ANNA SKYGGEBJERG

Du kan stadig nå at købe et signeret eksemplar af Kærlig hilsen Anna - inden jeg holder ferie….

OG: Du kan købe Introvert til sølle 99,95 kr. 

LÆS HER HVORDAN:

Hvis du gerne vil købe et signeret eksemplar af Kærlig hilsen Anna, som du kan tage med på ferie (eller få sendt til der, hvor du allerede er på ferie), så er det NU. Jeg sender bøger ud onsdag og torsdag. Derefter er der sommerpause i bogudsendelserne.

Send en mail til: mail@annaskyggebjerg.dk

Skriv, hvem bogen skal signeres til – og hvor den skal sendes hen. Så sender jeg dig en bog og et kontonummer, hvortil du overfører 250 kr.

Du kan selvfølgelig også købe bogen hos din lokale boghandler – eller lige her.

Er du i tvivl, om du vil købe bogen, så tjek eventuelt den gratis læseprøve her.

Brudstykker af anmeldelser finder du her.

Og som en sidste bonusinfo: Hos Arnold Busck kan du i disse dage købe min tidligere bog, Introvert,  til suveræn spotpris: 99,95 kr. Se her!  

{ 0 kommentarer }

Ægtefælle fortalte i dag om et familiemedlem, som havde glemt at åbne sin e-boks, og derfor havde overskredet en deadline og fået en bøde….

og så følte jeg, at jeg nok burde fortælle, at jeg aldrig åbner min e-boks. “Hvorfor ikke?”, spurgte Ægtefælle. Jov, altså…

Da mit liv var økonomisk stramt, turde jeg ikke rigtigt at åbne rudekuverter. Efter et stykke tid, når jeg havde samlet en bunke kuverter, tog jeg mig så sammen og flåede dem alle sammen op samtidigt. En del af brevene var i mellemtiden blevet uaktuelle. Men andre havde vokset sig store og presserende. Så den metode var ikke god. Derfor udviklede jeg noget, jeg selv syntes var rigtig fikst: Jeg åbnede kuverterne stort set, når jeg modtog dem, men kun i et hjørne. Så kiggede jeg ned i dybet og lurede, om det var en kuvert, der ville blive “Uaktuel”, hvis jeg undlod at åbne den. Eller om den ville blive “Presserende”, hvis jeg undlod at åbne den. Det fungerede. Det var patetisk, men det fungerede.

Men så kom e-boksen. Og den kan jeg jo ikke åbne i et hjørne…. Logisk konklusion: Jeg kan ikke åbne e-boksen.

Han tog det pænt, Ægtefælle. Foreslog, at jeg afmeldte e-boks.

Man skulle ikke tro det, men I Kærlig hilsen Anna har jeg skrevet sådan her:

Der kommer en tid for os alle, hvor vi må spørge os selv og svare benægtende, “Behøver jeg virkelig fortsætte med at slæbe den her rygsæk med mig? Behøver jeg at tage det her med mig videre i livet?”

{ 3 kommentarer }

Disse smukke unge mennesker, gid de længe leve må

Sådan sang vi til translokationen på gymnasiet i dag. De smukke unge mennesker marcherede på rad  ind – og senere ud –  anført af en fanebærer med Danebrog. Deres navne blev læst op, og der blev overrakt eksamensbeviser. Der blev holdt taler. Det største bifald fik Elise for sin. Og derefter fik hun og en håndfuld andre en pris, ledsaget af både en check og (for Elises vedkommende) ord som “personlig styrke og empati”.

Det var kort sagt svært ikke at tude sig igennem hele ceremonien.

Et par timer senere kom 28 småsnaldrede studenter  væltende ind i huset, snurrede en omgang i haven – og sprang tilbage på lastvognen, efterladende os med al champagnen, alle jordbærene, kirsebærene og kagerne. Men Asger var et hit! Han howlede af begejstring, både da de ankom og kørte igen, og store unge mænd, som ikke er bange for at wrestle med 50 kilo hund,  blev eftertrykkeligt kysset.

