ANNA SKYGGEBJERG

Hvilken uendelig luxus det er at have en hel, lang dag til at arbejde uforstyrret. Især når jeg stadig kan huske, hvordan det var ikke at kunne drikke en kop te, mens den stadig var varm – eller gå på toilettet alene. Jeg skatter den frihed, der følger med, at børnene bliver større og ind i mellem tager ud  verden.

Jacob er til rollespilsarrangement i en skov hele weekenden. Og det eneste, jeg har hørt fra ham, er en sms, som jeg tror skal forstås sådan, at det går godt:

Min mobil er ved at gå ud og byen bliver snart indtaget af orker.

Bedste hilsner Jacob

{ 2 kommentarer }

Nogle gange får man mere end man har bedt om…

I eftermiddags ville jeg hvile mig, inden jeg skulle følge Jacob til bueskydning. Jeg tager dynen ind fra altanen, hvor den har hængt hele dagen, og lægger den over mig. Den er gennemvarm af solen og føles som en omfavnelse. Pludselig ved jeg præcist, hvordan mine børn havde det, da de var helt små, og jeg lagede dynen på radiatoren, inden jeg svøbte den om dem og vuggede dem i søvn. 

Tror jeg vil prøve igen, for…

“You yourself, as much as anyone in the universe, deserve your love and affection.”

Buddha

{ 3 kommentarer }

Forleden dag så jeg en mor stige af sin cykel, vende sig mod den 2-3 årige søn, som sad bagpå, og skælde ham hæder og ære fra. Hun råbte så højt af ham, at jeg fik ondt i maven ovre på den anden side af vejen – og var umådeligt tæt på at gå over at blande mig. 

Jeg blandede mig ikke. Men jeg svor, at jeg aldrig mere vil skælde mit barn ud ved at råbe højt. Aldrig mere. 

Samme dag skrev Louise Klinge Nielsen, som har bloggen Hold Af, om jeg kunne tænke mig at linke til en artikel, hun har skrevet om, hvad det gør ved skolebørn, at læreren skælder ud. Hun forsker nemlig i det emne – og har modtaget en pris for artiklen. Og lad mig afsløre med det samme: De lærer mindre! Læs artiklen her . (Og gæt så selv, om ham drengen på cyklen tænkte, “Mor har ret. Jeg gør mig mere umage med ikke at plage fremover.”)

Louise er interviewet på TV Lorry. Så kig med her, hvis du vil høre hende fortælle, hvorfor man bare ikke skal skælde ud, men rose.

Louise:

PS:

Apropos ros: Hvis du gerne vil roses, mens synes det bliver til for lidt, kan du med fordel følge min ægtefælles eksempel. Han kommer med jævne mellemrum hen til mig og siger, “Jeg synes, du ser dejlig ud. Hvad synes du om mig?”

{ 1 kommentar }

I dag har jeg lyst til at gøre noget anderledes, end jeg plejer, og lægge et digt på bloggen. Det handler om et ægteskab, der smuldrede, et far-datter forhold, der smuldrede – og en smuldret serviet.

Baggrunden er et forsoningsmøde mellem Elise og hendes far, som blev holdt efter en langvarig konflikt. Elise havde selv bestemt, mødet skulle holdes. At det skulle holdes her på hendes hjemmebane. Og at hun skulle sidde mellem Søren og mig – og overfor sin far. Hun var parat. Men alligevel smuldrede hun sin serviet til bitte små stykker, der blev til en bunke på bordet. Og mig? Jeg havde det sådan her:

Når jeg ser dig

adskilt fra ham af

måneders tavshed,

notesblok og

en smuldret serviet,

og når jeg ser din krop adskilt fra hans af

panser og plade,

der indkapsler dine rystelser,

så forstår jeg ikke,

hvor få år siden det er,

du var tre år og red på hans skuldre

i haven på Amalievej,

mens du holdt i hans hår og skreg af fryd

og bagefter sagde til mig,

“En far laver numre og skræmmer tulipanerne.”

Når jeg mærker,

hvordan jeg bliver iskold af vrede,

da han råber “Hold din kæft!”,

og jeg ser på ham

med den sejrendes hån i blikket,

så forstår jeg ikke,

hvor få år siden det er,

han sagde, “Jeg elsker dig”

og mit blik var fuldt af overgivelse.

Og så går han.

Og vi beslutter at hente pizza.

{ 8 kommentarer }

Man skal passe på med sit sprog, det ved vi alle…

I dag var Jacob hjælpelærer i dansktimen. Det gik vist egentlig meget godt, lige indtil

hende, han hjælper, farer op og råber, ”Kalder du mig perker?!”

