Give away!

af Anna Skyggebjerg den 27. marts 2013

Jeg ved godt, du sikkert allerede har købt Introvert… Men vi skal alligevel have en give away på bloggen. 

Læg en kommentar, så trækker jeg en vinder af Introvert  lige efter påske, tirsdag den 2. april. 

Du kan i øvrigt læse de første 23 sider gratis lige her. De indeholder blandt meget andet vi introvertes motto – i hvert fald ifølge den temmeligt sjove journalist og introvert, Jonathan Rauch:

I’m ok, you’re ok – in small doses. 

RIGTIG GOD PÅSKE TIL ALLE!

BLOGGEN ER TILBAGE TIRSDAG DEN 2. APRIL.

eggs

{ 124 kommentarer }

Tirsdag den 26. marts

af Anna Skyggebjerg den 26. marts 2013

Jeg elsker gode citater, og har derfor strøet dem rundt omkring i Introvert. I dag får du blot et kort blogindlæg – nemlig et citat fra bogen:

To be yourself in a world that is constantly

trying to make you something else

is the greatest accomplishment.

(Ralph Waldo Emerson, amerikansk digter, 1803-82)

PS: Dagens snapshot fra vasen på skrivebordet.

{ 2 kommentarer }

Mandag den 25. marts

af Anna Skyggebjerg den 26. marts 2013

I dag blev Sundhed på P1 sendt. Med 27 minutters samtale om at være introvert. Og der gik kun få minutter efter udsendelsen var slut, før jeg modtog den første af mange mails fra lyttere, som skrev, at de havde haft en aha-oplevelse. Ting var faldet på plads i deres liv.

Jeg blev meget, meget glad. For mere kan jeg ganske enkelt ikke håbe på som forfatter: At det, jeg siger og skriver, gør en forskel i virkelige menneskers virkelige hverdage. Hør for eksempel de sidste linjer af en lang mail fra en ekstrovert mor, som i årevis har bekymret sig for sin (ved hun nu) introverte søn og i bedste mening forsøgt at “peppe ham op”:  

Jeg kan nu se, at det i hans væsen, som har næret min bekymring i virkeligheden er det, som gør ham stærk, og at han har formået at navigere sikkert i forhold til, hvem han er, også på trods af alle mine initiativer.  

Du kan høre Sundhed på P1 lige her.

{ 5 kommentarer }

Søndag den 24. marts

af Anna Skyggebjerg den 24. marts 2013

Jeg bringer en servicemeddelelse:

I morgen, mandag den 25. marts kl. 11.03, er jeg på P1 for at tale om Introvert – Stå ved dig selv

Det er programmet Sundhed på P1, en 27 minutter lang samtale med journalist Mette Starck. Hun er selv introvert, og det var en fornøjelse at tale med hende og at få lov at tale længe. Så jeg tror, vi kommer vidt omkring. Men jeg kan ikke garantere det, for jeg kan – som sædvanligt – ikke rigtigt huske, hvad jeg sagde. Men jeg kan godt huske, at jeg slog ud med armene og væltede et helt glas te ud over studiet…. 

{ 5 kommentarer }

Lørdag den 23. marts

af Anna Skyggebjerg den 23. marts 2013

Jeg kan stadig ikke helt få armene ned over gårsdagens teselskab hos Boghandleren på Godthåbsvej. Det var en stor oplevelse for mig, at bogen blev fejret lige netop der og lige netop på den måde.

I Introvert – Stå ved dig selv er der et kapitel om introverte til festligt brug. Det handler om, hvordan vi bedst muligt tager hensyn til vores introverthed, når vi bliver inviteret til sociale arrangementer eller selv skal invitere. Lad det være sagt med det samme: Introverte er ikke asociale særlinge, som ikke bryder sig om at være sammen med andre mennesker. Men vi foretrækker typisk  at være sociale på andre måder, end de ekstroverte: Små sammenhænge frem for store. Tætte relationer frem for mere overfladiske. Så en introvert vil i reglen foretrække at fejre sin fødselsdag bare med få, nære venner – frem for at invitere til en stor fest. Og at fejre sin bog med et teselskab i boghandlen frem for et større releaseparty.

En af pointerne i Introvert – Stå ved dig selv er, at det faktisk er muligt at tage hensyn til dine præferencer, når du arrangerer sociale aktiviteter. At planlægge med respekt for den, du er, og det, du elsker. Det er sådan set ikke anderledes, end det, ekstroverte fest-elskere har gjort hele tiden, “Først skal vi have punchbowle og gå lidt rundt og hilse på hinanden. Under middagen skal der være overraskelser under tallerkenerne. Og bagefter skal vi selvfølgelig have stoleleg og ballondans, ligesom vi plejer. Det bliver kanon!”

PS: Nogle af os kan kan holde en pragtfuld fest, selvom vi er alene. Eller… man er jo aldrig rigtigt alene, når man har en bog og en kop te og sin fantasi… 

TAK til Annette for at sende mig tegningen!

 

{ 4 kommentarer }

Fredag den 22. marts

af Anna Skyggebjerg den 22. marts 2013

“Introvert – Stå ved dig selv” er udkommet i dag – og den har fået en finere start på livet, end jeg nogensinde kunne have forestillet mig. For Boghandleren på Godthåbsvej var pyntet op. Og der var til tider nærmest stuvende fuldt af venlige bog-mennesker. Tak til alle, der mødte op! Tak til alle, som har stået hos, mens bogen var undervejs! Og tak til verdens bedste boghandel!

Se lige denne udstilling bag disken:

Og se så lige kagebordet med elegante , guldrandede kopper, lyserøde, japanske servietter og kager med små bogforsider:

PS: Kan du ikke få nok snak om introverthed, så lyt med på Radio 24/syv  i morgen lørdag kl. 7.30 (ja, om morgenen!). 

