordrende, men alligevel udfordrende for mig. Alle de mennesker… Og så skulle jeg holde foredraget en enkelt sætning ad gangen, fordi der blev oversat til engelsk samtidigt. Af en umådeligt dygtig oversætter, som fik mig til at lyde klogere, end jeg er. Det er noget med svulstigheden i det amerikanske sprog…. 

Jeg synes, det ville være så dejligt, hvis der kommer mere fokus på introvertes leder-egenskaber. Det viser sig nemlig, at introverte er gode ledere. Ekstroverte ledere skaber ganske vist bedre resultater end introverte ledere, når medarbejderne er afhængige af at få inspiration og anvisninger udefra. Men introverte ledere skaber bedre resultater end ekstroverte ledere, når medarbejderne er selvstændige og gode til selv at tage initiativer.

Med andre ord: ekstroverte og introverte er lige gode ledere, men til at lede hver sin type medarbejdere.

Det synes jeg er interessant.

{ 7 kommentarer }

Jeg elsker breve. At skrive breve. At få breve. At læse andres breve. Det sidste har jeg gjort idag i bogen, Letters of Note. Correspondance deserving of a wider audience.  

Jeg har læst Richard Feynmans rørende kærlighedsbrev til hustruen Arline Feynman. Han var Nobelprismodtager i fysik, men her først og fremmest en forelsket ægtemand. Han skrev brevet til Arline i 1946, to år efter hun døde af tuberkulose i en alder af 25 år. Brevet lå i en forseglet kuvert indtil Richard døde i 1988. Det slutter sådan her:

My darling wife, I do adore you.

I love my wife. My wife is dead.

Rich.

PS: Please excuse my not mailing this – but I don’t know your new address.

PS: Dagens snapshot er af min smukke Asger, som er blevet syg og kom akut til dyrlægen i aftes. Han har en infektion. Han bliver rask igen, men det er ikke sikkert, han får sine gamle farver tilbage, når pelsen i panden vokser ud. Vi aer og holder ham i poten og pakker medicin ind i de bedste godbidder, der findes i Asgers liv.

{ 3 kommentarer }

Efterårsferien gik og jeg fik stort set lavet det, jeg skulle. 

I hvert fald fik jeg skrevet det foredrag, jeg skal holde for 300 mennesker på fredag. Og foran kamera. Så mangler jeg bare at lære det udenad og finde ud af, hvordan jeg skal få tilhørerne til at lytte til mine ord i stedet for at tænke det helt oplagte: “Gad vide, hvorfor hendes ene øje er så hævet og rødt? Har hun mon et bygkorn?” [Ja, det har hun. For hulan, altså! Kunne det ikke have ventet en uge?!]

Så jeg er bekymret for mit offentlige image? Jeg har ingenting at bekymre mig om, sammenlignet med Monica Lewinsky, som i 1998 blev offentligt ydmyget og komplet ødelagt. I sin første større tale siden dengang, fortæller hun, “I was Patient Zero: The first person to have their reputation completely destroyed, worldwide, via the internet.” Hun har nu engageret sig i at kæmpe imod cyberbullying, ud fra den overbevisning, at “‘Online we have a compassion deficit. An empathy crisis.”

Det er virkelig en af de bedste taler, jeg længe har hørt. Hør den. Og har du børn, så tal med dem om den.

{ 3 kommentarer }

I går fik jeg Letter in the mail. Samme dag fik Jacob Letters for kids. Hans brev havde masser af små tegninger, men mit brev rummede noget helt nyt: Et stykke Wringley’s Doublemint tyggegummi. For mig er det en af de dufte, jeg forbinder med USA. Hvilket fryd at åbne kuverten og finde den duft!

Brevets afsender, Padma Viswanatham (som jeg aldrig har hørt om, men her er hendes website), fortæller, hvordan Doublemint tyggegummi minder hende om hendes far. Og hun skriver, at hvis jeg har lyst til at skrive tilbage til hende, vil hun gerne høre om en smag eller en duft, jeg husker fra for-lang-tid-siden, og hvilke erindringer den bringer tilbage? Så nu sidder jeg og tænker på duften af kaprifolium i Hvitsten i Norge, hvor jeg holdt de fleste af mine sommerferier som barn. Og jeg tygger tyggegummi for første gang i flere årtier. Og tænker på Padma og hendes far.

Jeg lader bloggen holde efterårsferie. Jeg skal skrive foredrag, og dagene er rigeligt fyldt op. Jeg er jo ellers holdt op med at holde foredrag om Introvert, men mit ego kom i vejen for den beslutning, da nogen sagde, “Der kommer 300 ledere – og vi vil gerne have dig til at efterfølge et båndet foredrag med Susan Cain og gå lidt mere i dybden med pointerne.”  Ku ikke sige nej…

Derfor:På gensyn efter ferien!

{ 0 kommentarer }

Vi får gravet haven op i disse dage. Asger ligger og kigger derud og piver og hyler af frustration over ikke at måtte være med til at grave. Men hegnet er taget ned, og der er fri adgang til vejen, så…

Men når gartnerne går om eftermiddagen, sætter de hegnet op igen, og så kan Asger løbe 50 runder. Vi nænner ikke at fortælle ham, at der bliver lagt fliser om et par dage…

{ 2 kommentarer }

For en gangs skyld vender den oprindelige form tilbage til bloggen: Hele 3 ting…

Hele 3 virkeligt skønne ting, der skete, da jeg i går var hos Verdens Bedste Boghandel (Boghandlen på Godthåbsvej, Frederiksberg):

Inden jeg overhovedet er nået ind i butikken, bliver jeg tiltalt af en dame, som kommer ud af den. Hun siger, “Er det ikke dig, der er Anna?” Og hun fortæller, at Introvert har forandret hendes liv, og at den er det sidste, hun ser om aftenen og det første, hun ser om morgenen, for bogen ligger på hendes natbord.

