ANNA SKYGGEBJERG

Tiger mom eller curling mom?

Jacob har været til DM i bueskydning i denne weekend. Det gik sådan her: Han blev nummer sidst. Og med et MEGET stort hul op til nummer næst-sidst. 

Lørdagen var hård for ham. Søndagen (hvor han havde set skriften på væggen) var bedre: Han fokuserede på at heppe på klubkammeraterne og have tid til at snakke mere med dem, end han plejer til træningen. Og så var der også en pæn portion fornægtelse…

Men herhjemme sad vi med et presserende spørgsmål: Hvordan reagerer man som forældre på sådan en oplevelse? Eller spurgt på en anden måde: Hvordan finder man balancen mellem at være en tiger mom  og en curling mom?

Skal man sige: “Hvis du vil være med til DM, må du tydeligvis træne noget mere!” (Nej, vel. Det er at gøre for meget ud af det.)

Skal man sige, “Du havde da bare en dårlig dag. Det skal du ikke tænke på, skat. Det vigtige er at være med og at have det sjovt.” (Nej, vel. Det er at gøre for lidt ud af det.)

Eller er der en balance et sted derimellem, hvor man

både kan anerkende, at en sidsteplads er ærgerlig, men ikke i nærheden af at være nogen ulykke  - og at den i hvert fald ikke rokker en centimeter ved vores kærlighed til drengen og

samtidigt åbne op for det det faktum, at der er en sammenhæng mellem at øve sig og at blive bedre, for ingenting kommer af sig selv (end ikke til en 13-årig med et stort ego.)

Jeg tror ikke, jeg fandt den balance… Måske gjorde jeg… I dunno… 

Hvad siger I?

{ 6 kommentarer }

Der kom en vigtig kommentar til onsdagens indlæg om introverte på arbejdsmarkedet…

Heidi skrev sådan her:

Jeg hylder plads til general forskellighed og en meget mere nuanceret opdeling end introverte/ekstroverte, også på arbejdspladsen.
Der er (engang imellem) en lidt kedelig tendens med at proppe folk i nogle små kasser.
Du er introvert, så du er…….eller er ikke…..Du er ekstrovert, så du er…..eller er ikke…..

Det er vigtigt for mig at pointere, at når jeg taler om at være introvert eller ekstrovert, er det ikke for at putte mennesker i små kasser og reducere os. Det er for at se os gennem et nyt prisme og dermed nuancere os. Vi er hver især andet og mere end introverte og ekstroverte. Men det er min overbevisning, at vi vinder ved at kunne se os selv og hinanden gennem introvert-ekstrovert prismet. Tillige med andre prismer. Sådan får vi kastet maksimalt lys over alt det, vi er.  

Andre prismer, vi kan se os selv og hinanden igennem og blive klogere af? Her er to forslag:

1) Fleksibilitet-rigiditet. Hvor vi hver især befinder os i det kontinuum, der spænder fra “fantastisk fleksibel” til “irriterende stivsindet.”

2) Nærhed-distance.  Hvor vi hver især befinder os i det kontinuum, der spænder fra “har meget let ved nærhed og behov for nærhed” til “har meget svært ved nærhed og vil helst bare være i fred.” 

Her er et ægtepar, som måske ville have haft glæde af at have set hinanden gennem lidt flere prismer. Og forstået, at de er forskellige både med hensyn til introverthed-ekstroverthed og med hensyn til nærhed-distance. Og har man først forstået og anerkendt det, så slipper man for den pinagtige situation, at han trækker sig tilbage for at få ro, og at hun pludselig står udenfor tilbagetrækningsstedet og siger, “Er du sikker på, du ikke vil have en fin, lille lampe til din mande-hule?”

{ 4 kommentarer }

Har du læst Introvert, ved du, at jeg en dag blev kaldt ind på min chefs kontor og fik at vide, at jeg skulle smile mere til møderne…

Jeg smilede  for lidt, fik jeg at vide. Jeg forklarede, at jeg jo var koncentreret, lyttede, tog noter og gjorde mig umage med mit job, som jeg i al beskedenhed var ret dygtig til. Ikke desto mindre: Jeg skulle smile noget mere. Jeg bad om at få et vink ved de næste møder  - og om at få at vide, nogenlunde hvor bredt jeg forventedes at smile. 

Det er ikke nemt at være introvert på et arbejdsmarked, der lader sig forblænde af det ekstroverte ideal. Man kommer nemt til at føle sig forkert og tvunget til lade som om, man er noget andet, end man er.

Det er i første omgang et problem for den introverte. Men det er reelt et problem for arbejdspladsen. For langt de fleste arbejdspladser står sig godt ved at værdsætte både introverte og ekstroverte medarbejdere og de talenter, de hver især bidrager med. Det er for eksempel vigtigt at værdsætte den ro og tænksomhed, som introverte bidrager med til en arbejdsplads, frem for at betragte denne tænksomhed som et udtryk for negativitet og irriterende langsommelighed.

