ANNA SKYGGEBJERG

Da Jacob var lille og gik til fodbold et par gange om ugen, fandt jeg  - efterhånden – ud af, at den tid, jeg tilbragte med at stå langs sidelinjen, ikke var ventetid, men en gave: hele 60 vidunderlige minutter, som var helt mine egne, hvor jeg kunne læse, tænke, vende blikket indad eller bare trække vejret i bund. Ren Zen!

I dag fik jeg to timer med ryggen mod et bøgetræ, mens Elise og kæresten kørte mountainbike i Hareskoven. Jeg havde taget en bog af Maya Angelou med – og så er man i godt og zenrigt  selskab. Mine damer, jeg kunne citere adskillige sætninger, men lad mig dele blot disse om at tage ansvar, når man sårer, men også at tilgive sig selv, sige undskyld  - og have tillid til, at ens undskyldning  bliver taget vel imod:

When I have found that my ineptness has caused displeasure, I have learned to accept my responsibility and to forgive myself first, then to apologize to anyone injured by my misreckoning. Since I cannot un-live history, and repentance is all I can offer God, I have hopes that my sincere apologies were accepted.

Godt råd til mødre – og andre, der kan finde på at ruge længe over egne fejl i stedet for at komme videre med livet…

{ 3 kommentarer }

Vil nogen venligst forklare mig, hvordan det pludselig er blevet 1. august, hvordan jeg pludselig er blevet 50 – og hvordan Elise pludselig er blevet så stor, at hun har fået kæreste?

Mødre ved egentlig godt, at tiden udvikler sig i spring: Den ene dag vikler man et svøb om en baby og kort tid senere står samme baby og flasher et knallertkørekort. Men alligevel… Denne sommer har været ét kæmpe kvantespring! 

Jeg ville gerne bede tiden om at sætte tempoet ned. Men erfaringen er, at det ikke kommer til at ske. Den eneste farbare vej er accept, så det øver jeg mig i: At acceptere det, som er, også selvom jeg ikke helt forstår det.

If you understand, things are just as they are;

If you do not understand, things are just as they are.

(Zen-ordsprog)

Heldigvis er der ting, som er fuldkommen, som de plejer. For eksempel at hortensiaer blomstrer om sommeren og at Pelspølsen lægger sig i skyggen under bænken og pynter: 

{ 6 kommentarer }

For næsten et år siden skrev jeg disse ord: “I dag er Elise rejst.”  Hun tog til USA for at gå på high school – og jeg syntes, der var en uendelighed til, at jeg skulle se hende igen.

Men allerede i morgen kommer hun hjem igen. Alle vi, som lige for lidt siden stod og græd i lufthavnen, møder op derude igen, og jeg tror, det er en anden Elise, vi skal tage imod, end hende, vi sendte afsted, for sådan et år modner.

Hun har elsket det år. Det har været det bedste i hendes liv, siger hun. På trods af hjernerystelse, brækket finger, knæskade, en værtsfamilie, der svigtede – og overraskende mange lektier. Men på grund af amerikanernes legendariske gæstfrihed – og særligt på grund af en enkelt 17-årig, som hun elsker, og som heldigvis kommer og besøger os nogle uger senere på måneden. 

Jeg glæder mig sådan til at se hende igen. Men jeg glæder mig også sådan over, at hun har haft den oplevelse  at bo i et fremmed land i et helt år – og at hun har taget alle udfordringer i imponerende stiv arm og vist en kick ass attitude, som jeg faktisk ikke vidste, hun havde i sig. Jeg tilslutter mig Maya Angelou:

I love to see a young girl go out and grap the world by its lapels [frakkeskøder]. Life’s a bitch. You’ve got to go out and kick ass.

Mine damer, jeg holder ferie fra i dag. For nu gælder det Elise.

Jeg vender tilbage til bloggen 1. august.

Rigtig god sommer til jer alle!!

{ 3 kommentarer }

I dag har været sidste arbejdsdag og klub-dag. Nu er det ferietid. 