Jacob: “Nej, jeg sagde bare, “Dig og dine verber!”"

Hvem siger også sådan noget som “Dig og dine verber!”? Helt ærligt, så skal det jo gå galt.

Og nej, det har ikke noget med Zen at gøre, og det har dagens snapshot af “dig og din melon” heller ikke…

{ 1 kommentar }

Det er ikke så tit, jeg ligefrem får opfordringer til at besvare spørgsmål på bloggen, men nu er det faktisk sket… Og så svarer jeg jo beredvilligt!

Spørgsmålet lød: “Hvordan får jeg tid til at læse, når jeg har to børn på 2½ måned og 3 år?”

Jeg må blankt indrømme, at det svar, der først falder mig ind, er, “Det får du ikke. Drop det! Sørg for at få noget søvn i stedet for  -  og hav så tillid til, at din hverdag bliver lettere for hver dag, der går. En dag er der plads til digte, så til noveller og en dag sidder du med en roman, mens børnene sidder ved siden af og læser om Kaj og Alfons. Jeg lover det!”

Zen er vigtigt. Tid til sig selv er vigtigt. Det ved I, at jeg mener. Men der gives tidspunkter i livet, hvor det kærligste, man kan gøre for sig selv (og sine børn) er, ikke at have så store ambitioner om at få alt det, man gerne vil have. Der gives tidspunkter i livet, hvor den største kilde til Zen er at acceptere livet, som det nu engang er. Og som sagt: Have tillid til, at det forandrer sig og at alt kommer til at gå. Og så i øvrigt huske at nyde sine børn.

Men for nu også at være lidt konstruktiv… Hvis det er vigtigt at finde tid til at læse, selvom hverdagen er meget travl, så er her 3 gode råd:

1: Læs korte tekster: digte, interviews, klummesamlinger, blogs. Afsæt en fast tid til det, for eksempel 15 minutter efter den store er puttet og andre hænder holder den lille. Eller hvad der nu passer ind i hverdagen.

2: Hav en pause-bog med i tasken, som du kan læse i, når som helst der er mulighed. For eksempel når du er ude og trille med den lille, og der er en pause på en bænk. Eller når du står i kø. Min egen pausebog er en bog af Pema Chödron med ultra-korte tekster. Alt, hvad jeg har læst af den, er læst i køen på posthuset og i Super Bæstet. 

3: Drop at se tv. Læs i stedet for. Jeg ser tv gennemsnitligt en time ugentligt – og det giver mig plads til ting, der er vigtigere. Jeg savner det ikke et sekund; det kommer du heller ikke til. 

“I find television very educating. Every time somebody turns on the set, I go into the other room and read a book.” (Groucho Marx)

{ 5 kommentarer }

I går udkom Annamettes bestseller. Jeg var til reception, for at fejre hende. OG for at få signeret de bøger, som skal foræres væk til to heldige bloglæsere. Se bare:

Fra både Annamette og jeg vil jeg gerne sige TAK-TAK-TAK til alle jer, som har lagt kommentarer for at vinde bøgerne. Jeg spurgte Annamette, om hun havde læst, hvor søde, I er? Hun sagde, at hun simpelthen havde grædt af rørelse og havde lyst til at invitere jer alle sammen til fest, men var lidt bange for, om der ville komme 500. (Ku vi så ikke bare holde det i en park, tænkte jeg?)

Øv, hvor er det træls, der kun kan være to vindere, men…. 

Mr. Random Number har trukket to: nr. 54 og 17,  Maj og Anette S.

Til lykke til Maj og Anette! Send mig jeres adresser på mail@annaskyggebjerg.dk, så sender jeg jer årets bedste bog.

Til alle andre: Der er 3 eksemplarer på højkant hos Annamette selv. Hun trækker vinderne søndag aften kl. 20.

{ 2 kommentarer }

Hvis du har små børn, tænker du måske, at det med at indføre Zen-fyldte ritualer i hverdagen, alene handler om her-og-nu: om at finde åndehuller i en travl småbørns-hverdag. Noget i retning af brandslukning eller akut krisehjælp. Men hæv blikket, for det er meget større!

Når du insisterer på Zen, lærer du dine børn, at der er enkle veje til ro. Og det er forudsætningen for, at de efterhånden lærer at finde deres egene veje.  

Forestil dig lige mit hjerte i aftes, da familien sad og snakkede efter middagen og en lidt for travl dag, og Jacob så siger:

“Må jeg gerne ha lov bare at bære tallerkenen ud og så gå op på værelset. Jeg har slet ikke været alene i dag. Det trænger jeg til.”

{ 0 kommentarer }