ANNA SKYGGEBJERG

Jeg har været i yndlingsbutikken, Boghandleren på Godthåbsvej. Egentlig bare for at købe grønne tusser, fordi jeg har fået den idé, at jeg kun kan skrive med grønne tusser. Men selvfølgelig røg der en bog i tasken og en god snak over disken.

Og så har jeg på det seneste fået et kick ud af at se, hvordan damerne har sat mig i berømt og berygtet mandligt selskab, midt mellem hr. Thomas Helmig og hr. Christian Grey:

Du skal have et uddrag fra Kærlig hilsen Anna. Det er fra svaret til “Den chokerede mor”, hvis eksmand ikke længere vil se deres 5-årige søn. Svaret handler meget om vigtigheden af aldrig, aldrig at tale negativt til sønnen om hans far, men tværtimod altid fortælle sønnen, at hun, hans mor, er taknemmelig for at have haft sønnens far i sit liv, for ellers ville hun jo ikke have fået verdens dejligste søn:

Og bagefter, Chokerede mor, når du har sagt og gjort alt det rigtige og din søn sover eller er ude af huset, så ringer du til en af dine nærmeste veninder og: Do your worst!  Spy ild, så jorden slår revner.  Få Djævelen til at ryste af skræk over din styrke. Grin til du tisser i bukserne.

 Jeg ved, at det ikke er rimeligt at forlange af dig, at du skal være så god, når han er så dum. Men livet er sjældent rimeligt i sine forlangener. På grund af din søns far er du blevet pålagt den enorme udfordring, at skulle være et bedre menneske, end du tror, du magter. Hele tiden at skulle være den, der viser, hvordan ordentlige mennesker opfører sig. Tag den udfordring på dig som en etisk fordring, Chokerede mor. Det er dit livs opgave. Intet mindre. Karmatrolden vil givetvis belønne dig, men den største belønning er naturligvis og uden sammenligning denne: Din søn vokser op med det stærkest tænkelige forbillede for, hvordan man lever sit liv med et fornemt og åbent hjerte, som en Kærlighedens Kriger. For sådan én er du. Din søn vil elske og beundre dig. Jeg garanterer.

Kærlige hilsner til dig og din søn,

Anna

{ 0 kommentarer }

Jeg er heldig: Når jeg sætter mig i den hvide stol på reposet og læser, så tæller det som arbejde!

Jeg har de seneste to uger læst tre i særklasse skønne nonfiction bøger, alle memoirer:

Richard Russo: Elsewhere. Uha, det er en virkelig god bog! Richard Russos bog handler om hans mor. Hun er alene med Richard fra han er helt lille (men er dog godt hjulpet af Richards mormor og morfar, som bor i samme hus som Richard og moderen). Men Richard har ikke nogen at sammenligne noter med, så han forstår faktisk aldrig rigtigt, at hans mor har en psykisk lidelse. Først efter hendes død. Det er en rørende historie om en mors og en søns kærlighed til hinanden og om deres  indbyrdes afhængighed. Og så er den suverænt skrevet. 

Sandra Tsing Loh: The Madwoman in the Volvo. Hudløst ærlig, sjov fortælling om Sandra  Tsing Lohs liv, da hun kommer i overgangsalder – samtidigt med, at hun opdrager to døtre, sætter ægteskabet over styr og har en gammel, skingrende skør far. Den er ind i mellem lige lidt for kæk for min smag, men dens slutning er det hele værd: En komplet nyfortolkning af overgangsalder. Absolut must read for kvinder omkring den alder! 

Joan Didion: The Year of Magical Thinking. I julen 2003 bliver Joan Didions og hendes mand Johns datter alvorligt syg. Få dage senere sætter Joan og John sig til middagsbordet, og John falder død om, ramt af et hjerteslag. Bogen beskriver det første år efter Johns død og datterens sygdom. Det er først og fremmest BOGEN om tab og sorg, men det er også et vidunderligt portræt af et 40 år langt ægteskab. Joan Didion skriver fantastisk, MEN hvis du ikke er helt vild med at læse på engelsk, ville jeg nok vælge den danske oversættelse.