Og dermed familietid. Og hvor er det skønt! Men kender du alligevel ikke godt det med, at ferien bliver 110% på børnenes præmisser? At de kommer sent i seng hver aften? At det selvfølgelig er rigtig dejligt at være sammen med dem, men at du stort set ikke har nogen tid til dig selv? Og hvis du så endda har lejet et sommerhus med langt til købmanden, ingen vaskemaskine, konstante besøg af naboens børn – og en slutrengøring på fire timer… Så er man faktisk en anelse træt, når ferien er slut.

 Selvfølgeligt skal ferien være familietid. Og vi skal nyde at være meget sammen med børnene. Men det skal også være ferie for mødre. Vi trænger til det!

 For mig har løsningen været at sætte struktur på dagene. Uanset om vi holder ferie hjemme eller ude. Min erfaring er, at uden en struktur bliver dagene ene og alene dikteret af det, som børnene vil lige her og nu og deres spørgsmål om, hvad vi så skal bagefter. Det stresser i realiteten både dem og mig. Er der derimod en struktur, der sætter rammen om dagen (og også tilgodeser mit behov for alene-tid), kan vi alle sammen bedre slappe af. Jeg ved godt, du måske siger, at du orker ikke struktur, når nu du endelig har ferie, for struktur strammer. Så skal du selvfølgelig lade være. Men hvis du har erfaret, at du er møj-træt efter en ferie, så er det måske alligevel umagen værd at prøve? Personligt synes jeg ikke, struktur strammer; jeg synes, struktur giver frihed.

Konkret:  Jeg skriver på en plakat (jeg tegnede, da børnene var mindre), hvordan dagen er struktureret: Måltiderne, siesta (hvor vi laver stille ting hver for sig), tur til stranden/poolen/legepladsen, højtlæsning, fælles eftermiddagste, fælles aftenhygge, sengetid…

 Ved at sætte en struktur sikrer jeg ro i ferien og at der bliver taget hensyn til os alle sammen. Det er godt for mig. Men det har vist sig, at det faktisk også er rigtig godt for børnene.  

Et billede af en vis Pelspølse i sin foretrukne ferie-position:

{ 2 kommentarer }

Jeg er overbevist om alle menneskers forbundethed. Den overbevisning giver mening for mig. Men…

når jeg så læser i avisen om Cesarine Maninga, som er yngre end mig, men bor i Congo, hvor hun forsørger 11 børn og en arbejdsløs ægtefælle ved om morgenen kl. 6 at løfte 100 kilo kul op på ryggen og bære  sækken 10 kilometer til markedet, hvor hun prøver at sælge kullene og tjene 10 kroner….  (100 kilo, 10 kilometer, 10 kroner!)

når jeg så læser, at vejene er ødelagte af krig (hvor voldtægt var et af våbnene), at æslerne er få, og at kvinder derfor har overtaget maskinernes og æslernes arbejde…

- så kan jeg næsten ikke rumme overbevisningen om vores forbundethed. Men jeg kan slet, slet ikke rumme at lade som om, den ikke er der og bare tænke,  ”Cesarine har ikke noget med mig at gøre”. For det har hun.

For få dage siden døde et af mine forbilleder, Norah Epron, hende som blandt meget andet har skrevet manuskripterne til “When Harry Met Sally”, “Sleepless in Seattle” og “You’ve Got Mail”.  

Lad mig citere Norah Epron for vise ord om kvinders forbundethed og om at tage det personligt, hvordan andre kvinder bliver behandlet. Ordene er fra 1996 og handler om amerikanske forhold. Men de kunne lige så godt have været fra i dag og handlet om Cesarine:

One of the things people always say to you if you get upset is, don’t take it personally, but listen hard to what’s going on and, please, I beg you, take it personally. Understand: every attack on Hillary Clinton for not knowing her place is an attack on you. Underneath almost all those attacks are the words: get back, get back to where you once belonged. When Elizabeth Dole pretends that she isn’t serious about her career, that is an attack on you. The acquittal of O.J. Simpson is an attack on you. Any move to limit abortion rights is an attack on you – whether or not you believe in abortion. The fact that Clarence Thomas is sitting on the Supreme Court today is an attack on you.

