ANNA SKYGGEBJERG

Bekendelse: Jeg har set Netflix i efterårsferien. Den samme serie hver dag. I timevis. Om et råt advokatfirma i New York.

Jeg, som almindeligvis ser tv omtrent en time ugentligt, har været som tabt for verden, mens jeg har set den serie, som jeg derefter har kritiseret for både plot, dialog og kvindesyn. Men alligevel blev jeg hængende. Og bagefter gik jeg gennem parken i højt tempo. Med Nickelback i ørerne, skruet max op.

Jeg ved godt, hvorfor både Suits (serien) og Nickelback fik mig fanget ind. Det er fordi, jeg ind imellem bliver noget så træt af kun at have den side af mig selv i spil, som skriver digte, elsker Pema Chödrön, følger reglerne, taler pænt -- og nu endda har købt klippekort til yin yoga. Min indre Bad Ass er blevet forsømt. (Den, som engang ville være anklager, i øvrigt.) Så kort sagt: Selvom jeg ikke har været på meditations-retreat, har jeg brugt efterårsferien på at komme i balance. Og det var godt, der ikke kom nogen i vejen.

Numen Sas!

Et af yndlingsnumrene med Nickelback:

{ 6 kommentarer }

Jeg har ikke annonceret, at bloggen holder efterårsferie. Fordi det faktisk ikke var meningen, der skulle holdes ferie. Men så fik jeg foræret den her:

Efter dig er en 400 sider lang fortsættelse af romanen Mig før dig, som jeg slugte for et års tid siden. Jeg er nødt til at holde ferie og læse fortsættelsen.

Jojo Moyes er dronningen af feel good. Hvis velkomponeret feel good er det, du trænger til, er Jojo Moyes det bedst tænkelige selskab. Hendes romaner er ikke tænkt som intellektuel stimuli (så det vil ikke være fair at kritisere dem for ikke at være det), men de har en kvalitet, som jeg med årene er kommet til at værdsætte højt: De er ikke til at lægge fra sig, når man først er begyndt. Med et skønt engelsk ord er de unputdownable.

God efterårsferie!

See you on the other side!

{ 1 kommentar }

I dag har vinduespudseren været her. Han har fjernet det sidste spor efter Asger: aftrykket efter hans snude på altandøren.

Jeg havde egentlig besluttet mig for at sige til vinduespudseren, at han ikke skulle pudse altandørens rude. Men modet svigtede mig. Det har jeg fortrudt. For der er en tid til alting, og jeg var ikke parat til at se det skinnende rene vindue.

For nogle uger siden skrev jeg et digt om det at vågne op en morgen og blive overrasket af synet af Asgers snudeaftryk på døren. Det kommer her. Fordi gårsdagens Elizabeth Gilbert-citat har gjort mig modig på lige det punkt:

Hvis gardinet ikke var blevet trukket fra

eller solen ikke havde skinnet

ville jeg ikke have set det

(og endda som det første, kun halvt vågen):

En tottet sky af aftryk

han har sat på altandørens rude

på ydersiden i højre hjørne

(venstre for ham)

fordi han ikke kunne åbne døren udefra

kun indefra

og derfor, når han ville ind,

pressede snuden mod ruden

og kiggede efter mig.

Men gardinet var blevet trukket fra

og der var morgensol

og derfor så jeg det.

Og fordi det var netop det tidspunkt på dagen

var jeg forsvarsløs og

kunne ikke dukke mig for erindringen om

hans blik

hans poter

hans smil (ja, han smilede)

og de ører,

som børn fra kvarteret kom på besøg for at ae.

Jeg ønskede ikke at se den,

hans sky af snudeaftryk

(slet ikke så uforberedt),

men finder mig selv nu

hver morgen

når jeg har hængt dynerne ud

cirklende med fingerspidserne

henover den

fra det hjørne, hvor den er mest fortættet, til der

hvor den går i opløsning.

Mens jeg skriver disse linjer

føler jeg mig mere ensom end nogensinde

fordi jeg netop kun kan skrive disse linjer

men ikke dele deres betydning med dem

for hvem han også betød

alt.

For det var jo mig, som sagde,

at vi ikke kunne beholde ham længere.

{ 10 kommentarer }

“Tranerne trækker over Østdanmark i trompeterende flokke”

Det er et citat fra Naturlommekalenderen 2014. Jeg fandt bogen i min reol og slog op på 6. oktober bare for sjov – og der stod så det med trompeterende flokke af traner. 

Så præcis en observation. Så fint et bogstavrim. Så hamrende træls at føle sig udkonkurreret som digter af Naturlommekalenderen! Her sidder jeg på reposet (og i haven og i sengen) og slider i det med at skrive digte, og så skal jeg læse i Naturlommekalenderen – endda so last year – om trompeterende traner. Og vide, at jeg aldrig vil kunne skrive noget, der er så smukt.

Hvorfor så blive ved? Helt ærligt: Hvorfor blive ved?