Dagens snapshot: Ofte sidder Chilli sammen med mig i den hvide stol. Men når Anders Landmand kommer med grøntsager, som han gjorde i dag, så er det alligevel bedre at opholde sig blandt dem

{ 7 kommentarer }

I går skrev jeg om døden. I dag handler det om vaskeklude. Det her er en alsidig blog!

Sagen er, at jeg går op i livets store spørgsmål. Men jeg går også op i hud.  Det betyder noget for mig, hvordan min hud ser ud. Der er ting ved mit udseende, som jeg ikke kan ændre på, selvom jeg gerne vil, men at sikre, at min hud er sund og klar, det kan jeg faktisk opnå med en ret begrænset indsats. Det kræver bare, at jeg lytter til mennesker, som har sat sig ind i emnet.

Det har Anette Kristine Poulsen. Og hende har jeg ubetinget tillid til. Derfor har jeg læst hendes nye bog, Sådan får du superhud.

En af de ting, jeg kan lide er, at Anette fortæller mig, hvilke ingredienser, der har papirerne i orden og rent faktisk virker. Samt i hvilken rækkefølge jeg skal bruge dem, for at de virker. Altså helt konkret: Hvad gør jeg om morgenen og om aftenen for at få sund hud. Og hvad gør jeg, hvis jeg beslutter mig for, at jeg ikke alene vil have tilfreds hud, men vil satse på at få stærk hud eller (for de meget ambitiøse) ligefrem optimal hud.

For første og sidste gang er her et billede fra mit badeværelse. Du skal se det, fordi det viser, hvordan jeg har taget et af Anettes råd til mig: At købe en stak vaskeklude.

Anette siger, at det sætter skub i hudfornyelsen og giver en klarere, friskere hud, hvis man hver morgen eksfolierer blidt med en lun, let opvredet vaskeklude. Det har jeg gjort i 3 uger nu, og jeg kan både se og mærke, at det virker. Og hvad der er lige så vigtigt: Det er blevet et dagligt ritual, jeg virkelig holder af. Havde jeg vidst, hvor zen-fyldt det føles, ville jeg havde skrevet om det i Zen for mødre.

Nok om vaskeklude for idag. I morgen kommer der sikkert igen noget om døden. Eller et digt. Man kan aldrig vide… 

{ 3 kommentarer }

Chilli og jeg sidder i stolen på reposet og skriver digt:

Det bliver et digt med meget konkrete detaljer. Som for eksempel det ternede mønster, min morgenkåbe afsætter på lår og lægge. Men jeg har nået en alder, hvor jeg ikke længere er bange for at være banal. Og hvor jeg i øvrigt er helt overbevist om, at det største og det mindste er tæt knyttet til hinanden.

Lad mig give et eksempel fra Kærlig hilsen Anna, hvor jeg fik brev fra en kvinde, Anna2, som var i krise over at være fyldt 50 år. Mit svar kom til at handle om, når man har nået den alder, hvor man indser, at de fleste år ligger bag én – og bevidstheden om døden derfor bliver en del af hverdagen. Jeg skrev om de oplevelser i hverdagen, som trigger den bevidsthed hos mig. Men den del af svaret, du skal læse her, handler om en af mine venner, hvis bevidsthed om døden kom til at betyde noget meget, meget konkret: At han ikke ville begynde at samle på Holmegaard glas. Det er virkelig en historie om, hvordan det største og det mindste går hånd i hånd. Jeg har fået to reaktioner på præcis de linier. Én sagde, at det var det sørgeligste, hun nogensinde har læst. Én sagde, at hun syntes, det var virkelig sjovt. Jeg synes, de begge har ret:

