ANNA SKYGGEBJERG

Zen handler (blandt andet) om at lære sig selv at glæde sig over hverdagen lige her-og-nu. Det er ikke altid helt let, men nogle dage får man det altså foræret. I dag har jeg hele tre gange oplevet noget komplet almindeligt, men med et magisk strejf. Straight up with a twist:

1:

En mand, der kører på cykel. Lastet med 2½ meter grantræ.

2:

En mand, der står udenfor en kirke og ryger en smøg. Iført hvid kjortel og englevinger.

3:

En mand, der løber hurtigt. På bare fødder.

{ 1 kommentar }

I dag fylder Elise 17 år.  Hun er ekstremt smuk, ekstremt sporty og ekstremt ekstrovert. Og i dag er hun i avisen, fordi hun er blevet optaget på “Akademiet for Talentfulde Unge”. Jeg fatter ikke en bjælde af, hvordan det er at være hende. Men det virker som om, det er ret dejligt.

Da jeg fik Jacob, fik jeg en soulmate, hvis tanker og følelser, jeg er 100% in sync med. Da jeg fik Elise, fik jeg et helt andet væsen – og dermed den fuldkommen uventede gave, at lære dagligt at fryde mig over forskelligheder. Hun har lært mig meget om at turde leve livet udenfor comfortzonen. Til gengæld har hun haft glæde af mit fokus på det nære. Jeg giver Agatha Christie ret:

There is nothing more thrilling in this world, I think, than having a child that is yours, and yet is mysteriously a stranger.

Elise, 17 år:

{ 8 kommentarer }

Jeg spurgte engang en buddhist, hvad hun havde lært af at blive buddhist. Jeg forventede, at hun ville svare noget om lidelse eller ego. Og det gjorde hun også. Hun svarede: “Jeg har lært at stå i kø”. 

Vi er nok nogle stykker, som netop når vi står i kø, optræder vældig optagede af vores ego: “Jeg er vigtig. Min tid bliver spildt. Hvis jeg sad ved den skranke, ville det hele gå tjeppere.”

Al den selv-optagethed er roden til lidelse. 

Mens jeg venter på måske at blive lige så klog som hende, der allerede har lært at stå i kø, og ikke være så optaget af mit ego, bruger jeg en smutvej for at udholde det. Smutvejen er ganske enkel: Jeg har en pausebog med i tasken. Faktisk ligger den der altid, så jeg til enhver tid har den ved hånden. Den har fuldkommen forandret min opfattelse af at vente i en kø på posthuset  på en 19. december…

Jeg anbefaler, at du finder en bog, som ikke fylder så meget, og som har korte tekster. Hvis du skal på posthuset indefor de næste dage, så find den NU. Du får brug for den!

Min pausebog er af Pema Chödrön:

{ 3 kommentarer }

I dag har Jacob fødselsdag. Han påstår, han fylder 12 år. Men det er bare noget, han siger, for at virke ældre, tror jeg. Det kan umuligt passe. Jeg har jo lige født ham. Jeg kan lige så tydeligt huske…

Vi fejrer ham i dag. Og i mit stille sind fejrer jeg alle de mange mennesker, som har været med på hans vej. Mennesker, som har støttet ham, opmuntret ham og elsket ham. Og uden hvis opbakning, jeg – og hans far – ikke ville have fået den Jacob, vi har i dag: “It takes a village to raise a child.”

Derfor :

Tak til Kitt, vores guide fra Mtb-Tours, som trak Jacob op af sneen forleden dag, da vi stod på ski, mens jeg var optaget af at sikre mine vanter, min hue og min værdighed.

Tak til mormor-Karin, som kom ind i vores liv, da jeg ventede Jacob, og lige siden har været der i lyst og nød.

Tak til bueskytten G, som har åbnet Jacobs hjerte med sin generøsitet.

Tak til damerne hos Boghandleren på Godthåbsvej, som Jacob elsker, fordi de behandler ham på en måde, børn sjældent oplever.

Tak til Altay, vores cykelsmed, hvis værksted Jacob blev indviet i, da han 2 år.

Tak til alle andre, som uegennyttigt har været der og bakket op om min dreng i nu… ja, ok så: 12 år.

Og endelig: Tak fordi jeg stadig har ham. Jeg sender tanker til  de mødre i Connecticut, hvis børn blev revet fra dem i går, for med Maya Angelous ord:

“Each child who has been slaughtered belongs to each of us and each slain adult is a member of our family.”

Jacob 12 år:

{ 8 kommentarer }

En hue, der ligger i sneen. En vante, der hænger i en snor om håndleddet, men driller og  ikke er til at få på igen. En hånd, der rager op fra en falden krop, så nogen kan tage fat i den og hjælpe kroppen på benene…

Lyder det som scener fra en 3-årigs liv? Det er det så ikke. Det er billeder fra, da jeg i dag var ude at stå på ski for første gang i mit liv.  Det var ikke elegant, men det var godt nok sjovt. 