Fordi jeg vil leve et liv med kreativitet. Og det fordrer ikke, at jeg er fremragende. Det fordrer bare, at jeg finder en kreativ åre og giver den plads. Bare lidt plads – og helst hver dag. Det kunne være at arbejde på et digt. Eller at læse et (uden at sammenligne med det, jeg selv arbejder på). Eller at sætte en blomst i vand. Eller male, tegne, sy, strikke, danse, arrangere tingene på skrivebordet eller finde en kreativ løsning på et problem. Det kan være hvad som helst. Man behøver ikke at have trompeterende traner i sigte.  Så det er egentlig bare med at komme igang – eller komme tilbage, hvis man undervejs har mistet noget, der gør én glad, i overbevisning om, at det sikkert ikke var godt nok eller betydningsfuldt nok. 

Citat fra Elizabeth Gilberts nyeste bog, Big Magic. Creative Living Beyond Fear:

{ 5 kommentarer }

Den introverte massemorder…

Der er igen-igen blevet begået massemord på en amerikansk skole. Ni er blevet dræbt, syv er sårede. Drabsmanden er en 26-årig mand. Og man tænker, “Hvem gør den slags??!! Hvad foregår der i mandens hoved??!!”

Men det behøver man ikke at lede længe efter svar på. For BT har været på morderens datingprofil og kan fortælle, hvilke personlighedstræk, han rummer:

“Ifølge profilen anså den 26-årige Chris Harper Mercer sig selv som en enspænder og en introvert. Han var også tilhænger af det okkulte.”

Og så må man jo spørge sig selv, hvorfor sådan en mand overhovedet har fået lov til at gå fri. Enspænder og introvert… Helt ærligt, han har jo været en tikkende bombe! 

BT har kopieret et billede af morderens datingprofil. Der er andre ord i den profil, BT også kunne have valgt at citere. Endda fra den helt samme linje som den med “personlighed”, hvori ordet “introvert” optræder. Ordet “intellektuel” står nævnt. Og “geek” og “nerd”. Men BT valgte det værste af dem alle: “introvert”.

Skal vi ikke bare blive enige om, at BT mangler basal viden om introversion. 

Men, hvad der er endnu værre, er, at BT mangler basal evne til at læse engelsk. For det, de har citeret, er ikke morderens karakteristik af egen personlighed, men derimod de personlighedstræk, han søger i en kvinde. Overskriften på billedet er: “What I’m looking for”. Chris Harper Mercer ville altså gerne have en introvert kæreste. Jeg har på fornemmelselsen, at BT nok mener, at også det afslører, at han var bindegal.

Dagens snaphot: For at falde ned igen har jeg pakket gevinster ind til Janne, Anne og Heidi:

{ 3 kommentarer }

TAK for jeres bidrag til konkurrencen. 

Jeg elsker, når I kommenterer på bloggen, for så lærer jeg jer lidt bedre at kende. Jeg ved selvfølgelig godt, at jeg har blogosfærens sødeste læsere, men alligevel…

Heldigvis skal jeg ikke selv trække en vinder (hvordan skulle jeg kunne det?). Det har jeg Mr. Random Number til. Og vinderen blev nummer 24 – alias Heidi.

For nyligt var der en læser som sagde, at Kærlig hilsen Anna er sådan en bog, man skal have med sig ud i livet. Så jeg er rigtig glad for, at Heidi skriver, at når hun har læst bogen, skal den sendes videre til hendes datter, som er på efterskole, “så hun kan lære om den virkelige verden.”

Med nummer 24 om vinder, er der sidegevinter til Janne og Anne Sommerskov.  

Heidi, Janne og Anne, send mig jeres postadresser på mail@annakyggebjerg.dk, så er der gaver på vej.

PS: De seneste tre dage har jeg for resten selv vendt ryggen til “den virkelige verden” til fordel for en gratis måned på Netflix. Jeg har set en dokumentar om stilikon Iris Apfel (94 år) samt hele første sæson af Grace & Frankie med Jane Fonda og Lily Tomlin (hhv.77 og 76 år). Damn, man er i godt selskab med de damer!

Iris:

Jane og Lily:

{ 4 kommentarer }

Jeg ser lige, at  jeg har brokket mig på bloggen de seneste to mandage… Det må helst ikke blive en vane. Så I dag fejrer jeg mandagen med at bortlodde et eksemplar af Kærlig hilsen Anna.

Alt, hvad du skal gøre, er at lægge en kommentar. Så trækker jeg en vinder torsdag aften, den 1. oktober.