Eller, Anna2, bevidstheden om døden kan trigges af ting, som er så hverdagsnære, at det bliver ubærligt pinefuldt, som da en af mine jævnaldrende venner en dag sagde, at han alligevel ikke ønsker sig Holmegaard glas i fødselsdagsgave, for ved nærmere eftertanke synes han ikke, det kan betale sig at begynde at samle på dem. Underforstået: Han skal jo alligevel dø. Jeg forstod ham fuldkommen og sagde ikke, at det da var noget pjat, sådan som jeg ville have sagt for ti år siden. Jeg ved godt, og det gør han selvfølgelig også, at han måske bliver 95 og i så fald sagtens kan nå at få 12 af hver. Men det er ikke pointen. Pointen er, at livsperspektivet er ændret. Ikke fordi der er fast bagkant (vi ved trods alt ikke, hvor gamle vi bliver), men fordi vi hver dag er bevidste om, at der er en bagkant.

{ 5 kommentarer }

I dag har jeg haft besøg af en selvvalgt solomor, Signe Fjord. Hun ville lave et interview med mig til alle de solomødre, som er medlem af hendes Solomor Lounge.

Det er både kvinder, som har fået barn med donor, og kvinder, som overvejer det. Kvinder, som har valgt eller påtænker at vælge et væg-til-væg moderskab. 24/7.

Signe mente de kunne bruge nogle af mine smutveje til en nemmere hverdag. Kort sagt: Staldtips fra min bog Super Mor.

Så vi har talt om, hvordan man overbeviser sig selv om, at man er god nok. Hvordan man får åndehuller i en hverdag, hvor der ikke er en anden voksen til at tage over. Og hvordan det mon kan være, at 90% af solomødrene i Danmark angiver hellere at ville have skabt en familie sammen med en mand. Måtte jeg anføre, at selvom årsagerne givetvis er mange og komplekse, er der noget, der siger mig, at vi mangler positive forbilleder for solomødre. Nogle, som tør sige højt, at ja, det er ind imellem hårdt og ensomt at være alene med børn, men kærligheden gør, at det er det hele værd. Og “ind imellem hårdt og ensomt”…. De følelser har fædre og mødre i kernefamilier også. Dem slipper ingen for. 

Nå ja, vi talte selvfølgelig også om revolution, nemlig den revolution det er, at følge min Super Mor-plan og opnå følgende:

At få mere tid sammen med børnene.

At få middagsmad, der tryller sig selv ind på bordet.

At kun bruge 60 minutter ugentligt på indkøb.

Oh yes, det er muligt! Det er pære enkelt. Og det var vitterligt en revolution i mit liv, da jeg begyndte at leve efter Super Mor-principperne. Og jeg er i øvrigt fortsat (omend ikke 100%…) efter jeg ikke længere er enlig mor, for hverdagen bliver nemmere af det. Meget, meget nemmere. Du kan læse alt om det i Super Mor. Eller du kan læse et sammendrag i et blogindlæg, jeg har skrevet til Signes blog.

Dagens snapshot viser det eneste familiemedlem, som synes, livet er blevet meget bedre, efter at Asger er flyttet. Chilli levede tidligere i eksil på 2. sal af skræk for Asger. Men nu:

{ 3 kommentarer }

Den her blogpost er pral, men også udtryk for genuin glæde. For jeg bliver virkelig glad, når der kommer mails fra læsere. Og det gjorde der i går. 

Så tillad mig at dele noget af en mail fra Solvejg, som har læst Introvert. Faktisk er det to år siden, hun læste den, og besluttede sig til at skrive til mig. Nu har hun endelig fået det gjort – og det gode ved, at der er gået to år, er jo, at hun kan fortælle, at de erkendelser, der kom, da hun læste Introvert, har “holdt” – og altså ændret hele livet, ikke bare de to første uger efter endt læsning.  

Mit liv faldt fuldstændig i hak efter at have læst den. Vildt befriende at finde ud af, der er andre som mig, men endnu mere det at kunne forstå, hvorfor jeg handler/reagerer som jeg gør. Det er ikke nemt i en verden, hvor vi alle skal være først til mølle, sjove, hurtige på aftrækkeren, og egentlig helst ikke gå glip af noget som helst. Men pludselig kom der ord på alle mine følelser, og dermed også forståelse for, hvorfor jeg FØLER som jeg gør.