{ 2 kommentarer }

I Zen for mødre siger jeg jo nok så flot, at det kan lade sig gøre at finde åndehuller med ro og fordybelse selv i den travleste hverdag. Det kan lade sig gøre at finde pauser, hvor man mærker, at der er et stille center indeni. Både sammen med børnene og når man er alene med sig selv. 

Men, men… det kan faktisk ikke lade sig gøre, hvis man er en amerikansk mor med et topjob. For så arbejder man til efter børnenes sengetid. Man skal tilsyneladende komme med en meget god forklaring, hvis man en dag vil gå tidligt hjem fra arbejde, det vil sige kl. 18. Og at man gerne vil være sammen med sine børn tæller ikke som en god forklaring.

Debatten om kvinders vanskeligheder ved både at være mødre og topledere raser igen i USA. Den er sat igang af en lang artikel i The Atlantic med titlen “Why Women Still Can’t Have It All”. I den artikel forklarer Anne-Marie Slaughter, hvorfor hun – der var en rollemodel for kvinder, der vil gøre karriere – fravalgte sit drømmejob efter to år. Hun havde ellers verdens bedste chef, Hillary Clinton, som satte en ære i først at møde kl. 8 om morgenen og allerede gå kl 19, for at signalere til sine kvindelige ansatte, at de sagtens kunne have et familieliv ved siden af at arbejde for udenrigsministeren…. Men selv med så favorable arbejdstider gik det altså ikke for Anne-Marie Slaughter, som endte med at sige op – og skrive i sin artikel, at kvinder er blevet fyldt med løgn, da vi fik at vide, at vi kunne få det hele.

Læs artiklen fra The Atlantic her. Eller print den og tag den med på ferie. Den er nemlig 20 sider lang, men umagen værd!

{ 2 kommentarer }

I dag har Buddha taget plads under et træ i min have. Og dermed er der skabt endnu et lille sted i hverdagen, hvor travlheden standses og jeg kan stoppe op og trække vejret. 

{ 1 kommentar }

Jeg er i dag faldet over en intelligent mands betragtninger om, hvordan man får intelligente børn:

If you want your children to be intelligent, read them fairy tales. If you want them to be more intelligent, read them more fairy tales.

(Albert Einstein)

Jeg tror som Einstein på, at eventyr-læsning giver intelligente børn. Emotionelt intelligente. Og den slags intelligens vil vi gerne have, selvom vi naturligvis ikke rynker på næsen, hvis de også forstår lidt fysik.

Jacob og jeg læser mange eventyr. Det er vores faste eftermiddagsritual, at først drikker vi te, og så læser jeg jeg højt en times tid. I dag blev vi færdige med sidste bind i Rick Riordans serie om halvguden Percy Jackson, som redder Olympen. Det er en af de bedste serier, vi har læst – og her til aften, da jeg læste de aller sidste sider, føltes det meget tomt. Vi er enige om, at vi er nødt til at holde en læsepause; vi kan ikke lukke fremmede ind i vore hjerter lige med det første. Af respekt overfor Percy.

“Hvad skal vi så lave om eftermiddagen”, spurgte jeg.

“Bage kager”, svarede drengen.

Meget intelligent søn, jeg har der!

Vi begynder i morgen med brownie-opskriften fra Zen for mødre. Jeg ved godt, at der findes bedre opskrifter på brownies, men der er ingen, der ligesom den her, kan røres sammen af børn fra de er 1 år. Jep, der står: 1 år.

Følgende røres sammen i en skål og bages 25-30 minutter ved 170 grader til den lige er holdt op med at være flydende:

2 æg, 3 dl sukker, 2 dl mel, 1 tsk vanilje-ekstrakt, 4 spsk supergod kakao, 100 gram smeltet smør.

{ 8 kommentarer }