Og mig? Jeg var lykkelig – og viste mig alligevel fra min værste side. I ved godt, hvor nemt det er at bevare hjertet åbent, når vi er sammen med mennesker, vi holder af. Men I ved også, at det er, når vi er sammen med  mennesker, vi har problemer med, at det for alvor bliver testet, om vi har lært at bevare hjertet åbent og ufordømmende. Well…. jeg dumpede i den test. Så nu, hvor jeg ikke længere skal tænke over at få Elise igennem eksamenstiden, kunne jeg passende tænke lidt over det…

{ 4 kommentarer }

Vil du med til foredrag om Kærlig hilsen Anna?

Det foregår i Politikens Hus (Københavnstrup) den 25. august – og det er egentlig slet ikke et foredrag, men en samtale med den fabelagtige Ulla Hinge Thomsen, forfatteren af Særligt sensitiv. Guide til det gode liv.

Jeg tør godt garantere, at det bliver en hudløs aften. Selvfølgelig med masser af tid til spørgsmål efter samtalen. Og faktisk kan du også sende mig et spørgsmål anonymt på forhånd, som så – måske – bliver besvaret i løbet af aftenen. 

Læs meget mere her. 

{ 2 kommentarer }

Dag # 1 efter Studentereksamen

Hvis du har læst Kærlig hilsen Anna, ved du, at jeg ikke holder af at sukkerglasere mine erfaringer. Eller holde dem private. Ikke fordi jeg elsker at fortælle om mig selv og er i særklasse råt anlagt. Men fordi jeg er af den overbevisning, at vi dybest set er temmelig ens, så vi kan lige så godt dele vores erfaringer og lære af dem. 

Derfor disse ord:

På Dag #1 efter Elises studentereksamen er jeg træt, lettet og grådlabil. Jeg har det som om, jeg har præsteret noget stort og nu endelig kan slappe af. Fordi sådan er det. 

Jeg har været alene med Elise, siden hun var lidt over 2 år gammel, og til 7 år senere, da jeg flyttede sammen med Ægtefælle, som er Jacobs far, og har været så god som en “rigtig” far for Elise. Sammen med ham har jeg gået det sidste lange stykke vej. Sammen med ham har jeg kunnet give Elise (og Jacob, naturligvis) vidunderlige oplevelser. Den slags, som det er nemmere at give, når man har to indtæger, end når man kun har én. Og sammen med ham er der truffet vigtige og svære beslutninger om Elises liv. For det har ikke været let hele vejen igennem. Da hun gik i 8. klasse var jeg seriøst i tvivl, om hun ville kunne klare at komme i gymnasiet. Selvfølgelig er det ikke nogen ulykke ikke at få studentereksamen, men da det var det, hun ville, var det bekymrende, at hun havde så svært ved at lære. Vi satte massivt ind på at hjælpe hende. Senere oplevede hun langt sværere ting: overgreb og svigt, mobning og stress. Hver gang satte vi igen massivt ind på at hjælpe hende. Og hun er kommet hel og fin igennem det hele. Nu også studentereksamen, som hun har bestået med glans. Til translokationen på fredag skal hun holde tale for os alle sammen: studenter, forældre, lærere. 

Jeg har været ind over nærmest enhver tænkelig detalje og enhver tænkelig beslutning i Elises 19½ årige liv. Jeg har været mere på, end jeg egentlig ville anbefale andre mødre, hvis jeg blev spurgt. Men omstændighederne har bare altid været sådan, at jeg ikke kunne gøre det anderledes.  

Nu er hun i mål. Jeg føler, jeg i dag kan læne mig tilbage og sige, at jeg har fulgt hende så langt, at jeg nu kan give slip. Og at det hele er lykkedes. Derfor lettelsen og trætheden. Og derfor gråden, der hele tiden presser sig på, fordi i dag, når jeg endelig står stille, kan jeg mærke, hvor tynget jeg har været af 19 års angst for, om jeg kunne magte opgaven.