Og her er lige et andet billede fra samme oplevelse: Det er aften, der er mørkt i Dyrehaven og der er fuldkommen tyst. Men sneen lyser op, og Erimitage Slottet står som en knivskarp, sort silhuet foran en lysende rød himmel. Jeg får vanten på igen. Børnene er foran mig og bagved mig – og selvom Jacob brokker sig lidt, er han glad, for vi skal have pizza bagefter.

Der var ro, nærhed og fordybelse. Det var ren Zen. 

Gad vide, hvor mange andre Zen-fyldte oplevelser, jeg har snydt mig selv for? I overbevisning om, at jeg nok ikke kan finde ud af ting…

PS:

Vi lejede ski, støvler og pandelamper hos Mtb-Tours på Klampenborg Station.

{ 3 kommentarer }

I går skrev jeg, at du skulle sørge for at få det, du ønsker dig. Jeg fortsætter lige lidt i samme spor, for: Liselotte Vejborg ved noget om, hvordan man får sine ønsker opfyldt. Hvordan man kommer fra at drømme om et særligt liv til rent faktisk at leve det. 

Hun har lavet et online kursus om at gå fra luftkastel til drømmeliv. Hvis du er det mindste interesseret i det, så klik ind på hendes site, www.drømmelivnu.dk - og skriv dig op til en gratis mailserie om, hvordan du bruger Loven om Tiltrækning til at få det liv, du drømmer om. 

Lad det være slået fast med det samme: Liselotte er ikke den, der bilder nogen ind, at hvis man sætter sig hen i sofaen og drømmer om at blive millionær, så bliver man det også.  Hun er snarere den, der siger: Er du egentlig sikker på, at din drøm er at blive millionær? Er du sikker på, at det, du siger, du drømmer om, virkelig er det, du drømmer om? Er du sikker på, at dine værdier er dine?  

Se, dét er et spørgsmål, jeg synes er relevant at stille sig selv. Ikke bare op til jul, hvor man skal skrive ønskeseddel, men altid. Har du defineret dine værdier og lært at stå fast på dem, er du allerede ret tæt på at leve dit (og ingen andres) drømmeliv.

Liselotte Vejborg (ligner en drøm!):

{ 0 kommentarer }

“Hvad vil kvinder have?”, spurgte dr. Freud. Vi ved alle, at der er flere korrekte svarmuligheder, og at dr. Freud ikke i sin vildeste fantasi (og den var vild), kunne have forestillet sig nogen af dem: en lur, en chokoladekage, at kunne være alene på badeværelset….

Sørg for at få, hvad du gerne vil have, til jul: Noget, der giver dig Zen. Ønsk dig for eksempel en smuk æske og lad den være begyndelsen på en Nødhjælpskasse, som du fylder op med ting, der er gode for dig på hårde dage. I min Nødhjælpskasse ligger der ferieminder, chokolade, te, min yndlingsbog, kærestebreve og billeder af steder, jeg gerne vil se. Ting, der gør mig glad og stilner min sjæl. Kilder til Zen-fyldt nydelse!

{ 1 kommentar }

Jeg har fjernet sne fra fortov og vej. Og Jacob har bygget en lille snemand udenfor hoveddøren. Men sneen i haven… Den rører jeg ikke. Den skal blive liggende uberørt og minde mig om Zen-fyldt ro. 

 Haiku-mester Santoka Taneda (1882-1940) har skrevet det sådan her:

Snow

falls on snow - 

silence

PS: Der er en enkelt undtagelse fra uberørtheden: Jeg har lavet spor i sneen hen mod fuglehuset. Jeg er nemlig en gammel dame, og jeg elsker at se på fugle… 

{ 0 kommentarer }

På mit skrivebord har jeg et citat af Pema Chödrön. Hun siger, at buddhisme handler om at at blive mindre optaget af ego´et. Fordi det er det, som gør os lykkelige:

The entire Buddhist teachings are about lessening one’s self absorption, one’s ego-clinging. That is what brings happiness to you and all beings.

Jeg øver mig. Men når jeg i dag skal have taget pressefotos og bordet foran mig ser sådan her ud…

… så mærker jeg ikke, at jeg har øvet mig. Så bliver jeg alt, alt for selvcentreret. Mit ego vokser sig stort og skrøbeligt. Og ja: Jeg bliver ulykkelig (og træls for mine omgivelser).

Nu er det tid til et Zen-fyldt åndehul. Måske jeg skulle gå en tur i mørket?

PS: Søren har fundet vinderen af sækken med delikatesser fra Norwegian Airlines. Det blev nummer 17. Af den indlysende årsag, at der er 17 dage til jul…

Gry, send mig din adresse på mail@annaskyggebjerg.dk

{ 1 kommentar }