ANNA SKYGGEBJERG

Bogforum er slut for i år. Det var en fest!

Jeg elsker at kigge på bøger. Jeg elsker at være sammen med bog-mennesker, især de helt i særklasse venlige mennesker fra Rosinante, der jo er “mit” forlag. Jeg elsker, at når det hele bliver for meget, har jeg det privilegium, at jeg kan trække mig tilbage back-stage og drikke te og spise småkager, indtil jeg er parat til en ny runde. Tak, Rosinante!

Højdepunkter?

Jeg hørte Julia Lahme i samtale (uden noter!) med den norske forfatter Lars Mytting. Det er ham, som har skrevet den fantastiske roman Svøm med dem, som drukner. Mytting fortalte, at han har gået rundt med den roman i sig i 35 år. At han har brugt 3½ år på at skrive den. Og at han lige har solgt filmrettighederne. Lov mig at læse bogen!  

Læsere! De kom til mine to optrædenener, og de stoppede mig, når jeg tullede rundt i Bella Centeret, og sagde, “Undskyld, men jeg vil bare lige sige…” Alle de knus, jeg har fået og givet til fremmede mennesker, som slet ikke føltes fremmede. Jeg er rørt og dybt taknemmelig. TAK til jer alle sammen!

At min familie deltog. Elise om fredagen; Jacob og Ægtefælle om søndagen. De har tålmodigt hørt mig tale om Bogforum hele ugen. De har hørt om min nervøsitet og spænding. Og de har hørt mig, når jeg gik rundt i køkkenet og i soveværelset og snakkede højt med mig selv, da jeg skulle forberede mig til om fredagen. Jeg var rigtig glad for, at de også overværede det, som det hele drejede sig om. Jeg tror, begge optrædener gik godt. Det var interviewet i dag, jeg var mest nervøs for, men jeg blev båret igennem af Ulla Hinge Thomsen, som formåede at få mig til at slappe af deroppe på scenen og føle mig om en rigtig forfatter. TAK til La Familia og TAK til Ulla!

PS: Jeg gemmer programmet. For det her syn – Ritt og mig, side om side –  det vil jeg fryde mig over i mange, mange år:

{ 2 kommentarer }

Bogforum = Bogfest

TAK til jer, som kom og hørte mit oplæg på Lev Nu Scenen på Bogforum. Særlig tak til Helle (som havde ventet fra kl. 9 på at klokken skulle blive 16.15, hvor jeg skulle holde oplæg) og til Kathrines kærlige ægtefælle. You made my day!

Stik imod min forventning kom der faktisk rigtigt mange mennesker til oplæsningen. Og de blev siddende under hele seancen og klappede undervejs. Det var en stor oplevelse for mig. Og havde jeg bare vidst det på forhånd, ville jeg nok have fået mere end et par timers søvn i nat….

Lige nu er jeg komplet udmattet og speedet på samme tid. Kuren hedder: Dynen ned i sofaen, te, kanelsnegl – og tidligt i seng.

I morgen skal jeg høre Ulla Hinge Thomsen fortælle om sin bog, Særligt sensitiv. Og søndag skal jeg interviewes af Ulla om Kærlig hilsen Anna. 

Her er vi i øvrigt på fotostat højt oppe over Rosinantes stand:

{ 4 kommentarer }

Kan du huske, jeg var blevet interviewet til Psykologi og blandt andet havde svaret på, hvad der er det vigtigste, jeg har lært mine børn?

Jeg mente selv, at det nok var noget med at være venlig. Børnene mente, at det var noget med respekt og at være uselvisk. Så vi var ikke helt enige, men dog nogenlunde.

Men havde det ikke lige været til et interview i “Psykologi”, havde jeg måske svaret noget mere jordnært. For eksempel har jeg lært mine børn at spare på vandet. Jeg går meget op i vandspild, så jeg har lært dem ikke at lade vandet løbe unødigt og ikke at tage lange brusebade. Hvor mange gange har jeg ikke banket på badeværelsesdøren og råbt, “Du bruger mere vand end en afrikansk landsby!!!”

Men nu har jeg så lært noget nyt… Jeg har lært, at det kræver  meget vand at producere oksekød. Så meget, faktisk, at du sparer mere vand ved at undlade at spise 500 gram oksekød, end du sparer ved at undlade at tage brusebad i et halvt år. 

Så nu må jeg jo spørge mig selv, om jeg har lært mine børn det vigtigste, når jeg har stået der og banket på badeværelsesdøren? Og om der måske er flere “selvfølgeligheder” og personlige overbevisninger, som jeg har videregivet – og som jeg med fordel kan tage op til fornyet overvejelse og blive klogere på?