{ 10 kommentarer }

Så skete det endelig. Elise fik sin hue:

Vi er lige kommet hjem fra skolen.  Vi er så glade og – ikke mindst – lettede. Og jeg er helt tom for ord. Så de må vente. 

{ 10 kommentarer }

Hvis jeg havde kendt disse ord af Piet Hein, da jeg skrev Introvert, ved jeg lige, i hvilket afsnit de skulle have været citeret:

Man blir rørt, når man blir spørt,

men man blir ked, når det blir ved.

Jeg skrev forleden om, at man som introvert naturligvis godt kan takke ja til arrangementer, der ligger udenfor comfortzonen, når arrangementet er vigtigt nok. Det handler om at afveje hensynet til sin introversion overfor hensynet til vigtigheden af arrangementet. Som oftest falder den afvejning ud til arrangementets fordel – og man takker ja.

Men der gives situationer, hvor hensynet til introversionen vejer tungest. Måske fordi arrangementet er af den slags, hvor man især ikke føler sig tilpas – og hvor man i øvrigt er inviteret med på et ydermandat. I den slags situationer gælder det om at finde en måde at takke nej på, som er høflig, men bliver respekteret. Alle introverte kender til, at et nej tak bliver fulgt op af, “Jamen, skal du da noget?” eller lignende. Derfor er det vigtigt at finde nogle taktfulde formuleringer, der gør, at det ikke blir ved, for man blir ked, når det blir ved.

Der er et afsnit i  Introvert med del gode forslag til taktfulde afslag. Og det er selvfølgelig i det afsnit, jeg gerne ville have citeret Piet Hein. Men jeg kendte ikke hans ord før veninde Karen for nyligt gjorde mig opmærksom på dem. Tak, Karen!

{ 2 kommentarer }

My cup runneth over. Af kærlighed og stolthed. Jeg er nødt til at hælde noget af det over på bloggen….

Børnene går til eksaminer i denne tid, og det går dem godt. Det gør mig først og fremmest lettet, dernæst stolt. Men den stolthed er ingenting ved siden af den stolthed og kærlighed, jeg oplevede til Jacob i går….

Vi var til sommerarrangement i hans 8. klasse. Der skulle spilles høvdingebold. Med andre ord: Jeg var på udebane x 2. Men I ved, hvad jeg har sagt oftere end noget andet: Selv den mest introverte kan træde ud af sin comfortzone og gøre noget andet, end det hun foretrækker, når det er vigtigt nok. Og det var vigtigt at være med til det arrangement. Og det var vigtigt at være med til høvdingebold, for alle de andre mødre deltog. 

Der var fire hold: Sønnerne, døtrene, fædrene, mødrene. Først spillede mødrene mod døtrene. Mødrene vandt. Og her er en detalje, ingen havde set komme:  Jeg var last mom standing. 

Så spillede fædrene mod sønnerne. Teenagedrenge og deres fædre…. Der var så meget testosteron i luften, at det halve havde været alt nok. Der blev TYRET med den bold.

Dernæst var det mødrene mod sønnerne. Og følgende skete:

Ven #1 tyrede mod sin mor, som døde.

Ven # 2 tyrede mod sin mor, som døde.

Ven # 3 tyrede mod sin mor, som døde og famlede efter sine briller, der var blevet skudt af.

Jacob fik bolden og stod lige overfor mig. Og han kaster bolden over til mig med et underhåndskast i en perfekt blød bue. Jeg griber den – og Jacob dør. 

For han er en gentleman og vil hellere selv dø end dræbe sin mor. Selvom alle vennerne så på – og der efterfølgende blev råbt, “Ej! Skyggebjerg!”

Heldigvis vandt sønnerne. 

{ 6 kommentarer }

Lige om lidt skal familien over på skolen og stemme. Det gør mig altid rørstrømsk. For jeg er mig umådeligt bevidst, hvor priviligeret det er, at bo i et demokrati.

Nyd valgdagen – og en god kop te! Uanset hvad du håber.

(Billedet har en veninde sendt mig i dag. Tak, Liselotte, for det, som for altid vil være min valgplakat!)

{ 1 kommentar }