Læs den her artikel, Arbejdspladser druknes i positiv halleluja. Den er fra Videnscenter for Arbejdsmiljø og handler egentlig ikke om introverte på arbejdsmarkedet. Men måske gør den alligevel…. Pointen i den er, at der de seneste 10-20 år er sket et skred, hvor sætninger som “Hold nu op med at være så negativ” og “Tænk nu positivt” er blevet udbredte. Men, er påstanden, det kvæler den åbne kritik og det kvæler kreativitet og arbejdsglæde, når vi skal tale positivt om alting, herunder ting vi er dybt uenige i. 

Eller når vi skal bruge vores energi på at huske at smile, frem for at høre godt efter og tage gode noter…

PS: Dagens snapshot fra eftermiddagsturen med Asger. Skøn tur! Når altså ikke Asger trækker mig omkuld, fordi der er en hanhund, der lige skal have at vide, hvem der er King of the Hood…

{ 3 kommentarer }

I dag blot en påmindelse fra Pema Chödrön, om at huske at tage pauser. “Ikke tid”, siger du? En pause behøver ikke vare længere end den tid, det tager, at kigge op fra computerskærmen og tage en dyb vejrtrækning:

It may be hard to remember at first, but once you start doing it,

pausing

becomes something that nurtures you;

you begin to prefer it to being all caught up.

Jeg billed-googlede citatet for at se, om ikke jeg kunne finde en god illustration. Og hva’ kom op? Et billede af mit eget repos, som jeg har brugt til at illustrere samme pointe. Man kan nemlig gøre det nemt for sig selv at lære at tage pauser, ved at forære sig selv en blomst, som er så smuk, at man ikke kan lade være med at løfte blikket for at nyde den:

Og så, naturligvis: TAK til alle, som deltog i den alternative Give Away, hvor man ikke ved, hvad man vinder….

Mr. Random Number har trukket 10 vindere. De blev:

Karin Christensen (2), Pernille (5), Nina Kragesteen (11), Paprika (21), Anne Werge (45), Rebekka Ahrnkiel Dahlgaard (51), Astrid Hauge Helligsøe (56), Hulemor (48), Dorthe (30) og Sara Hansen (62).

Alle I 10: Send en mail med navn og adresse til mail@annaskyggebjerg.dk, så er der overraskelser på vej.

{ 0 kommentarer }

HURRA! I dag er det præcis 1 år siden, Introvert udkom og blev fejret med et release-party i min Verdens Bedste Boghandel:

Se lige denne udstilling bag disken:

Og se så lige kagebordet med elegante , guldrandede kopper, lyserøde, japanske servietter og kager med små bogforsider:

Den dag var en fest. Jeg havde ingen som helst anelse om, at festen ville fortsætte et helt år, men det gjorde den. Det har været et af de mest begivenhedsrige år i mit liv med oplevelser, jeg ikke kunne have forestillet mig, at jeg ville få. Alle de møder med mennesker, til foredrag og på Bogmessen…. Ja, det har været udfordrende for en super-introvert som mig. Men det har mest af alt været et kæmpe privilegium og en kæmpe oplevelse.

TAK til alle jer, som har været med til festen på den ene eller den anden vis!

Jeg vil gerne give noget af alt det, I har givet mig, tilbage. Derfor skal vi have en Give Away på bloggen. Og den her gang bliver den anderledes:

Du lægger en kommentar på bloggen om, hvad Introvert har gjort for dig.

Jeg trækker 10 vindere. Eller rettere: Jeg vil ikke vælge mellem mine venner, så det sætter jeg www.random.org til at gøre. Det bliver tirsdag eftermiddag, den 25. marts.

Jeg vælger 10 gevinster. Det kan være en bog eller et særligt udvalgt postkort eller noget lækker chokolade. Hvad jeg nu lige tænker, vil passe til netop den vinder…

Så læg en kommentar og vær med i fejringen af 1 års fødselsdagen!

{ 66 kommentarer }

Vi nærmer os 1 års fødselsdagen for Introvert.Og de mails, jeg i begyndelsen troede, var barselsvisitter, er fortsat helt til nu som regelmæssige besøg: Jeg får stadig daglige mails fra glade læsere. Tak for dem! 

I dag kom der brev fra en mand, som slutter med at skrive “Jeg er introvert – and I love it!” Det vidste han ikke før for nyligt, at han er, så når nogen spurgte ham, om han var sur eller ked af det, fordi han var stille (og træt!), så svarede han bare, “Nej, jeg er ikke sur” og “Nej, jeg er ikke ked af det”. 