Da jeg er kommet ind i butikken, spørger ejeren, om vi skal holde teselskab i butikken, når min næste bog udkommer til februar. Ligesom vi gjorde, da Introvert udkom. Og det aftalte vi! 

Og inden jeg er nået ud af butikken, har jeg købt en bog, som jeg i dag har læst og ganske enkelt elsker. Den hedder Ella er mit navn. Vil du købe det?. Den er skrevet af Mette Hegnhøj og udkommet på forlaget Jensen & Dalgaard. Den er læst på en time, men tag ikke fejl: Det er efter min bedste overbevisning STOR litteratur. Innovativ og samtidigt inderlig og rørende (det er ikke altid, de tre ting kommer i samme pakke!). På bagsiden af bogen står der, 

Dette er Ellas efterladte noter, som vi fandt dem i Privaten bag Antikvariatet i en æske under Ellas seng.

Med venlig hilsen Jensen & Dalgaard

Jeg lover dig: Du vil meget gerne vide, hvad der står i de noter – og hvorfor Ella er gået sin vej. 

{ 7 kommentarer }

Igår spurgte Jacob, om der er en person, der har med natur at gøre, som jeg beundrer. Skønt spørgsmål at få! (Selv beundrer han værterne på de vilde naturprogrammer på tv.)

Jeg svarede med det samme : “Jane Goodall!” Denne fantastiske primatolog, dette fantastiske menneske, som revolutionerede den videnskabelige verden med sine studier af chimpanser. Ikke alene på grund af det, hun fandt ud af, men også på grund af måden, hvorpå hun studerede dyrene. Hun gav dem navne (strengt forbudt!) og drev sin forskning frem ved at opstille hypoteser, der var drevet af hendes empati med dyrene (strengt forbudt!).

Her er et lille interview med Jane Goodall, hvor hun blandt andet siger følgende:

Empathy is really important…Only when our clever brain and our human heart work together in harmony can we achieve our true potential.

{ 4 kommentarer }

Jeg elsker Ægtefælle blandt andet fordi han er sjov. Men han var måske lige kæk nok, da han kommenterede mit udseende først på eftermiddagen, da jeg efter 1½ døgn endelig-endelig var rask nok til at stige ud af sengen:

“Du er da fest-parat. Allerede med håret opsat!” Ja, ha-ha, Ægtefælle, meget sjovt. Alt mit hår sad i en klump på toppen af hovedet, holdt sammen af sved og bræk. Jeg måtte have Elise til at rede det ud for mig.

Så Ægtefælle tog alene til den fest. Elise tog til en anden fest. Og nu holder Jacob og jeg fest herhjemme. Hvilket betyder Animal Planet på tv og både hund og kat i sofaen. Jacob får sandwiches med et alvorligt misforhold mellem mængden af kød og mængden af grønt. Jeg er allerede småskæv af morfin, så jeg har det sjovt bare med en portion skyr.

I morgen kommer der nok et seriøst blogindlæg.

Bare vent, Wonder Woman, inden i morgen har du fået seriøst ny frisure:

{ 0 kommentarer }

Et af de få tidspunkter på dagen, hvor alle familiemedlemmer her i huset sidder stille ned samtidigt er mellem kl. 18.30 og kl. 19.15. Sådan cirka. Så det mindste, man kan gøre, er vel at tænke over, hvordan det tidsrum kommer til at indeholde mest mulig Zen. Men det har jeg ikke altid gjort…

Alle familier har faste pladser om middagsbordet.  Det havde vi også her hos os: på den ene langside sad Ægtefælle og jeg. Overfor mig sad Elise og overfor Ægtefælle sad Jacob. Sådan var det bare blevet. Det var ikke planlagt. Og det var netop problemet. For når man inviterer andre til middag, ville man da ikke drømme om at overlade det til tilfældighederne, hvem der sidder hvor. Enhver ved, at man ikke skal sætte ham-der-snakker-men-aldrig-lytter ved siden af hende-der-lytter-men-helst-kun-fortæller-hvis-hun-bliver-spurgt. Han vil selvfølgelig nyde at have én at fortælle til, han vil synes rigtig godt om hende og gå lykkelig hjem. Men hun vil have haft en umådeligt trættende aften. Så man tænker sig om, og lægger en bordplan, der passer alle. Hvorfor gør man egentlig ikke det samme i sin familie?

Lad mig uden at gå i detaljer sige, at det betød en kæmpe forskel, da vi  - Ægtefælle og jeg – lagde bordplan. Da vi besluttede, at børnene ikke skulle sidde på samme langside, så de hele tiden kunne stikke til hinanden. Og at forældrene ikke skulle sidde på samme langside og udgøre en forældrefront, der kunne opfattes som en magtbrynde. 

Dagens gode råd: Hvis du drømmer om Zen ved middagsbordet (eller bare fred og ro), så læg en bordplan.

Dagens snapshot: Love-love-love

{ 0 kommentarer }