Jeg har det super i eget selskab. Jeg har kun brug for en lille håndfuld venner, som jeg til gengæld ved er der for mig. Efter små 10 timer på job, er jeg bare drænet for alt der hedder samvær, og weekenderne bruger jeg som regel til at lade op i til næste arbejdsuge. Kedeligt liv???? Ikke helt, da jeg formår at få mine gode venner puttet i kalenderen med jævne mellemrum og derfor er der ikke så meget plads til alle “de andre”. Jeg har endelig erkendt overfor mig selv, at det er sådan JEG er, og det er der ikke noget galt i.Jeg vælger ikke de andre fra, men vælger mig selv til.

Jeg er blevet meget bedre til at være tro mod mig selv – før var det på de andres præmisser, jeg hørte simpelthen ikke efter, hvad min krop egentlig fortalte mig. Det var her din bog hjalp mig til at forstå, at den “modvilje” min krop egentlig viste mig – men som jeg ikke kunne finde ud af at tolke – bare var at fortælle mig, det er ikke dette jeg har brug for, jeg har bare brug for at have mine nære omkring mig og ikke så meget andet.

 TAK, Solvejg!

{ 3 kommentarer }

Tegn på mandag…

Der var tegn på mandag allerede fra begyndelsen. Hvilket betingende en middagslur, uden at den i øvrigt gjorde den helt store forskel. Da jeg købte ind til middag, så jeg en pakke med bøffer, og på mærket stod der OP TIL OVERFLADEN. Det var lige det, jeg havde brug for! Så jeg købte de bøffer, selvom de faktisk var urimeligt dyre. På de billigere pakker, stod der ikke noget om, at man kommer op til overfladen, så…

Ægtefælle og jeg er for en gangs skyld alene hjemme, for Elise er på arbejde og Jacob er i Rom med sin klasse. Så vi gjorde noget, vi ellers aldrig gør: Spiste bøfferne inde i sofaen, mens vi så fodboldlandskamp. Ægtefælle er the strong silent type, så her i familien er det mit job at kommentere kampen. Jeg går især op i 1) for aggressivt spil, 2) når der filmes og 3) om spillerne med fordel kunne have valgt et nummer større i bluse.

Efter 24 minutter gik det op for mig, at det IKKE var danskerne, som bar rødt og hvidt. Det var sådan set Armenien…. Så syntes jeg lige så godt, jeg kunne rydde lidt op i køkkenet. Og der var det så, jeg endelig fik taget læsebrillerne på og kigget på den pakke, hvor bøfferne havde været. Det der med OP TIL OVERFLADEN viste sig at være de sidste tre ord i stege-anvisningen (“vend, når saften kommer tydeligt op til overfladen”). Af en eller anden grund var de tre sidste ord bare blevet skrevet med overordentligt store bogstaver.

Så tror pokker, jeg ingenting mærkede.

Jeg tror faktisk ikke, der er noget håb for resten af mandagen. Jeg vælger at “gå med modstanden”, som Ægtefælle plejer at sige, man skal (han er psykiater). Med andre ord: Jeg dykker ned under dynen og tager en bog med. Jeg elsker memoir-genren, så jeg har besluttet mig til at begynde på den her, som jeg købte i New York:

På gensyn tirsdag, hvor jeg forventer at være kommet op til overfladen!

{ 4 kommentarer }

Efteråret er bogsæson. Og i år har jeg svært ved at få armene ned, for en hel række af de kvinder, jeg ser aller mest op til, udgiver bøger i løbet af efteråret.

