ANNA SKYGGEBJERG

Jeg er så heldig. Fordi Jacob er så heldig at have en voksen ven, som han elsker og ser op til. Jeg har tidligere fortalt om deres magiske møde lige her.

Når de er sammen, spiller de chakuhachi, en japansk fløjte. Eller laver kalligrafi. Eller spiller ludo. Og så spiser de træstammer eller muffins og snakker.

Forleden kom Jacob lykkelig hjem fra besøg hos sin ven og fortalte, at han havde lært, at det ikke er noderne, der skaber musik, men mellemrummene mellem noderne. “Og sådan er det også i hverdagen.”  

En meget smuk påmindelse om at huske at trække vejret og kigge op fra det, man er engageret i. For det er i den pause, musikken bliver skabt.

Nu er der pause på bloggen. Indtil efter påske, tirsdag den 22. april.

Glædelig påske!

{ 0 kommentarer }

Jacob er taget i sommerhus med sin bedste ven. Han sender sms’er, hvor han skriver, hvor dejligt han har det – og der står ting som…

“Vi ses snart, sov godt! Håber, I nyder lidt alene-tid. Kærlig hilsen jeres søn Jacob”. Og der er vedhæftet et billede af “Fantastisk solskin over havet!”

Er det virkelig den samme dreng, som konsekvent glemmer at låse sin cykel og tømme kattebakken? Som er luddoven og selvretfærdig? Er det virkelig den samme dreng, som vi hele tiden skal minde om, at når man er en familie, springer man altså op som en vårhare, når nogen har brug for hjælp?

Det er hårdt at være forælder, fordi man uafladeligt  - UAFLADELIGT – skal stille op og lære sine børn, hvad der er rigtigt og forkert. Man skal sige de samme ting hundredevis af gange; man skal kæmpe de samme kampe hundredevis af gange. Og man må aldrig give op.

Derfor bliver man så urimeligt glad for bitte små signaler om, at det nytter. En sms fra sommerhuset, for eksempel. Eller en seddel på køkkenbordet, der viser, at han faktisk forstod det der med vårharen…

{ 4 kommentarer }

Se lige her, hvilken bog, der er udkommet i Norge. Eller som vi ynder at sige her i familien: Nu udkommet udenfor EU

Jeg har til gode at holde den i hånden. Det bliver… koseligt.

{ 9 kommentarer }

Det blev ikke til så meget forfatteri idag, for begge børn var hjemme. Den ene var syg. Den anden bad sig fritaget for sex-undervisning med lærer Hansen.

Elise er fortsat syg af stress. Hun var i skole et par timer, men fik det skidt og kom hurtigt hjem. Men i dag er bedre end i går, så jeg tror, vi er på rette vej, selvom det naturligvis ikke går helt så hurtigt at blive rask, som Elise gerne vil have. Hun lytter dog til Søren og mig, når vi taler om pauser og grænser og perfektionisme. Og hun læser en ny bog, Hvordan jeg kom gennem stress  - og blev klogere af det.

Jacobs fridag, derimod…. Han går i 7. klasse. De har sex-undervisning med lærer Hansen. Børnene synes, det er pinligt. Hvortil lærer Hansen i seneste time havde sagt, “Jamen, der er  jo ikke noget galt med penis!” For at illustrere den pointe havde han så fundet et billede på nettet og smækket det op på white boarded. Det var en stor penis med udløsning.

Derfor har Jacob fået fri i dag. Han kunne ikke bære flere timer med sætninger á la “Der er jo ikke noget galt med penis!”

Ja, I lærere, der læser med, jeg ved, der til gengæld er noget galt med den slags pjæk. Men han bad på sine grædende knæ – og har i stedet for sex-undervisningen læst en masse sider i  romanen Sandheden om Harry Quebert sagen. Den er på 700 sider og åbenbart noget af en sensation. Jeg skal læse den efter Jacob. 

Og her er så et billede af… Asger, der hjælper Elise med at bage chokoladekage:

{ 8 kommentarer }

I dag er det præcis et år siden, familien tog ud i lufthavnen for at hente Asger Hunden, som kom flyvende fra Dubai. Vi stod som en adoptivfamilie og ventede på, at han skulle komme gennem dobbeltdørene i ankomsthallen, så vi kunne mærke den hund, vi kun havde set et foto af… 

Han var blevet forladt af sin ejer i Dubai, som havde bundet ham til en pæl med en pose mad om halsen. Derfra var han blevet bragt til et rescue center, hvor en dansk kvinde havde adopteret ham med henblik på at få ham videreadopteret til Danmark.  For en slædehund har intet at gøre i Dubai. Hun satte hans billede på Facebook, 70 familier tilbød at tage sig af ham. Men det blev her hos os, han kom til at bo.

Vi anede heldigvis ikke, hvad vi gik ind til.

Han var utryg i starten, 9 måneder gammel og i sit 5. hjem. Han jagtede katten, som flyttede op på den etage, hvor Asger ikke kan komme op. Han spiser for en formue. Man skal gå langt med ham hver dag. Og han er bom stærk og en alfa-han. Alle mine lommer lugter af mad, fordi han får godbidder for god opførsel. I dag havde jeg anoraklommen fuld af pulled pork. Det gjorde til gengæld, at Asger sad pænt på sin hale, mens andre store han-hunde gik forbi på det andet fortov. 