Og fordi jeg engang vandt en sidegevinst, da jeg var til banko på Centralhotellet (og altså sad ved siden af hende, som vandt en and), ja så har jeg en svaghed for den form for retfærdighed. Og derfor vil der også være sidegevinster. Jeg har ikke besluttet, hvad det bliver. Men jeg lover, at det ikke bliver et pund kaffe, som var det, jeg vandt på sidegevinst. Det bliver heller ikke et sulefad, som jeg senere vandt på pladenummer 81… Jeg stopper med anekdoterne nu. NU! For jeg skulle jo ikke brokke mig. Og jeg kan mærke fristelsen til at blive syrlig over en opvækst, hvor det skide sulefad var et højdepunkt. (Hvis du ikke lige kender ordet “sulefad”, er du ikke alene. Slår man det op i Den Danske Ordbog, står der, at ordet er registreret i Den Danske Ordbog, men “foreløbigt uden betydningsangivelse”. Nu skal jeg sgu fortælle, hvad det betyder: Det betyder, at jeg er gammel og er vokset op i en by, hvor der ikke var noget at give sig til som ung, hvis man ikke gik til spejder eller håndbold. Det er det, det ord betyder! Skriv det ind, redaktør af Den Danske Ordbog!)

Undskyld, nu brokkede jeg mig igen…  Bare ignorer det og læg en kommentar, så du kan vinde bogen!

{ 65 kommentarer }

Hvorfor Magic Mike gør mig stille.

Jeg er lige kommet hjem fra biffen. Jeg havde inviteret Elise med ind for at se Magic Mike XXL. 

Det er en god film. Ikke alene fordi Channing Tatum er med på alle billederne, men selvfølgelig også derfor. Men den er god. Den er sjov. Den er over-the-top. Og den er rørende i sin beskrivelse af en flok venner, som ikke rigtigt kan få deres voksne liv til at fungere, og derfor tager en aller sidste tur sammen som strippere. “Male entertainers” kalder de det. 

Filmen bygger fra begyndelsen op til vennernes sidste optræden for 3000 skrigende kvinder. Inden vi når finalen, har der været andre grupper af skrigende kvinder. Og da var det, jeg pludselig blev lidt stille i det. Ikke fordi jeg blev flov over den virkeligt meget explicitte “entertainment”, for det blev jeg ikke. Heller ikke på grund af et stereotypt kvindebillede, for rent faktisk kan man nemt se Magic Mike XXL som en feministisk film. Nej, jeg blev stille i det, fordi det pludselig gik op for mig, at jeg nærmest aldrig nogensinde har stået i en stor gruppe og skreget. Jov, der var måske lidt diskret heppen til en Justin Timberlake koncert, men ellers ikke. Og derfor gik jeg fra biffen enormt godt underholdt, men også med tanken, “Guud, Anna, du er skide kedelig. Alle de andre…” 

Og nu nærmer jeg mig pointen. For I ved godt, hvor tit jeg har skrevet på denne blog, at introverte ikke er asociale, men bare foretrækker at være sociale på en anden måde end den ekstroverte måde. Hvilket for eksempel betyder, at det ikke ligger lige til højrebenet for en meget introvert som mig at stå i en stor gruppe og skrige op over male entertainers. Og I ved også godt, hvor tit jeg har skrevet, at det gode liv handler om at kunne stå ved den, man er. 

Men nu her til aften, post Magic Mike, har jeg bare lyst til at sige det, som jeg måske ikke så tit har sagt: At ind imellem kan man alligevel godt komme til at føle sig lidt kedelig, når man er den stille type. Ind imellem kan man mærke den gamle følelse af at være forkert. Den følelse, vi havde, inden vi vidste det, vi ved nu, om at være introvert i en ekstrovert verden. I gamle dage (altså inden jeg vidste det, jeg ved nu), ville sådan en følelse have givet Kæk anledning til at komme springende ind på banen. Jeg ville have kompenseret for min introversion med kækhed og anden jeg-fremmed spas. I dag er Kæk afløst af en stille følelse. Først en stille følelse af at være kedelig. Så -- senere på aftenen -- en stille accept af,

1) at jeg er, som jeg er,

2) at af den grund er der oplevelser, jeg er gået glip af, og andre oplevelser, jeg i stedet har fået, og

3) at det er ok sådan.

{ 12 kommentarer }

Hej igen! Jeg er tilbage fra Narnia. Faktisk var jeg ikke i Narnia særligt længe. Jeg kom vist til at dreje af et forkert sted og endte i Migræneland, hvor jeg har opholdt mig i næsten to døgn.

Hvilken glæde det er, at være tilbage. At give Little Missen tunfisk som tak for hjælpen (for hun veg ikke fra min dyne i al den tid). At sidde ved skrivebordet med stearinlys tændt. At drikke te af min (for tiden) yndlingskop. At lægge mærke til, hvor fantastisk teen smager. At gå en tur i haven og sige “Hej høstanemone!”, “Hej hortensia!”, “Hej æbletræ!” – og ikke mindst “Hej!” til den ene rose, som har besluttet sig for at blomstre på trods af årstiden. Og på grund af den rose at komme i tanker om disse linjer fra et digt af Mary Oliver:

For some things

there are no wrong seasons.

Which is what I dream of for me.

Dagens snapshot: Min yndlings tekop. Selvom den egentlig har en helt anden facon, end jeg plejer at foretrække. Men den er så smuk, og den minder mig om at have drukket Afternoon Tea på The Ritz i New York af netop det stel (det hedder Pashmina og er fra Wedgwood).

{ 3 kommentarer }