Og naturligvis tænker jeg på Maya Angelou:

{ 3 kommentarer }

Her er et bud på, hvordan vi kan skabe stor forandring i verden. Jeg har på fornemmelsen, at det taler særligt til denne blogs læsere:

One of the simplest paths to deep change is for the less powerful to speak as much as they listen, and for the more powerful to listen as much as they speak.

Gloria Steinem i sin nye bog My life on the Road

PS: Dagens snapshot af det absolut sidste, men smukke lys i haven. Ti minutter senere var der bælgmørkt

{ 0 kommentarer }

Taknemmelighed

I dag har jeg har ryddet op i mit bogskab. Der fandt jeg en taknemmelighedsdagbog fra for 17 år siden, hvor jeg lige var blevet alene med Elise. Hun var 2 år. (Der var 3 år til Jacob blev født.) Jeg var fuldstændig på hælene økonomisk. Midt i august står der, at jeg er taknemmelig for, at en strømafbrydelse ikke viste sig at være alvorlig [dvs at den ikke kom til at koste mig penge]. Den 13. september står der, at der ikke er flere penge på kontoen. Ustandselig står der ord om at være småsyg, træt og stresset og om at drømme om at gå på deltid. Men samtidigt: Hver eneste side er en kærlighedserklæring til Elise og til alle de venner, som stod hos. Og der er ingen ende på min glæde over blomster, stearinlys, regnvejr, middagslure, synet af månen udenfor køkkenvinduet.

En anden ting, jeg har gjort i dag: Jeg har været på indkøb med Jacob, fordi han skal til fest på skolen om nogle uger. Vi købte habitbukser, skjorte, slips, bælte og nye sko. Det var let at føle taknemmelighed, fordi jeg netop var blevet mindet om dengang-livet-var-anderledes. Men hvad nu, hvis jeg ikke lige havde læst i den gamle taknemmelighedsdagbog? Ville jeg så have svinget dankortet uden taknemmelighed?

Jeg håber ikke, jeg nogensinde kommer til at betragte mine privilegier som selvfølger. Og jeg håber ikke, jeg nogensinde glemmer at glæde mig over blomster, regnvejr, middagslure og synet af månen. 

PS: Calvin synes, at blomster og regnvejr er noget opreklameret skidt. Der skal mere til at gøre ham glad:

{ 3 kommentarer }

Det kan godt være, jeg bliver båret op på scenen derude på Bogforum. For jeg kan nemlig ikke gå.

Jeg har en sportsskade. Hvilket jeg trods alt synes er en lille smule ærefuldt. Men besværligt, ikke desto mindre. Jeg løb for ivrigt på et løbebånd engang i juli, og siden har jeg haft smerter i knæet, men tænkt, at de nok gik væk af sig selv/gik væk, hvis jeg bevægede mig/gik væk, hvis jeg begyndte at gå til yoga. Men det eneste, der er sket, er, at smerterne er blevet værre. Og nu kan jeg højst gå 50 meter. I et tempo, så jeg ligner en 100 årig (men ikke en 100-årig, der kan kravle ud af vinduet!). Jeg synes, det er træls, for jeg elsker at gå ture. 

For nogle år siden var jeg på Madeira. På hotellet hang en plakat fra hotellets unge dage, hvor der blev reklameret med ekskursioner i hængekøje:

Dæleme en stilig måde at lade sig transportere på, hvis man har dårligt knæ. Men sådan går det selvfølgelig ikke for mig. Det bliver nok mere noget i retning af at begynde på et hold, der dyrker stolegymnastik eller vandgymnastik. Og det bliver ikke engang ligesom vandgymnastikken på selvsamme hotel, hvor en lækker portugiser guidede og rullede på alle r’erne, når han sagde “relax your arms, ladies!”

Undskyld. Det her blogindlæg handler ikke om noget. Men man kan ikke tænke, når man har ondt i knæet. For bloggens skyld må vi håbe på snarlig raskmelding.

{ 7 kommentarer }

Der er Bogforum i Bella Centeret i næste weekend, den 6.-8. november. Søndag kan man møde en meget klog dame. Og bagefter kan man møde mig:

Søndag kl. 14.40 – 15.00 bliver jeg interviewet på scenen Under Uret af Ulla Hinge Thomsen.

Og fredag kl. 16.15 – 16.35 har jeg LEV NU Scenen helt for mig selv. Jeg tror, jeg kommer til at snakke en lille smule, men mest læse op.

Begge gange er der naturligvis plads til at snakke bagefter. Og få signeret bøger (nyindkøbte eller allerede læste). 