Men den anden side af det er: Han charmerer ethvert barn, vi møder. Han charmerer enhver håndværker i huset, som han løber i halen af og “hjælper.” Og han har fuldkommen charmeret os. Vi elsker ham! For os er besættelsen den 9. april  en god begivenhed: Vi blev besat af Asger.

PS: Snapshots fra dagens tur

{ 2 kommentarer }

Der er lidt stille på bloggen i disse dage. Det er fordi, der skrives på Brevkassebogen. Hvilket minder mig om Ernest Hemingways ord om at skrive:

There is nothing to writing. All you do is sit down at a typewriter and bleed.

Mit hjerte bløder for hver eneste, der har skrevet til mig og bedt mig om råd. Så når jeg har arbejdet på Brevkassebogen en hel dag og det bliver aften og jeg egentlig skulle blogge, ja, så er der bare ikke så meget hjerteblod tilbage. Derfor…

Har du noget, du vil spørge mig om, så skriv!

Hvad du kan spørge om

Kærlighed, skilsmisse, familie, børn, venskaber, sorg, sex, krop, køn. Livet og døden. Verden og omegn. Faktisk hvad som helst, der er vigtigt for dig. 

Hvordan du sender dit spørgsmål

Du sender spørgsmålet anonymt. Underskriv med fiktivt navn eller “På randen af vanvid” eller…

Du kan sende dit brev på flere måder:

1: Send det til mail@annaskyggebjerg.dk

2: Send det med kongelig post til Anna Skyggebjerg, Fuglebo 19, 2000 Frederiksberg

Hvordan jeg svarer

Jeg svarer dig privat. Dit spørgsmål og mit svar bliver fremover IKKE lagt på bloggen. Men vil indgå i bogen om… laang tid.  

Jeg lover det her: Jeg svarer, hvis jeg mener, jeg har noget at bidrage med. Jeg gør mig umage. Jeg tager dig alvorligt. Og mit udgangspunkt er altid empati (jeg har ingen intentioner om at misbruge nogens tillid ved at være nedgørende eller gøre mig klog og sjov på andres bekostning).

Jeg lover til gengæld ikke, at jeg svarer på alle spørgsmål. 

Du kan se eksempler på spørgsmål og svar lige her:

Hende, som ikke er forelsket i sin mand.

Hende, hvis mand er ved at forlade hende.

Hende, hvis mor er syg .

Hende, hvis søns far har valgt sønnen fra.

Jeg håber, du har lyst til at skrive (også, hvis du er en mand!).

{ 0 kommentarer }

I torsdags kom Elise hjem fra studietur i Rom. Men det var lige før, hun ikke havde fået lov at komme med flyet hjem, for hun besvimede i Roms lufthavn og der kom læger og målte hendes meget høje puls…

Herhjemme blev vi hurtigt klar over, hvad årsagen var: stress. Så vi har igen-igen haft samtaler om at lære at sætte grænser. Om ikke at behøve være perfekt til alting. Om ikke at behøve til enhver tid at være den, hvem som helst kan komme til med sine problemer. Om ikke at blive offer for sin egen rolle.

Elise er den ekstroverte i familien. Meget ekstroverte, faktisk. Det er hendes store styrke, men også hendes udfordring. Som ekstrovert elsker hun at være sammen med masser af venner og at være engageret i dem og i aktiviteter. Det giver hendes energi. Ro og alenetid, derimod, har det med at gøre hende rastløs.

Men… ekstroverte børn med fart på kan ikke altid mærke grænsen for, hvornår nok er nok. Derfor risikerer de, at al den faren omkring, som skulle give dem energi, faktisk trætter og stresser. 

Det har været en af mine store opgaver at lære Elise at holde af sit eget selskab og at mærke sine grænser. Altså at finde balancen mellem sin ekstroverte natur og behovet for også at have adgang til sine introverte sider. Hun er blevet bedre. Men oplevelsen i Rom viste os, at det er et vedvarende tema.

{ 3 kommentarer }

Har lige siddet i den blå stol (som ikke længere er blå, men alligevel bliver kaldt den blå stol). Jeg har haft tid helt for mig selv – og læst min bog færdig.

Fortællingen foregår på et tog. Og slutter med disse smukke ord, efter en passager har løftet en anden passagers bagage ned fra bagagehylden:

“…she thanked him without saying anything; one can do that, one can thank another with one’s eyes, one’s hands, with any of a thousand gestures.

She moved towards the door. She stopped. Loving others, she thought, is the good thing we do in our lives.”

Alexander McCall Smith, Trains and Lovers

{ 1 kommentar }

Jeg arbejder på den nye bog, brevkassebogen. Og det er en udsøgt fornøjelse. Jeg har lige svaret en kvinde, som jeg håber at have givet mod til at tænke lidt anderledes om sig selv – og til at takke ja til en date. 

Nu skal jeg igang med et fantastisk brev fra en kvinde, som skriver om sin ægtefælles tidligere hustru, moderen til ægtefællens to børn. Eks-hustruen opfører sig uantageligt. Hun sender vrede mails og sms’er til sin eks-mand, som hun bestemt ikke burde have sendt, og gør brevskriverens ægtefælle ked af det. Og naturligvis derfor også brevskriveren, der lyder som et umådeligt empatisk menneske.

Det er den korte version…

Indspark til mit svar modtages gerne! Hvilke erfaringer har I med at imødegå grænseoverskridelser fra ægtefællers eks’er?

PS: Dagens snapshot er Malamuttens Mærkelige Sovestillinger. 

{ 2 kommentarer }