Se bare her:

Diana Nyad er den sejeste kvinde på jorden. Hun er den eneste person, som har svømmet fra Cuba til Florida uden hajbur. Det tog hende 52 timer – og hun var 64 år, da hun gjorde det. Hun er mildest talt inspirerende. Har du set hendes TED talks? Nu udkommer hendes selvbiografi:

Brené Brown kender du måske som hende, som har startet en nærmest global samtale om mod, følsomhed,skam og værdighed ? Hendes TED talk , The Power of vulnerability, er en af de mest sete nogensinde. Hun har nu udgivet en ny bog med titlen Rising Strong:

Elizabeth Gilbert er forfatter til non-fiction biblen Eat, Pray, Love  - og den helt igennem fantastiske roman The Signature of all Things. Jeg er meget vild med hende (og hun er værd at være Facebook fan af, for hendes posts er virkelig interessante!) Hun udkommer nu med en bog om kreativitet: Big Magic. Creative Living Beyond Fear.

Cheryl Strayed er forfatter til blandt andet memoiren Wild. A Journey from Lost to Found, der sidste år blev filmatiseret med Reese Witherspoon i hovedrollen som Cheryl Strayed. Hun udgiver nu en bog med citater, Brave Enough. A Mini Instruction Manual for the Soul. Og sådan en bog udgiver man kun, når man virkelig, virkelig har noget på hjerte og et helt særligt sprog at formidle det i. Jeg glæder mig!

Anette Kristine Poulsen er kvinden bag bloggen Beautyspace, som jeg er religiøs følger af. Hun har nu udgivet bogen Sådan får du superhud. Jeg er igang med den – og en anmeldelse følger senere. Men jeg kan da allerede nu sige, at den har fået mig til at indkøbe ti, hvide vaskeklude. Det er nemlig en del af Anettes no bullshit opskrift på super hud. 

{ 6 kommentarer }

Vi skal tale om introversion og ekstroversion. Ikke for at putte hinanden i bokse og gøre mindre, men for at nuancere og gøre større.

I går var jeg meget kategorisk: Nej, introverte er IKKE asociale særlinge, som ikke kan lide andre mennesker, og vi er IKKE generte, bognørder eller gravalvorlige. 

Vi er bare (og det er her, jeg bliver kategorisk): En meget stor gruppe mennesker – 30-50% af befolkningen – som får energi ved at være alene eller sammen med få mennesker, vi kender godt.

Dette træk er det, som helt basalt definerer en introvert. Men selvfølgelig er der mere at sige end det. Der er vitterligt mange flere træk, vi – mere eller mindre – har til fælles:

Generelt foretrækker introverte at formulere sig på skrift frem for mundtligt. Generelt er vi over-forberedte, når vi skal fremlægge noget. For generelt bryder vi os ikke om at være på. Generelt kan vi godt lide at arbejde selvstændigt og uden afbrydelser. Generelt kan vi bedre lide at lytte end at tale. Generelt vil vi hellere være sammen med få end med mange mennesker. Generelt vil vi hellere snakke om det indre end det ydre liv. Generelt er vi stille i det.  

Alle disse “generelt” dækker over en vigtig pointe: 

Intet menneske er 100% introvert eller 100% ekstrovert. Der er tale om et kontinuum, hvor den ekstreme ekstroverthed ligger i den ene ende af spektret, og den ekstreme introverthed i den anden. Vi befinder os hver især et unikt sted i dette kontinuum. Og rummer derfor alle både introverte og ekstroverte træk. 

Om du er introvert eller ekstrovert er naturligvis ikke det eneste, der er at sige om dig. Du kan se på dig selv gennem flere prismer. Hvor du befinder dig i spektret introvert-ekstrovert er et af de prismer. I mit eget liv er det et af de vigtigste, fordi jeg er så udpræget introvert.

Det er helt overordnet min overbevisning, at vi skal tale om, hvorvidt vi er introverte eller ekstroverte, ikke for at putte hinanden i kasser, men for at nuancere vort blik på hinanden. Vi vinder ved at kunne se os selv og hinanden gennem introvert-ekstrovert prismet. Tillige med andre prismer. Sådan får vi kastet maksimalt lys over alt det, vi er.

Men hvis vi alene definerer os selv og hinanden med “jeg er introvert” eller “hun er ekstrovert”, så reducerer vi os selv og hinanden. Vi skal det stik modsatte: Vi skal nuancere og dermed gøre større!

{ 0 kommentarer }