Jeg glæder mig. Altså, når jeg siger, jeg glæder mig, så betyder det selvfølgelig mere noget i retning af, “jeg glæder mig, men er også meget nervøs”. Men det er trods alt et kæmpe fremskridt i forhold til for to år siden, da jeg også skulle interviewes to gange, dengang om Introvert. Jeg kunne slet ikke finde ud af at glæde mig. Jeg var kun nervøs og syntes, det hele var en rigtig dårlig idé. Inden jeg skulle interviewes af Eva Jørgensen på en af de store scener, sad jeg på gulvet udenfor salen. Min redaktør kom forbi, og jeg sagde håbefuldt til hende, at hvis der kom under 10 deltagere, syntes jeg, vi skulle aflyse. “Det tror jeg ikke, du skal regne med”, sagde hun og pegede på en lang, lang kø. Jeg havde naturligvis set den kø, men jeg havde da ikke troet, det var mig, de mennesker stod i kø for. Der kom 300.

Bogforum 2013 viste sig at blive en af de største oplevelser, jeg nogensinde har haft. Det var overvældende med al den gode karma, der blev pustet i retning af Introvert. Og jeg LOVEDE mig selv, at jeg aldrig mere ville ødelægge potentielt gode oplevelser ved at gå og være latterligt nervøs på forhånd, når jeg i stedet kan glæde mig. Derfor:

Jeg glæder mig til Bogforum. Og jeg håber, vi ses!  

{ 3 kommentarer }

Jeg synes bare lige, jeg vil fortælle, at du  kan læse et interview med mig i magasinet Psykologi. 

Psykologi har i hver udgivelse et format, de kalder Existens, hvor de stiller en række faste spørgsmål. Den her gang er det så mig, som skal svare på bagateller som:

Hvad har betydet mest i dit liv? Hvad har været et stort vendepunkt i dit liv? Hvornår har livet gjort allermest ondt? Hvad er det vigtigste, du har lært dine børn om livet? Hvordan har du det med døden?

Det var da svært at svare på! Især fordi jeg jo synes, jeg skal være ærlig og nuanceret. Så jeg spurgte for eksempel børnene, hvad de egentlig selv synes, er det vigtigste, jeg har lært dem. Elise svarede, “at man skal vise sig selv den respekt at stå ved sine grænser.” Jacob svarede, “at man skal være uselvisk. Men i øvrigt synes jeg, det er et åndsvagt spørgsmål.” 

Nå, men du kan altså læse samtlige åndsvage spørgsmål og svar i Psykologi.

{ 0 kommentarer }

Hvad gør en introvert, som er inviteret til sociale aktiviteter med mange mennesker? Her er et paradoksalt bud: Træd frem!

Det er som bekendt ikke sådan, at introverte altid gruer for sociale aktiviteter. Vi kan godt lide at være sammen med andre mennesker. Det ville være en fejltagelse at tro andet. Men der er nogle aktiviteter, som generelt passer bedre til os end andre. Vi kan bedst lide at være i mindre fora med mennesker, vi kender godt. Og vi kan bedst lide, at arrangementet ikke varer alt for længe. Den store julefrokost med hele koncernen, derimod…. Eller konferencen med overnatning…. Eller networking-arrangementet i brancheforeningen….

Jeg ved, at hvis du er introvert, og inviteret til den slags arrangementer, vil din første tanke nok være, “Hvordan kan jeg komme ud af det?” eller “Hvordan får jeg pænest muligt takket nej til halvdelen?” Din første impuls er med andre ord at træde et skridt tilbage. Men der er en anden mulighed: Du kan træde et skridt frem.

I stedet for at vælge mellem, hvilke arrangementer, du vil deltage i, og hvilke, du vil melde afbud til, så gør dette: Beslut dig til at deltage i dem alle sammen. Men beslut samtidigt, at du kun deltager i kort tid. På den måde får du både taget hensyn til din introversion og til arrangementet. For sagen er nemlig den, at efterfølgende vil alle huske, at du deltog, men ingen vil huske, hvornår du gik. 

Eller: Hvis du er nervøs for et større fagligt arrangement, så meld dig på forhånd til en synlig opgave som ordstyrer, oplægsholder eller lignende. Jeg ved, det langt fra er din første tanke. Men det, du er mest nervøs for, er sandsynligvis at ende med at hænge i udkanten af arrangementet og føle dig forkert, mens de andre går rundt og small talker. Den rolle kommer du helt udenom, når du påtager dig en synlig funktion ved arrangementet. Så ved alle fra begyndelsen, hvem du er – og du vil opleve, at de andre deltagere opsøger dig (frem for at du går søgende rundt) og at du bliver engageret i den slags ikke-small-talk-agtige samtaler, som du trives bedst med. 

Paradoksalt, men… værd at prøve.

PS: Dagens snapshot fra vindueskarmen (TAK til Ægtefælle!)

{ 3 kommentarer }