{ 11 kommentarer }

Torsdag den 21. marts

af Anna Skyggebjerg den 21. marts 2013

Jeg har været ved frisøren i dag  - og læst adskillige nye dameblade. Jeg anbefaler hermed to af dem. Og det ser man ikke hver dag på denne blog…

I Femina er der en lang artikel om at være introvert. Den er primært et interview med en kvinde, som siger nogle rigtig fine ting om at være introvert. Og så bliver der anbefalet 3 bøger, man kan læse mere i. Den ene af dem udkommer i morgen!

I Alt for Damerne er der en fire sider lang artikel med titlen, “Mit liv som introvert.” Den har jeg skrevet. Men det er altså ikke mig, som har besluttet, at hele den ene side skulle fyldes ud af et billede af mig. Jeg troede ligesom bare, de ville vise et lille bitte billede…

{ 7 kommentarer }

Tirsdag den 19. marts – INVITATION

af Anna Skyggebjerg den 19. marts 2013

På fredag, den 22. marts, udkommer Introvert. For at fejre det, er du er inviteret til te, kage og bogsignering i min yndlingsboghandel. 

Der er heldigvis ingen, der har spurgt mig, om ikke vi skal holde en abefest af et releaseparty med øl-anker og sager.

Men damerne i verdens bedste boghandel har spurgt, om ikke vi skulle holde et teselskab i butikken. Da blev jeg godt nok glad.

Ejeren, Marianne, tager fine tekopper med, som hun har arvet. Jeg sørger for kager med pynt, du aldrig har set magen til. Det kan med andre ord ikke blive andet end hyggeligt. Og jeg håber virkelig, vi bliver mange. Så hvis du overhovedet har tid til en kop te mellem 16 og 17 på fredag, kommer du så ikke forbi? 

(Og husk nu at sige, hvem du er, så jeg kan hilse ordentligt på dig. For enten har jeg aldrig set dit ansigt – eller også har jeg måske kun set en lille version på Facebook, som jeg ikke kan matche med dig, når jeg ser dig i fuld størrelse.  Og så tror jeg måske, du er en fremmed. Det er du ikke.)

Sted: Boghandleren på Godthåbsvej 32, Frederiksberg

Tid: Fredag den 22. marts mellem 16 og 17

{ 13 kommentarer }

Mandag den 18. marts

af Anna Skyggebjerg den 18. marts 2013

Dette er billedet af “Zen for far og søn”: I haven med tæpper over og hver sin bog. Men det var jo så også i går… I dag kan man under ingen omstændigheder opholde sig udendørs….

Det har jeg ikke desto mindre gjort (opholdt mig udendørs), for jeg skulle til DR Byen og tale med en umådeligt sympatisk P1 journalist om at være introvert. Vi talte en del om børn. Om, hvor vanskeligt det er for introverte børn at få det, de har brug for, for at de kan trives og blomstre: Ro og stille ritualer (se foto!). For ro og stille ritualer er ikke hverdagskost i daginstitutioner og skoler. Ikke engang altid derhjemme – og især ikke, hvis de har forældre, som synes, børnene skal have en meget aktiv fritid, fordi… ja, fordi det skal man da have. 

Ifølge amerikansk forskning behøver børn ikke at være meget socialt aktive og takke ja til samtlige fødselsdagsinvitationer og legeaftaler for at være vellidte. Faktisk peger forskningsresultaterne i den modsatte retning: Ofte er de vellidte børn mindre socialt aktive end flertallet, for det er ikke social aktivitet, der gør et barn vellidt blandt kammeraterne. Hvad det så er? Venlighed! 

Tænk lige over den et øjeblik.

{ 8 kommentarer }

Lørdag en 16. marts

af Anna Skyggebjerg den 16. marts 2013

At være introvert betyder, at der er nogle ting, jeg foretrækker frem for andre. Jeg foretrækker for eksempel at formulere mig på skrift og at være en del alene. En ekstrovert foretrækker typisk at formulere sig mundtligt og at være en del sammen med andre mennesker. 

Men det betyder ikke, at vi ikke kan træde ud af vores comfortzoner og gøre noget andet, end det vi foretrækker, når det er nødvendigt. Jeg kan  for eksempel godt holde foredrag og på anden måde være . Men det har en pris. 

Jeg må afveje, om det er prisen værd, hver gang jeg står overfor at skulle træde radikalt ud af min comfortzone. Når jeg bliver inviteret til en stor reception, er den så vigtig nok til, at jeg vil betale den pris, der uvægerligt er? Når jeg skal holde et foredrag, er det så i en så meningsfuld kontekst, at det opvejer, at jeg skal forberede mig ekstremt grundigt – og lægge luft ind i kalenderne dagen efter? Helt overordnet: Det handler om at stå ved sig selv – og at afveje forskellige hensyn.

Jeg brugte ti timer på at forberede mig til interviewet i gårsdagens  TV Avis. Dernæst brugte jeg tre timer på selve optagelsen. Og resultatet blev…. nå ja, du så det måske. 

Nu tager Søren og jeg et døgn til Sverige. Hvor vi blandt andet skal drikke afternoon tea og kigge ind i en dyb, svensk skov. Det er stærkt tiltrængt.  Jeg ved ikke, hvilket  svar, jeg vender tilbage med, men jeg ved, at spørgsmålet  er: Hvor skal jeg lægge snittet, så jeg finder en god balance mellem at tage hensyn til min introverthed – og at tage hensyn til vigtigheden af de arrangementer, der kræver af mig, at jeg tilsidesætter den?

Prøv selv!

 

{ 6 kommentarer }