Ret så meget sjovere at svare, “Jeg er introvert – and I love it!”

PS: Dagens snapshot. (Fordi jeg alligevel ikke helt har sluppet den der mindfulness-sentimentalitet…) Tulipaner, der leger skyggespil i min stue! 

Det skal siges, at når så lidt gjorde mig så himmel henrykt, skyldes det, at jeg har ligget i medicintåger i 36 timer. Derefter bliver man glad for lidt. For eksempel bare at kunne gå ned i stuen…

{ 2 kommentarer }

I dag blev jeg færdig med endnu et brevkassesvar til den nye bog. Svaret handler blandt andet om, hvordan man skal forholde sig til, når ondt rammer gode mennesker. For hende, der skrev, har haft et uretfærdigt hårdt liv.

Her er et par ord fra mit svar:

Når ondt rammer – og især hvis det rammer flere gange – kan vi godt forledes til at konkludere, at, ”Så kan det også være det samme. Jeg lukker ned. Jeg trækker mig. Jeg galvaniserer mit indre og belægger mit hjerte med teflon. Nej tak til sårbarhed.” For vores sårbarhed er jo det, der gør, at vi kan rammes så hårdt i livet. Paradokset er, at vores sårbarhed samtidig er forudsætningen for et rigt liv. Så når vi belægger hjertet med teflon for at beskytte os, mister vi selve vores menneskelighed.

Går du og tumler med noget, som du gerne vil have svar på, så skriv!

Hvad du kan spørge om

Kærlighed, skilsmisse, familie, børn, venskaber, sorg, sex, krop, køn. Livet og døden. Verden og omegn. Faktisk hvad som helst, der er vigtigt for dig. 

Hvordan du sender dit spørgsmål

Du sender spørgsmålet anonymt. Underskriv med fiktivt navn eller “På randen af vanvid” eller…

Du kan sende dit brev på flere måder:

1: Send det til mail@annaskyggebjerg.dk

2: Send det med kongelig post til Anna Skyggebjerg, Fuglebo 19, 2000 Frederiksberg

Hvordan jeg svarer

Jeg svarer dig privat. Dit spørgsmål og mit svar bliver fremover IKKE lagt på bloggen. Men vil indgå i bogen om… laang tid. 

Jeg lover det her: Jeg svarer, hvis jeg mener, jeg har noget at bidrage med. Jeg gør mig umage. Jeg tager dig alvorligt. Og mit udgangspunkt er altid empati (jeg har ingen intentioner om at misbruge nogens tillid ved at være nedgørende eller gøre mig klog og sjov på andres bekostning).

Jeg lover til gengæld ikke, at jeg svarer på alle spørgsmål. 

Du kan se eksempler på spørgsmål og svar lige her:

Hende, som ikke er forelsket i sin mand.

Hende, hvis mand er ved at forlade hende.

Hende, hvis mor er syg .

Hende, hvis søns far har valgt sønnen fra.

Jeg håber, du har lyst til at skrive (også, hvis du er en mand!).

 

Sådan her ser det ud, når jeg svarer. I følge Maren Uthaug:

{ 0 kommentarer }

Det der, jeg skrev om igår… Med at betragte liljer og tulipaner og bla-bla…. Det skulle jeg aldrig have skrevet. For det virker ikke.

I dag har jeg nemlig været sur hele dagen og vrisset af alle dem, jeg elsker højst. Ved ikke engang hvorfor. Og bare for at gøre dagen særligt mindeværdig, stoppede køkkenvasken til her i aften. Jo, jo, det lykkedes vist nok at få fjernet proppen, da jeg med vold fik hevet rørene under vasken fra hinanden. Vi kunne bare ikke samle rørene bagefter. Og det, der kom ud af rørene var – udover proppen – afløbsrens.  Så imorgen skal vi have VVS’er til at samle rørene. OG en person til at slibe og lakere parketgulvet, som er komplet ødelagt af afløbsrens og slam.

Stop mig, for Himlens skyld, næste gang jeg bliver mindfulness-sentimental. 

Indtil videre, går jeg i Vestfløj og læser Stephen Chboskys The Perks of Being a Wallflower/Fordelene ved at være bænkevarmer. Igen. 

See you on the other side!

PS: Asger er på slankekur…

{ 3 kommentarer }

Er netop stødt på en bog af Anna Quindlen med den besnærende titel A Short Guide to a Happy Life

Jeg tror, at jeg vil kunne lide den:

“Consider the lilies of the fields. Look at the fuzz on a baby’s ear. Read in the backyard with the sun on your face. Learn to be happy. And think of life as a terminal illness, because, if you do, you will live it with joy and passion, as it ought to be lived.”

Måtte jeg for egen regning tilføje: Sæt en tulipan på dit skrivebord

{ 0 kommentarer }